I Kappadokien området ligger flere karavanestationer i forskellige størrelser. Sarihan karavanestation ved Avanos, tiltrækker årligt mange tusinde turister.
Sarihan karavanestation beliggende ca. 7 kilometer fra Avanos centrum på hovedvejen mellem Kirsehir og Kayseri, giver et godt indblik i tyrkisk kultur og historie.
I starten af marts, inden Coronavirussen brød ud i Tyrkiet, tog vi 10 dage til mandens landsby Abusaagi, tæt ved Cappadocia/Kappadokien, Jeg har tidligere fortalt om landsbyen her på bloggen, hvor livet har sin gang, som det har haft i mange år. Og det er altid dejligt at komme hjem og nyde roen og se svigerfamilien. Vores ture i landsbyen bliver typisk kombineret med forskellige udflugter. Denne gang var ingen undtagelse!
I løbet af de 10 dage fik vi blandt andet besøgt Kirsehir, Kayseri, Ihlara-dalen, Nevsehir, Göreme, Ürgüp, Avanos mm. Der var dog også masser tid till hygge i landsbyen og et par dage i marken, hvor familiens vinstokke skulle graves fri. Jeg vil den næste tid løbende dele lidt fra vores ferie og oplevelser.
Sarihan karavanestation
Sarihan karavanestion (også kaldet Saruhan karavanestation) er fra 1249 og strækker sig over 2000 m2. Karavanestationen blev opført af seljukkerne, som en del af Silkevejen.
Karavanestationen er klassisk opbygget, med en gårdhave (også kendt som som sommergård/have) og større rum i bagenden, der blev brugt i vinterperioden. Til venstre ser man fra indgangen seks åbne rum dækket med hvælvede buer.
Lige overfor indgangen er der flot indgang, der fører til et mørklagt og rummeligt lokale. Værelset er kendt som vinterrummet og her bliver der dagligt vist show med hvirvlende dervisher. Dette værelse er dækket med en halvkugleformet kuppel med små huller, der giver sparsom indvendig belysning.
På højre side er der 6 rum, indrettet på forskellige måder. Rummene er i sin tid blandt andet blev brugt til dyrlæge, soverum mm.
Navnet til karavanestationen skulle eftersigende være kommet pga. farven på stenblokkene, der blev brugt til opførelsen i 1249. Sari betyder gul.
Karavanestationen gennemgik en grundig renovering i 90´erne. Alle sten der er brugt til gennemførelsen, er originale vulkansten fra området.
Jeg har efterhånden besøgt flere karavanestationer, blandt andet Sultanhani ved Aksarya og Büyük han i Nicosia på Nordcypern. Og et af de punkter denne karavanestation adskiller sig fra de andre ved, er at moskeen er oven på indgangen. Ved de fleste karavanestationer, har der været en mindre moske i midten af gårdhaven.
Moskeen eller bederummet er nok nærmere den rette betegnelse, kan man komme op til via trappetrin inde i karavanestationen. Bemærk trinene er høje og ikke for gangbesværede.
Udover de nævnte rum, som man kan besøge er der nogle rum der idag bruges som administrative rum og souvenirshop. I det ene administrative rum har der i sin tid været et mindre hamam/baderum.
Karavanestationen tiltrækker dagligt mange besøgende. Mange kommer for at se dervisherne der snurrer rundt om sig selv. Dervisherne tilhører et over 800 år gammelt broderskab inden for islamisk mystik, den såkaldte sufisme. Iført deres karakteristiske høje hatte og vide skørter udfører dervisherne deres hvirvlende snurretoppe-dans, for at ære Gud.
En dervish er en person som lever et asketisk liv og har opnået tarika indenfor en sufi-orden. Ordet dervish er et gammelt persisk ord, der betyder fattig eller tigger. Den hvirvlende dervish-dans, ses som en metode til at opnå religiøs ekstase. Denne dans stammer fra den tyrkiske gruppe Mevlevi. Andre broderskaber benytter andre metoder til at opnå guddommelig indsigt og religiøs ekstase, eksempelvis messen af Koranvers eller stille meditation.
Prisen for indgang er 5 tl. Dog er prisen en helt anden, hvis man også ønsker at komme ind og se dervisherne optræde.
Generelt om karavanestationer
En karavanserai eller karavanestation blev brugt som et herberg, og var opført langs handelsruterne i Asien, Nordafrika og det sydøstlige Europa, specielt på Silkevejen, i Mellemøsten ofte benævnt ved det persiske navn khan (samme udtryk bruges på tyrkisk).
En stor khan var et synligt udtryk for sultanens eller en stormands omsorg for de rejsende. En rejsende kunne – uanset sprog, race eller religion – opholde sig i indtil 3 dage i et karavanserai og få gratis mad og drikke til sig selv og sine dyr.
Der findes over 1000 karavanseraier opført mellem år 900 og 1900, men de fleste er nu ruiner. Her blev eftertragtede varer som silke, krydderier, porcelæn, te, papir o.m.a. transporteret frem til de europæiske handelshuse og forbrugere. I Tyrkiet har man fundet ca. 120 karavanestationer, nogle i betydelig bedre stand end andre.
Tidligere var handelsvejene gennem Tyrkiet afhængig af kamelkaravaner. Staten (sultanatet) indgik handelsaftaler med fremmede stater og derfor byggede man et stort antal karavanseraier for at opmuntre den internationale handel og reducere risikoen for overfald og røveri. Ved karavanestationen blev der ikke kun overnattet, men også handlet.
Der findes flere typer af karavanestationer, men i Tyrkiet og Syrien er næsten alle bygget over samme grundform, en firkantet gård omgivet af overdækkede arkader, i de kolde indlandsområder som Anatolien suppleret med en overdækket hal. I forbindelse med en stor khan kunne der endvidere være en badestue (en slags tyrkisk hamam), en basar og en moske (bederum) mm.
Kilde: Religion.dk