Kærestens forældre bor i en lille landsby ikke langt fra Nevsehir (Kappadokien). Dem der har fulgt bloggen et stykke tid kan måske huske at jeg i november var i landsbyen for at “aflevere” 1 stk svigermor efter hun havde været på besøg hos os 3 ugers tid – hvis ikke, så læs med her.

Det er ikke unormalt at kæresten og familien ringer sammen en eller flere gange i løbet af ugen og når jeg er i nærheden, får jeg altid stukket tlf-røret i hånden og snakker med så godt som jeg kan på tyrkisk. Fordelen er når kæresten er i nærheden at han kan oversætte, når det bliver lige svært nok.

Men det sker også til tider at jeg ringer selv og siger hej, hvilket oftest skyldes at kæresten har snakket sammen med dem mens jeg ikke var i nærheden og så forventer begge svigerforældre at jeg ringer til dem bagefter. Igår var et af de tilfælde hvor jeg skulle ringe selv.

Til trods for at jeg kan en del tyrkisk, har jeg stadig svært ved at føre længere samtaler og til tider kan 1 stk svigermor altså være ret svært at forstå pga. hendes accent. Men vil de gerne have jeg ringer, så ringer jeg.

En typisk samtale starter som regel med at svigerfar (som jeg kalder Baba) tager tlf´en og så snakker vi lidt om hvordan det går, vejret i hhv. Nevsehir og Alanya og evt. nyheder. Derefter får svigermor (som jeg kalder Anne – mor på tyrkisk) tlf´en og så stilles jeg som regel 100 spørgsmål. Da hun har boet hos os i den periode, kender hun lidt mere til mit liv og hvordan min hverdag typisk ser ud. Der bliver som regel også spurgt til Teo, som hun stadig ikke har lært hedder Tea, til trods for hun har fået det af vide mindst 100 gange.

Og for at undgå en pinlig tavshed, begynder jeg som regel at fortælle lidt. I går fortalte jeg om et par ture som jeg skal på den kommende måneds tid til hhv. Antalya og DK og bliver tiden til det, tager jeg måske også en tur til landsbyen (det sidste fortalte jeg dog ikke om).

Jeg kan ikke huske om vi havde fortalt svigermor om vores lille kattekilling, så igår benyttede jeg lejligheden til også at fortælle om Nala. Og lad os bare sige det faldt ikke i god jord hos Anne. Direkte oversat var hendes svar; “Jeg kan ikke lide katte! Jeg vil ikke have en kat, jeg vil have en baby! ” Og så fik jeg ellers hele smøren om at vi kunne godt komme igang med at give hende et barnebarn snart, så hun kunne komme igang med at strikke babytøj.

Ja, så fik jeg da klar besked! Måske skal jeg genoverveje den tur til landsbyen….