Tyrkiet var i mange år også et populært stop på Silkevejen. I forbindelse med Silkevejen, blev der bygget flere karavanestationer i Tyrkiet.
De mange karavanestationer i Tyrkiet giver et indblik i fortidens handel med mere luksuriøse varer.
Tyrkiets historie er fascinerende. Gennem tiden har forskellige herskere været med til at sætte deres præg på landet. Antallet af antikke byer, historiske monumenter og kulturskatte er enorm.
Jeg har gennem mine år i Tyrkiet besøgt flere af karavanestationer, blandt andet Alarahan nær Alanya, Akhan ved Denizli (Pamukkale), Sultanhani ved Aksaray, Sarihan ved Avanos (Cappadocia) og Cacabey nær Kirsehir.
På mine bucketliste for Tyrkiet, har jeg flere karavanestationer stående. Jeg synes de er interessante og det er sjovt at få et indblik i hvordan livet har taget sin gang.
Hvad er en karavanestation?
En karavanserai eller karavanestation blev brugt som et herberg. De blev opført langs handelsruterne i Asien, Nordafrika og det sydøstlige Europa, specielt på Silkevejen, i Mellemøsten ofte benævnt ved det persiske navn khan (samme udtryk bruges på tyrkisk). Før Vesten blev verdens navle, forbandt Silkevejen fjerne kulturer med hinanden.
En karavanestation var et synligt udtryk for sultanens eller en stormands omsorg for de rejsende, og en indskrift over hovedporten kundgør typisk, hvem der har ladet den pågældende khan opføre. En rejsende kunne – uanset sprog, race eller religion – opholde sig i 3 dage i et karavanserai og få gratis mad og drikke til sig selv og sine dyr.
Der findes over 1000 karavanseraier langs Silkevejen opført mellem år 900 og 1900, men de fleste er i ruiner. Her blev eftertragtede varer som silke, krydderier, porcelæn, te, papir o.m.a. transporteret frem til de europæiske handelshuse og forbrugere. Silkevejen bevarede sin store betydning til det 14. århundrede, da Vesten i stigende omfang også selv var i stand til at fremstille silke.
I Tyrkiet har man fundet ca. 120 karavanestationer, nogle i betydelig bedre stand end andre. Karavanestationer er blevet brugt siden det 10. århundrede. I Anatolien området blev der særligt handlet med tin og kobber.
Tidligere var handelsvejene gennem Tyrkiet afhængig af kamelkaravaner. Staten (sultanatet) indgik handelsaftaler med fremmede stater og derfor byggede man et stort antal karavanseraier for at opmuntre den internationale handel og reducere risikoen for overfald og røveri. Ved karavanestationen blev der ikke kun overnattet, men også handlet.
Karavanestationer i Tyrkiet
Der findes flere typer af karavanestationer, men i Tyrkiet og Syrien er næsten alle bygget efter samme grundform, en firkantet gård omgivet af overdækkede arkader. I de kolde indlandsområder, som Anatolien, suppleret med en overdækket hal. I forbindelse med en stor khan kunne der endvidere være en badestue (en slags tyrkisk hamam), en basar og en moske (bederum) mm.
Karavanestationen havde normalt juridisk status som en selvejende og velgørende institution – hvilket ville sige at den ikke skulle tjene penge, blot dække sine omkostninger ved indtægterne fra de rejsende.
I byerne blev khan’ en, hvor karavanerne gjorde holdt derfor også et sted, hvor man kunne købe varer fra fjerne egne eller sælge stedets varer til karavanens købmænd.
Karavanestationerne i Tyrkiet var strategisk placeret mellem de punkter, som en person kunne rejse på en dag. Afstanden mellem var karavanestationerne var typisk 30-40 kilometer, svarende til en dags kamelvandring.
Blandt nogle af de bedst bevarede karavanestationer i Tyrkiet er Agzi karahan i Cappadocia-regionen, Sultanhan i provinsen Aksaray, Öküz Pasa han i Kusadasi og Horozluhan i Konya-provinsen. For bare at nævne nogen af dem:
Se den fulde liste over karavanestationer i Tyrkiet her, både de velbevarede og de mindre velbevarede.