Yogurtlama opskrift / Stegte grøntsager med yoghurt

yogurtlama opskrift, tyrkisk mad, tyrkiske retter, tyrkiske opskrifter, stegte grøntsager med yoghurt, vegetar opskrifter, vegetar opskrift med squash, tyrkiske retter med squash, nemme tyrkiske retter

Nogle gange kræver en lækker velsmagende ret ikke mange ingredienser, som f.eks. denne Yogurtlama opskrift (stegte grøntsager med yoghurt).

Siden bloggen startede tilbage i 2015, er der løbende blevet delt opskrifter. Opskrifterne deler jeg både fordi jeg ved at der blandt jer læsere sidder en masse der er interesseret i tyrkisk mad. Men de bliver lige så meget gemt, så jeg altid kan finde dem frem igen.

Jeg elsker at eksperimentere med mad og særligt det tyrkiske køkken har trukket min interesse siden jeg flyttede hertil i 2015. En del opskrifter eksperimenterer jeg med selv, nogle bliver afprøvet med venner, mens en del faktisk laves i fællesskab med min svigerfamilie.

Det er meget forskelligt hvor jeg selv finder mine opskrifter, nogle findes i Facebook grupper, andre er givet af venner/familie, derudover har jeg en håndfuld af kogebøger stående.

Er du nybegynder i det tyrkiske køkken eller kan du godt lide nemme retter, så er denne opskrift lige sagen for dig. Den kræver nemlig ikke mange ingredienser og smager fantastisk. Opskriften kan både spises som en ret for sig eller serveres som tilbehør til en opskrift.

 

Opskrift på Yogurtlama / Stegte grøntsager med yoghurt

(4 personer – 45 min)

Ingredienser

2   kartofler

2  auberginer

2  squash

5  røde snackpeber

5  grønne snackpeber

2 dl græsk yoghurt

1 fed  hvidløg

Olie til stegning

Fremgangsmåde

Vask alle grøntsagerne, skær dem ud i strimler og drys salt over dem. Det er særligt en god ide at salte auberginerne 15-20 ninutter før stegning, for at forhindre dem i at absorbere al olien.

Grøntsagerne skal steges indtil de er møre. Steg grøntsagerne separat, efter hvilken grøntsag der skal steges i længst tid. Kartofler steges før auberginer og squash. Steg snackpeper som de sidste.

Yoghurt blandes med finthakket hvidløg og evt. lidt vand, så konsistensen minder om en sauce. Smag yoghurten til med salt, men vær opmærksom på at grøntsagerne også er saltet.

Fordel de stegte, lune grøntsager på et fad og fordel yoghurt henover. Hvis retten serveres som forret, serveres den kold og med tyrkisk lavas brød. Retten kan også anvendes som tilbehør til en hovedret.

Fakta

Yogurtlama er idéen om at bygge en ret op omkring yoghurtsauce. Grøntsagerne i denne ret, kan udskiftes med de fleste grøntsager eller retten kan gøres mere simpel, ved kun at anvende en type grøntsag. De tyrkiske husmødre vælger grøntsager afhængigt af årstiden.

Dele af dette materiale er udarbejdet i fællesskab af www.Alanyadk.dk, www.danskityrkiet.dk og www.tyrkiskeopskrifter.dk. Overtrædelse af ophavsretten medfører både et erstatningskrav og krav om øjeblikkeligt fjernelse af alle billeder og tekst.