Alanya Alle indlæg Hverdag Tyrkiet

Status på Corona i Tyrkiet

I sidste uge skrev jeg et indlæg om tankerne om Coronavirussen. Jeg er siden blevet kontaktet af flere i forhold til spørgsmål om Corona i Tyrkiet. Både spørgsmål om hvordan vi har det, status i forhold til antallet af smittede og dæde, hvordan Tyrkiet håndterer Corona truslen, hvordan Corona virussen kommer til at påvirke turismen mm.

Først og fremmest tak til alle der spørger til os, vi har det godt trods omstændighederne. Vi har ligesom så mange andre også skulle vænne os til den nye situation og så prøver vi at få det bedste ud af situationen. Mængden af nyheder prøver vi stadig at begrænse, for at holde humøret oppe. Ligesom så mange andre, bruger jeg en del tid i køkkenet disse dage. Flere opskrifter til bloggen bliver testet af, nogle kræver flere forsøg end andre. Derudover bruger vi også en del tid på oprydning i hjemmet, så vi er klar til at flytte vores nye bolig, som forhåbentlig står klar i juni. Vi havde i april glædet os til flere skønne gensyn, disse gensyn må vente til verden bliver mere sikker at rejse i igen.

Ligesom jeg prøver at begrænse mængden af nyheder, er jeg også begyndt at begrænse brugen af sociale medier. De sociale medier bruges lige nu mest til at have kontakt med venner og familie, opdatere bloggens FB-side mm.  Jeg må ærligt indrømme at jeg flere dage har været (og stadig er) målløs over, hvordan der bliver skrevet i diverse grupper på Facebook. I en tid hvor vi burde hjælpe og støtte hinanden, ser jeg der bliver delt meget negativt og der er på kort tid kommet mange selvudnævnte eksperter indenfor flere områder. Hvad blev der af den gode tone og næstekærlighed? Det er en sårbar tid for mange af os, lad os nu stå sammen – hver for sig! Man kan sagtens være uenige, men hold nu en god tone og tænk over hvordan dit budskab bliver læst af modtageren.

Og nej det hele er ikke kun negativt, der er heldigvis også en masse næstekærlighed og virksomheder og privatfolk der tager gode initiativer for at hjælpe hinanden.

Corona i Tyrkiet

I forhold til den generelle situation i Tyrkiet. Så er den seneste opdatering fra Tyrkiet er 75 dødsfald og 3629 bekræftede smittede tilfælde (her i Tyrkiet kommer der en opdatering hver aften med de nyeste tal). Tallet i Tyrkiet er begyndt at stige stærkere de seneste dage. Og ligesom i Danmark og alle andre lande, skal vi forvente at her også er mørketal. Vi alle krydser nu fingre for at Tyrkiet ikke bliver det næste Italien.

Desværre ligesom i resten af verden, bliver der lige nu også i Tyrkiet delt mange falske nyheder og rygter om Corona virussen. Mit bedste råd disse tider, tro ikke på alt du læser.

Ønsker du at blive informeret mere om Corona situationen i Tyrkiet, så deler fastboende Martin de seneste nyheder på hans blog Mit Istanbul. Alle hans informationer kommer fra pålidelige kilder.

Alle turistområder vil i år blive hårdt ramt af Corona udbruddet og det gør sig også gældende her i Alanya. Jo længere tid der går før situationen kommer under kontrol, jo flere vil blive ramt. Men det er det samme der gælder for rigtig mange brancher lige nu. Vi kan kun håbe det her får en ende snart og folk alle steder begynder at følge de restriktioner der kommer fra myndighederne.

Husk at hvis du har nogle spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte bloggen via privatbesked her på Facebook eller via mail på danskityrkiet@gmail.com