Etsiz Nohut Yemeği – på dansk bedst beskrevet som tyrkisk kikærtegryde uden kød, er en endnu en af mine favoritter i det tyrkiske køkken.
Tyrkisk kikærtegryde kan laves på forskellige måder, typisk med eller uden kød. Mange kommer også forskellige grøntsager i, alt efter hvad der lige er på sæson. Herhjemme laver vi typisk den klassiske udgave uden kød, men det sker også at vi tilsætter oksekød i tern.
Herhjemme har vi altid kikærter i huset. Vi køber altid den tørrede udgave og så opbløder jeg som regel en større portion af gangen, som bruges til denne gryderet, humus eller i en salat.
Fakta om kikærter
Der dyrkes kikærter i mange dele af verden, men det er en særlig populær spise ved Middelhavetsområdet og Mellemøsten. Kikærter er en fremragende kilde til fedt, proteiner, kulhydrater, fiber, vitaminer og mineraler. Kikærter kan bruges i hav opskrifter f.eks. falafel, hummus i alverdens udgaver, kikærtesalat, ristede kikærter, gryderetter eller i desserter. Mulighederne er mange og særligt gode i til vegetar og veganske retter.
Det er op til dig om du vil bruge klar kikærter på dåse eller om du ønsker at bruge tørrede kikærter. Bruges der tørrede kikærter, skal du være opmærksom på at kikærterne skal udblødes i rigeligt vand, i 8-10 timer inden de koges. Kikærterne skal koges i 45-60 minutter i friskt og usaltet vand. Den nemmeste løsning er at købe opblødte kikærter.
Hvis du køber en dåse kikærter, som vejer 400 g, og den drænede vægt er 240 g, svarer indholdet til 240 g kogte kikærter eller ca. 120 g rå kikærter.
Tyrkisk kikærtegryde opskrift
Ingredienser til 4 personer
2 spsk olie
1 løg
1-2 sivri peber (findes hos de etniske grønthandlere)
2 dåser kikærter (eller 240 gram rå kikærter)
1 1/2 spsk tomatpure
1 boullionterning
Ca. 1 liter vand
Salt, peber og chilipulver
Fremgangsmåde
Hvis du har valgt at lave retten på tørrede kikærter, så start med at sætte dine kikærter i blød aftenen inden eller om morgenen.
Skær løg i tern og sivri peber i fine strimer. Start med at svitse løgene i olie og tilsæt dernæst sivri peber. Tilsæt derefter tomatpure og lad det blive svitses lidt af inden kikærterne tilsættes, dette er med til at give mere smag.
Tilsæt kikærter, bland det hele godt sammen og tilsæt vand og boullion. Rør rundt indtil det koger og lad derefter retten stå og trække i 20-30 minutter. Tilsæt evt. mere vand efter behov. Smag herefter til med salt, peber og chilipulver.
Server gerne retten sammen med tyrkisk ris, tyrkisk hyrdesalat og evt. lidt yoghurt.
Opskriften er beregnet til 4 personer. Herhjemme er vi 2 personer, vi har typisk mad nok til 2-3 dage. Herhjemme serveres retten sammen med salat, yoghurt og tyrkisk brød. Jeg spiser sjældent det tyrkiske brød, men det gør min bedre halvdel til gengæld.
SE OGSÅ: Rødbedehumus opskrift
SE OGSÅ: Haydari opskrift – tyrkisk fetadip med bagte peberfrugter