Soğuk Baklava – den kølige nyfortolkning af en tyrkisk klassiker.
Soğuk baklava, også kaldet “kold baklava”, er den moderne fætter til den traditionelle tyrkiske dessert, vi alle kender og elsker. Den byder på alt det sprøde, søde og luksuriøse, som klassisk baklava er kendt for – men med et forfriskende twist. Kombinationen af mælkesirup, chokolade og den kølende serveringstemperatur gør den til den perfekte dessert til varme dage, eller når man bare har lyst til noget anderledes og lækkert.
Hvor stammer baklava fra?
Baklava er en klassisk dessert, der i dag forbindes med mange lande i Mellemøsten og det østlige Middelhav, men dens oprindelse kan primært spores tilbage til det Osmanniske Rige, med centrum i det nuværende Tyrkiet. Det var ved det osmanniske hof i Istanbul, at baklava i sin moderne, raffinerede form blev udviklet. Retten består af tynde lag filodej, smør, hakkede nødder og en sød sirup eller honninglage, og den har gennem tiden spredt sig og tilpasset sig forskellige regionale traditioner.
Flere kulturer – herunder den græske, arabiske, armenske, persiske og balkanske – har deres egne varianter og gør krav på dele af dens historie. Tidlige versioner af lagdelte desserter med nødder og honning kendes endda fra assyrisk tid omkring 800 f.Kr. Baklava er derfor ikke kun en dessert, men også et symbol på en fælles kulinarisk arv, formet af århundreders kulturel udveksling på tværs af regioner.
Hvad er Soğuk baklava?
Soğuk baklava er først indenfor de senere år begyndt at blive rigtig populæreog har siden spredt sig som en trend blandt dessertelskere verden over. Det særlige ved denne version er, at den serveres kold og er gennemvædet i en sød, mælkeagtig sirup i stedet for den traditionelle sukkerlage med citron. Derudover er den ofte toppet med kakao, finthakket chokolade og hakket pistacienødder, som giver et lækkert samspil mellem det sprøde filodej og den cremede fyldighed.
En lettere og mere moderne dessert
I modsætning til den klassiske baklava, der kan være meget sød og tung, føles soğuk baklava lettere. Mælkesiruppen balancerer smagen og giver en mere “flødeis-agtig” fornemmelse – uden at det bliver for meget. Det er en dessert, der appellerer til både traditionelle smagsløg og til dem, der elsker moderne desserter med et tvist.
Jeg har i denne artikel været så heldig at lave et samarbejde med SibelKitchenn, som du måske allerede kender fra Instagram og TikTok. Hun har udviklet en fantastisk opskrift på kold chokoladebaklava med pistaci (soğuk baklava), som du finder lige herunder.
Kold chokoladebaklava med pistacie opskrift
(Soğuk baklava çikolatali antep fıstıklı)
Ingredienser
Til dejen:
470 g baklava-dej (filodej)
200 g smør (smeltet)
200 g usaltede pistacienødder (grofthakket)
Kakao (til drys)
Mørk chokolade (til pynt)
Til siruppen:
400 ml mælk
0,25 l fløde
Ca. 400 g sukker (2 glas)
Fremgangsmåde
Start med siruppen:
Varm mælk og sukker i en gryde, og rør til sukkeret er opløst. Tilsæt fløden, varm det hele kort op, og lad siruppen køle helt af, mens du forbereder resten.
Forbered baklavaen:
Smør et ovnfast fad. Læg ét lag filodej i bunden og pensl med smør. Gentag med skiftevis dej og smør, indtil halvdelen af dejen er brugt.
Tilsæt fyldet:
Fordel de grofthakkede pistacienødder jævnt over hele midten.
Læg resten af dejen på:
Fortsæt som før med skiftevis dej og smør. Når alle lag er lagt, skæres baklavaen ud i firkanter eller diamanter.
Bagning:
Bag i en forvarmet ovn ved 180 °C i 45–50 minutter, til baklavaen er gylden og sprød.
Hæld sirup over (vigtigt!):
Når baklavaen kommer ud af ovnen, lad den hvile i 10 minutter.
Hæld derefter halvdelen af den kolde sirup over. Vent et par minutter, og hæld så resten over. Fordel siruppen jævnt.
❗ Brug hele siruppen – også selvom det virker som meget.
Pynt og servering:
Lad baklavaen trække i 3–4 timer. Drys med revet mørk chokolade, kakao og evt. lidt ekstra pistacie inden servering.











📲 Find SibelKitchen på Instagram og TikTok for flere lækre tyrkiske opskrifter og madinspiration. Her deler hun korte videoer til hendes videoer, så det er nemmere at forstå fremgangsmåden.
Serveringstips og afslutning
Soğuk baklava bør serveres direkte fra køleskabet, så den bevarer sin sprødhed og kølige friskhed. Den kan pyntes med finthakket pistacie, sigtet kakao eller lidt mørk chokolade for et ekstra pift. Et glas tyrkisk te eller espresso ved siden af løfter oplevelsen yderligere.
Det er en dessert, der både overrasker og imponerer.
Velbekomme – og god fornøjelse i køkkenet!
