For præcis 2 måneder siden, delte jeg gæsteblogindlægget fra Latifa og Emina, 2 sygeplejerskestuderende, som skulle i praktik i Tyrkiet i forbindelse med deres studie. Nu er der en en opfølgning på udvekslingen i Tyrkiet. Læs det første indlæg her.
Pigerne startede i deres praktik på Baskent hospital d. 27. august og jeg har de sidste uger hver dag nydt deres opdateringer på Instragram – internshiptoalanya18. Jeg ved pigerne har haft nok at se til, så jeg havde egentlig ikke forventet at høre fra dem allerede, derfor var glæden stor, da der her til eftermiddag landede endnu et gæsteblogindlæg fra dem i min indbakke.
Opfølgning på praktik i Tyrkiet:
Nu er vi nået halvvejs på udvekslingen, det er med blandede følelser vi skriver dette.
1. Dag blev vi taget imod med åbne arme, vi følte os virkelig som en del af hospitalet. En del af deres lille valgte familie. Deres sammenhold med hinanden, deres gæstfrihed, er virkelig noget man kan have respekt for. Der er ikke kun seriøse ting der foregår der, men der er plads til sjov og humor. Hverdag går både Latifa og Emina stuegang med lægen, hvor vi primært går til patienter som er turister fra Danmark, Finland, Tyskland, Kroatien, Syrien, Libanon, Sverige og Norge.
Derefter kommer vi på vores afdelinger, Emina er på operationsgangen, Latifa er på 7. Sal hvor der primært kun kommer turister, på 7. Sal er der en fast rutine at man går runden for at måle de vitale værdier (som er målingen af blodtryk, temperatur, saturationen og Respirations frekvens (som er antal vejrtrækning pr. minut), af alle patienter på afdelingen.
Vi har blandt andet fået lov til, at dosere medicin, anlægge venflon, give medicin, gøre infusionen klar samt give det til patienten. Hverdag lærer vi noget nyt, hverdag kommer vi tættere på deres arbejdsrytme, hverdagene er aldrig ens, du ved aldrig hvad du kommer til – dette gør vores praktik utroligt spændende, og får tiden til at gå endnu stærkere.
Arbejdsrytmen er noget anderledes end i Danmark. Sygeplejersker her, har kun fokus på medicin, dosering af medicin, medicingivning og ordning af papirerne. Alt foregår manuelt, det vil sige de skriver og dokumenterer alt med hånden, og bruger meget minimalt computeren. Der er ansat en assistent og en hjælper, som ordner personlig pleje for patienterne, rengøring samt skift af nyt sengetøj.
Med alt respekt for det danske system, så mener vi at vi i Danmark kunne have gavn af at lære hvordan sammenholdt hernede er? Måske det vil mindske stress? Måske folk ikke vil sygemelde sig – hvis man har det godt på sin arbejdsplads? Uden at lyve eller overdrive har vi været her i hele 14 dage, ingen har sygemeldt sig, ingen er stresset (der kan selvfølgelig være hektiske dage, men det går over, når de hjælper hinanden), til trods for at de arbejder 50 timer ugentlig?
Vanvittigt vil I tænke. Men de gør virkelig deres arbejde godt, ikke hygiejnisk set (medicindosering og køkken er i samme rum). Men vi har adspurgt om de er glade for deres job, og alle svarer at de elsker det. Vi (Emina og Latifa) er begge på afdelingen, hvor der primært er turister – fra forskellige lande. Tilsammen kan vi følgende sprog: Engelsk, Tysk, Arabisk, Bosnisk og dansk.
Vi bliver brugt flittigt for oversættelse af patienter der er indlagt, dette for at der ikke skal gå misforståelse i deres forløb under indlæggelsen, samt at de kan føle sig trykke. Patienter på hospitalet kalder os for ”danskere” så ved medarbejderen hvem vi er – hvor vi bliver kaldt til dem for at oversætte. Det er virkelig en oplevelse for livet, vi synes begge at tiden er gået ekstrem stærkt – nu går vi en ny uge i møde, og har til sammen kun 8 arbejdsdage tilbage. Der er dagligt gratis middag for alle medarbejdere i tidsrummet 12-14.
Dog var der en ting der gjorde at Emina havde lidt modgang, eftersom hun blev bedt om at tage sit tørklæde af og på igen efter endt arbejde (dette får et afsnit for sig selv). Grundet tørklæde er Emina kommet på Latifas afdeling på 7. Sal, hvor trappen bliver brugt flittigt dagligt – elevator er så langsom om at komme op og ned.
Husk at følge Latifa og Emina på Instagram internshiptoalanya18. Og til alle jer der ikke har Instagram, håber jeg selvfølgelig på at jeg kan få pigerne til skrive et sidste indlæg, når deres ophold er færdig.