10 kilometer fra Alanya centrum, finder man den beskedne og autentiske græske kirke. Det er muligt at køre op til kirken og ellers er det en oplagt vandrerute i Alanya, da der er mange smukke stops undervejs.
Den græske kirke nær Alanya er et populært stop både for kristne og muslimer. Hvert år besøger mange kirken, der ligger en lille køretur fra Alanya centrum.
Sidste gang mine svigerforældre var i Alanya, fik jeg lokket svigerfar med på tur op til den græske kirke. Det var i vinterperioden og vi desværre pænt skuffet, da vi ankom til en meget lukket kirke.
Heldigere var vi tidligere på denne uge, hvor jeg havde været ude at spise tyrkisk morgenmad med gode venner i området. Vi så to busser køre derfra, hvilket er et godt signal på at der er åbent! For mange russiske turister er kirken et vigtigt besøg, når de besøger Alanya.
Der var heldigvis ingen andre besøgende, da vi besøgte kirken, hvilket vi var meget taknemmelige for i disse Corona tider. Men da vi forlod kirken var den næste bus på vej. Nogen gange har man lov at være heldig.
Hıdrellez kirken
Den græsk-ortodokse kirke Hagios Georgios, på dansk kendt som St. George kirken og på tyrkisk Hıdrellez kirken, åbnede i 2015 dørene efter at være blevet færdigrenoveret af Alanyas kommune. Hıdrellez er også det der står på skiltene, som viser vej mod kirken. Kirken ligger nær Haci mehmetli landsbyen.
Alanya har været hjemsted for mange civilisationer gennem flere århundreder. Selvom den nøjagtige dato for kirkens konstruktion fortsat er ukendt, så kan man fra inskriptionen på en udskæring, der er udstillet på Alanya Museum, udlede at den sidst blev restaureret i 1873. Indskriften blev på det tidspunkt skrevet på tyrkisk (karamanernes sprog) ved hjælp af det græske alfabet.
Den græsk kirke nær Alanya var i brug indtil 1924 og stod derefter i mange år helt uberørt, indtil Alanya kommunes fik tilladelse til at renovere den. Den lukkede i 1924 da folket i den ortodokse kirke forlod området. Det skete i forbindelse med Lausanne-traktaten, som fastlagde Tyrkiets grænser og bestemte, at der skulle udveksles minoriteter mellem Grækenland og Tyrkiet.
Freskerne der tidligere prægede kirken, er desværre blevet beskadiget med tiden og derfor er kirken også meget bar. Dog er der stillet forskellige kristne billeder op.
Kirken er den dag i dag blevet stillet til rådighed de russisk -ortodokse kristne i byen, der må bruge den til gudstjenester én gang om måneden. Det er da heller ikke unormalt at møde nonner ved kirken. Der var flere nonner, som bød os velkommen da vi besøgte kirken.
Ved siden af kirken er der opbygget en souvenirshop, hvor man kan købe forskellige ikoner. Her er det også muligt at købe lys, som man kan tænde i forbindelse med ens besøg i kirken.
Find kirken her:
SE OGSÅ: Syedra ruinerne – antik by nær Alanya