Skovbrande i manavgat, skovbrande i Tyrkiet
Alle indlæg Hverdag

Skovbrande i Manavgat, Adana, Mersin, Kayseri, Osmaniye…

De sidste 24 timer har været forfærdelige i flere dele af Tyrkiet. Ikke nok med Tyrkiet kæmper med den stigende Covid-19 smitte pga. Delta mutationen, så blev landet i går også ramt af flere skovbrande i Manavgat, Adana, Mersin, Kayseri, Osmaniye og Ankara skulle vist også have være berørt.

Det seneste døgn har vores øjne været rettet mod de forfærdelige skovbrande i Manavgat området. Ved Manavgat nåede skovbrandene ned til Manavgat og Side by. Et område på mere end 15 kilometer skulle være ramt. Indtil videre har 3 personer har mistet livet og flere er indlagt.

Skovbrande i Tyrkiet

Skovbrande i Tyrkiet er ikke unormalt. Her i Alanya har vi da også flere skovbrande hvert år. Ofte når brandvæsenet at få hurtigt kontrol over situationen. Lyden af helikoptere der flyver over Alanya by i sommerperioden, for at hente vand i havet er desværre ikke unormal. Så sent som i går var også forskellige små brande her, men de kom hurtigt under kontrol.

Vinteren i år har ikke været så kold som normalt og der har ikke været så meget nedbør som ved tidligere vintre. Allerede i foråret fyldte det meget i medierne, at der i dele af Tyrkiet kunne komme mangel på vand i løbet af sommeren. Det er ikke mange dage siden, at vi her i Alanya fik besked på at tænke over vores vandforbrug. Og jeg har hørt om forskellige områder i Tyrkiet, hvor landsbyer i en længere periode ikke har haft rindende vand.

Manglen på vand gør at der er knastørt mange steder og derfor skal der ikke meget til at starte en brand. Men det er ikke normalt at så mange brande starter på en gang. At der er tørt og samtidig hedebølge, har ikke ligefrem gjort det nemmere for brandfolkene at få bugt med de mange brande.

Skovbrande i Manavgat og omegn

Brandene ved Manavgat (ca. 60 kilometer), har særligt påvirket mig. Dels fordi vi kender folk i Manavgat, så langt er Manavgat ikke fra Alanya og så er det en by og område, jeg holder meget af. Jeg har følgere både i Side og Manavgat, der er berørt af situationen, men som heldigvis er i god behold og ikke har oplevet skade på deres hjem.

For at slukke brandene ved i Manavgat området, har der både været indsat fly, helikoptere og brandbiler fra flere af de større byer i området, er blevet sendt til Manavgat. Flere områder har været evakueret, nogen har fået lov at vende hjem igen, mens andre ikke har noget hjem at vende hjem til.

Mit hjerte græder lige nu for alle dem, der er berørt af situationen og særligt dem der har mistet alt. Mange landsbyer er brændt ned til grunden, folk har mistet deres hjem og levebrød. Og selvom en del har forsikring, så er det langt fra alle.

Samtidig med jeg føler med dem, kan jeg ikke lade være med at tænke på – hvad hvis det var sket her? Jeg håber alle de berørte får den hjælp, de skal bruge for at komme på fode igen. Og dette mareridt snart vil få en ende. Jeg vil selv være meget opmærksomme på indsamlinger den kommende tid og kommer løbende til at dele dem på Facebook.