Kartoffelsalat er en klassiker når der skal grilles – perfekt som tilbehør. Her får du en virkelig nem opskrift på en lækker tyrkisk kartoffelsalat med æg.
Denne version af tyrkisk kartoffelsalat med æg, får jeg serveret stort set hver gang jeg besøger svigerfamilien i landsbyen.
I denne tid er vi (ligesom så mange andre) hjemme stort set hele tiden pga. den krise verden står i nu. At vi begge er hjemme, betyder også at der spises mere hjemme. Og da vi begge har tiden, hygger vi os mange dage med at lave mad sammen og manden får lært mig at lave nogle flere tyrkiske retter. At vi laver maden sammen, har blandt andet givet mig en større forståelse for de tyrkiske krydderier. Men vi hygger os også med at lærer nye opskrifter i fællesskab.
Inden jeg deler opskriften med jer, vil jeg gerne dele lidt generelle tanker om det tyrkiske køkken og lidt min erfaring.
Det tyrkiske køkken
Det siges at det tyrkiske køkken er en af verdens bedste køkkener. Det tyrkiske køkken er da også en af årsagerne til mange rejser til Tyrkiet på ferie. Det tyrkiske køkken har en rig madtradition baseret dels på mellemøstlige traditioner. Tyrkiet ligger lige midt imellem det europæiske og det orientalske køkken, og derfor får man det bedste fra to verdener.
Det siges at en ægte tyrkisk kok bruger ikke deciliter mål og madvægte, hun/han smager sig frem, til maden har den rigtige tyrkiske smag. Og der er noget om snakken. Mange af de populære retter som de tyrkiske familier spiser i dag, er gamle traditionelle retter, som er gået i arv i mange generationer. Og mange opskrifter bliver lavet på øjemål. Derfor vil du måske også opleve at når du laver ren ret derhjemme, så smager den ikke helt lige sådan som den gjorde på den tyrkiske restaurant eller hos din tyrkiske bekendte.
Min egen erfaring er at en del tyrkiske opskrifter faktisk kræver lidt mere øvelse end man lige regner med. Så har du prøvet med en tyrkisk opskrift, som ikke var helt i skabet, så giv den gerne nogle flere forsøg eller se om du kan finde opskriften andre steder. Nogen gange kan en ny vinkel også hjælpe dig. Jeg kan fortælle, at jeg for nyligt kastede mig ud at bage tyrkisk simit for første gang ud fra en opskrift på tyrkisk. Mine hjemmebagte simit smagte godt, men de var stadig milevidt fra de lækre simits, som jeg kan købe ned på hjørnet ved simitmanden. En simit opskrift på bloggen, må derfor vente til jeg har fundet den rette.
Heldigvis er denne opskrift på tyrkisk kartoffelsalat ikke så kompliceret og det gode ved den, er at du kan tilpasse den lige som det passer dig. Jeg har til opskriften bare brugt nogle af de kartofler, som vi havde liggende. Men kartoffelsalaten bliver endnu bedre med nye kartofler. Derudover kan du tilføje de friske krydderurter, du har liggende eller synes bedst om. Herhjemme har jeg stadig ikke lært at spise friske tomater, men disse kan også med fordel tilsættes.
Kartoffelsalaten kan både serveres lun og kold, som tilbehør til f.eks. tyrkisk köfte, Adana kebab eller som en del af et meze bord med diverse tyrkiske forretter.
Tyrkisk kartoffelsalat med æg opskrift
Ingredienser (2-4 personer)
3-4 store kartofler (afhængigt af str. og hvad du/I ellers serverer til)
3 æg
1 lille løg eller 4 forårsløg
1 håndfuld hakket persille
1-2 håndfulde hakket rucolasalat (Iceberg salat kan også bruges)
2-3 spsk olivenolie
1-2 tsk Spidskommen
1-2 tsk Sumak (mellemøstlig krydderi med en syrlig smag)
1-2 tsk Paprika
Salt/peber
Fremgangsmåde
Start med at koge kartoflerne. Om du skræller dem før eller efter, er helt op til dig og afhængigt af hvilke kartofler du bruger. De fleste gange når jeg laver kartoffelsalat, plejer jeg bare at rengøre kartoflerne og koge dem med skræl. Og de sidste 10 minutter af kogetiden, kommer jeg æggene ned sammen med kartoflerne. Så passer det med at de er færdige samtidig (æggene skal være hårdkogt) og jeg slipper for den ekstra opvask.
Imens kartofler og æg køler af, kan du passende bruge tiden på at hakke krydderurter, løg og salat. Når kartoflerne er kølet af, fjernes skrællen.
Skær kartofler i grove tern og blandt dem sammen med olie, krydderurter, salat og løg. Tilsæt derefter krydderierne og smag til med salt og peber. Er du normalt ikke så glad for krydderier, så tilsæt lidt af gangen og find den smag der passer dig. Måske synes du at det er i overkanten med mængden af krydderi eller også skal det have noget ekstra.
Bland det til sidst sammen med æg, du kan også vælge at pynte med æggene på toppen.
Velbekommen!
LÆS OGSÅ: Yoğurtlu Havuç Mezesi (Gulerods tzatziki)
LÆS OGSÅ: Yoğurtlu patlıcan salatası- aubergine tzatziki
LÆS OGSÅ: Tyrkisk coban salat opskrift