Ønsker du at dykke ned i Alanyas historie, findes der rig mulighed for det i Alanya. Besøg f.eks. Alanya borgen, Red tower, Atatürks hus, Alanya arkæolgisk museum eller Alanya bymuseum.
Kender I det når man træder ind af en dør og ikke ved hvad man skal forvente sig? Sådan havde jeg det da jeg gik ind af døren til Alanya bymuseum sidste uge, museet er også bedre kendt som Alanya Hüseyin Azakoğlu Kent Müzesi. Museet er et jeg er gået forbi et utal af gange, uden at skænke en tanke at det kunne være et museum, til trods for museet har eksisteret siden 2013.
Huset har dog været bevidst om, men det er jeg med de fleste gamle huse i Alanya. Jeg er vild med dem og drømmer om en dag at kunne overtage et af dem.
For nyligt gik det op for mig at det smukke hus som mange gange har fanget min interesse, er Alanya bymuseum. At jeg ikke har tænkt over det, skyldes nok det faktum at det ikke lyser langt væk af at være et museum og jeg gennem tiden heller ikke har set særlig mange gå ind på området. Nogle få søgninger på nettet, skulle da også vise sig at det ikke er helt så kendt blandt turister i Alanya.
I dette indlæg deler jeg en min nylige oplevelse, hvor jeg fik en rigtig informativ rundtur på Alanya bymuseum.
Min rundtur på Alanya museum
Museet ligger centralt placeret. Museet bestående af 3 etager ligger med en lille gårdsplads/haveområde. Når man går ind på området, starter man med at gå ind på den lille gårdsplads, hvor gammelt træværk, hestevogne og forskellige træer pryder området. Derfra kan man gå op af en trappe til huset.
Ved mit besøg var der ikke nogen synlige ansatte, da jeg gik ind af døren, så begyndte jeg straks at kigge inde i det ene rum. Kort tid efter dukkede en kvindelig ansat op, som ikke var så stærk i engelsk, men som til gengæld var villig til at fortælle en masse på tyrkisk og som fulgte med mig rundt i huset og viste alverdens detaljer. Mit tyrkiske er stadig ikke perfekt, men jeg forstår en del mere end jeg taler. Og det skulle vise sig at jeg på denne tur rundt i huset, forstod mere end jeg lige havde regnet med.
Da jeg ikke havde kunnet finde særlig meget om museet på nettet, spurgte jeg hurtigt den ansatte til om de oplever mange turister. Svaret var at det primært er skoleelever og historieinteresserede tyrkere der kigger forbi.
Størstedelen af teksterne i huset er på tyrkisk, men på den nederste etage er der også en lidt på engelsk og tysk. Om de har ansatte der taler godt engelsk er jeg svar skyldig, hende der viste mig rundt forstod hurtigt at jeg var bedre til tyrkisk end hun var til engelsk, så min rundvisning var på tyrkisk, med ganske få engelske gloser undervejs. Men selv om man ikke forstår så meget tyrkisk, er det stadig en interessant tur rundt i huset og et indblik i hvordan livet var før i tiden.
Huset har ca. 120 år på bagen. At huset er i flere etager, betyder også at der har boet flere generationer på én gang.
Alanya bymuseum består af 3 etager og ved at jeg gik op af en trappe, var jeg altså kommet op til den mellemste etage (man kan vel betegne den som 1. etage). Rundturen startede på denne etage, videre op til 2. etage og ned til stueetagen inden vi gik en tur ud i haven. Undervejs på min rundtur på museet, fik jeg taget lidt forskellige billeder, imens den kvindelige ansat livligt fortalte. Dette indlæg består af en del billeder med tilhørende tekst, så I kan fornemme hvad jeg fik set på turen.
Alanya bymuseum – 1. etage
Den første etage består både af personalekontor, depot og lidt forskellige rum med udstilling.
Et af de første rum på 1. etage er en udstilling af gamle vielsesattester og bøger. Nu blev jeg jo gift for 6 måneder siden, så jeg kan fortælle at ved vielse, bliver der stadig skrevet i denne slags bøger. En sjov detalje i dette rum, er denne vielsesattest fra 1947 hvor kvinden ikke kunne skrive, så istedet for en underskrift, har hun sat sit fingeraftryk.
De næste rum vi besøgte på 1. etagen, var et rum med fokus de forskellige grotter i og omkring Alanya f.eks. Damlatas grotten, Dim grotten, Dværg grotten i Demirtas, grotterne omkring forbjerget mm. Der var også en enkelt grotte iblandt jeg ikke kendte, men den er blev lukket af for år tilbage.
I et nyt rum er der udstillet legetøj, fuglebur og så kan man se hvordan et universitetsbevis så ud, da der blev skrevet på arabisk. Det latinske alfabet blev først indført efter 1923, da Atatürk kom til magten.
Alanya bymuseum – 2. etage
På anden etage er der blandt andet køkken, systue, brudens værelse, den fine stue mm.
Brudens værelse, som viser et typisk gelin odasi (brudeværelse). Tidligere var det normalt at kvinden blev hentet til mandens hjem før vielsen. Men da de ikke kunne sove sammen før brylluppet, var der et værelset specielt til bruden. I dagstimerne kunne hun være social med mandens familie, men om natten skulle hun sove alene.
Køkken – et klassisk bevis på hvordan et tradionelt tyrkisk køkken så ud og nogen steder stadig ser ud. Al maden blev lavet over ildstedet og spist på gulvet. At spise på gulvet er stadig meget normalt og når jeg er i mandens landsby er det også sådan vi spiser. I køkkenet er der udstillet forskellige køkkenredskaber og vist billeder af nogle af de mest kendte Alanya retter – som jeg hurtigt genkendte.
Alanyas kommune begyndt for nogle år siden at samle de lokale Alanya retter i Alanya kogebog. Jeg har kogebogen derhjemme, så derfor kan jeg genkende retterne med det samme. På den ene væg er der skabe hele vejen, som er blevet brugt til opbevaring af madvarer mm.
Syrummet – her er udstillet forskellige kreative ting, blandt andet tøj til hverdagsbrug og forlovelse, symaskine og nogle ældgamle strygejern. Symaskinen henne i hjørnet ligner den svigermor har stående i landsbyen.
Hverdagsrum – oprindelig har væggen her ikke været lukket, men der har været en balkon. Og inden Alanya voksede op som en turistby, så kunne man fra huset nyde udsigten til havet. Jeg har i bunden af dette indlæg indsat et kort, så du kan finde museets placering.
Stuen – flot indrettet med møbler. I rummet er der også udstillet billeder fra den familie der har doneret huset til Alanyas kommune.
Ude i gangen ses der et snit af den oprindelige mur, lig særligt mærke til hvordan murstenene er lagt. Den var vist ikke gået idag.
I gangen er der også en udstilling af gammelt smukt udskårne døre. Bemærk den blå dør. Fra min ture til Nordcypern har jeg lært at man før i tiden malede sine døre og vinduer efter hvilken religion/nationalitet man havde. Blå var græsk (kristendom), grønt var tyrkisk (islam) og var det rød ville man ikke bekende eller skilte med religionen.
Vender man sig om her, findes der en udstilling af nøgler, låsesystemer mm. der har været brugt til disse døre.
På etagen har der også været et toilet i sin tid og bad. Badeværelset bruges idag som køkken og toilettet som depotrum.
Det sidste rum på denne etage viser musikinstrumenter som er blevet brugt til tyrkiske bryllupper, samt gammelt biografudstyr.
Alanya bymuseum – Stueetagen
Stueetagen er der udstillet forskellige håndværk og en masse billeder fra hvordan livet har formet sig igennem de sidste 100 år.
Kabak lamper er det første man mødes af og som jeg har lært også en af Alanyas store stoltheder. Kabak tømmes for indhold og laves om til farverige lamper.
Det kreative rum – hvor der er udstillet en større væv, syudstyr, spindeværktøj mm. På den ene væg, står en stor væv, som er blevet brugt til at lave tæpper. Her har 4 kvinder kunne side og arbejde på en gang.
Transportrummet – består mest af billeder og en motorcykel.
I rummet er der vist forskellige billeder fra transport gennem tiden både med cykler, motorcykler, heste, lastbiler, taxaer og gamle Alanyabusser.
Madkammer – her er der både udstillet melkværn, mælkekærrer, krukker der har opbevaret mel, sukker, smør mm. I det ene hjørne er en lille firkantet mur. Muren indeholder et kar som har været brugt til at presse druer til vindruesirup. Saften er løbet ud i et fad på siden, inden det til sidst er blevet kogt op i den stor gryde. Min kære svigerforældre laver stadig pekmez på denne måde – jeg har dog aldrig været der på det tidspunkt.
Håndværksrummet, som viser smede- og træarbejde.
Udenom huset
Før at Alanya blev en populær turistby, lå huset placeret blandt marker. Idag ligger der flere etagebygninger klods op af huset, men huset har da stadig en lille have, hvor der blandt andet dyrkes appelsiner, chili, johannesbrød, avokadoer, oliven mm.
Nomadeteltet. – Bag huset gemmer dette nomadetelt sig, det er tomt, men skal illustrere hvordan livet tidligere er foregået. I vinterperioden har man boet i Alanya, men når der blev for varmt i Alanya har man rykket familien og dyr med op i bjergene og boet i disse nomadetelte. Man har typisk boet i bjergene 4-5 måneder af gangen og derefter vendt tilbage til Alanya.
Nomadekulturen har gennem mange år fascineret mig og da vi stod foran teltet spurgte jeg den ansatte, om der stadig findes nomader i Tyrkiet. Hvortil hun svarer at mange af de oprindelige folk fra Alanya, lever stadig som en slags nomader og søger til bjergene i sommerperioden. Det vidste jeg godt, men jeg har altid tænkt at de tager op i sommerhuset.
I et hjørne på gårdspladsen står en del træværk, som jeg også lagde mærke til ved min ankomst. En del af dette er døre og bemærk hullerne i bunden, det er datidens kattelem. De fleste tyrkere jeg kender bryder sig ikke om dyr i hjemmet, så disse huller i dørene, kom bag på mig.
Og her stopper min rundtur på museet. Jeg gik fra museet en del klogere og var taknemmelig for den ansattes venlighed og tålmodighed med mig.
Museet er helt gratis at besøge og efter min mening et hyggeligt indblik i tyrkisk historie og hverdagsliv.
Ønsker du at besøge museet, så har det åbent på følgende tidspunkter:
Mandag – lørdag 8-12 og 13.30-17.00
Da ikke særlig mange er bevidste om museets eksistens og dermed placering, har jeg fundet det til jer her på kortet:
SE OGSÅ: Oplevelser i Side og omegn