Ramadan brød er lækkert velsmagende tyrkisk brød, der er yderst populært i ramadan måneden.
I disse dage er ramadanen i fuld gang i hele verden. Ramadanen varer i år fra 11. marts til 09.april. Læs mere om ramadanen her.
At tyrkerne er glade for brød er ingen hemmelighed, til de fleste måltider serveres det hvide aflange brød (også kendt som somun ekmek). Men under ramadanen går ramadan pide i den grad som varm brød. Ramadan brødet er rundt og fladt, har et typisk et rudemønster på overfladen, der er drysset med sesam- og nigellafrø. Rudemønstret gør det nemt at dele i mindre stykker.
Her i Alanya kan brødet købes hos alle bagere i ramadanen, en del sælger det også udenfor ramadanen. Brødet serveres typisk til iftar og sahur måltider i løbet af ramadanen.
Iftar, også kendt som fatoor, er det aftenmåltid, som muslimer afslutter deres daglige fasten med. I fasten er der ikke noget der må passere læberne mellem solopgang og solnedgang. Her i Alanya, er der en tradition med at der lyder et kanonslag fra Alanya borgen ved solnedgang. Sahur er det måltid der indtages inden solen står op. Jeg har igennem årene prøvet at deltage i begge. Bliver du nogensinde inviteret til iftar middag, så tag med. Det plejer at være en rigtig hyggelig begivenhed med lækker mad.
Brødet bliver både kaldt ramadan ekmek (ramadan brød) og ramadan pide. Men hvis du er kendt i det tyrkiske køkken, vil du vide at man også bruger udtrykket pide om de aflange tyrkiske pizzaer med fyld.
Har du lyst til at eksperimentere med ramadan brød derhjemme, deler jeg her min version af det lækre brød. Jeg får normalt 2 store brød ud af denne opskrift. Men hvis du har lyst til det, kan du dele portionen op i 4. Og som I nok kan se på størstedelen af disse billeder, så var jeg løbet tør for sesamfrø ved sidste bagning og valgte at sætte mit eget præg på brødet.
Ramadan brød opskrift
Ingredienser (2-4 brød)
4 dl mælk
2 dl vand
1 pakke tørgær
4 spsk olie
1 tsk sukker
1,5 tsk salt
Mel ind til dejen er glat, den må gerne klistre lidt. Jeg bruger vel 9-10 dl.
Til pensling: 1 æggeblomme, 1 spsk yoghurt og 1 tsk olie
Fremgangsmåde
Start med at blande mælk, vand, tørgær og sukker godt sammen, lad det stå og trække 5-10 minutter. Tilsæt dernæst olie og salt. Herefter tilsættes mel gradvist til du får en elastisk og glat dej. Dæk dejen til og lad den stå til hævning i 45 minutter.
Efter hævning, del dejen op i 2 eller 4 dele. Ælt hver del godt på er meldrysset bord og rul eller tryk dem flade. Brødet skal være ca. 1-1,5 cm i højden. Placer dejen på en bageplade med bagepapir eller bagesten (hvis du har sådan en).
Form med fingre eller den stumpe kant af en kniv et mønster på overfladen af brødet. Dyp en pegefinger i olie og lav et rudemønster på overfladen. Den klassiske udgave er først at lave en cirkel rundt 2-3 cm fra kanten og derefter tegne 4 parallelle linjer, derefter 4 mere vinkelret på dem for at lave et rudemønster. Men du kan også vælge at lave lige det mønster du har lyst til. Lad brødene hæve under et fugtigt viskestykke i yderligere 20 minutter.
Forvarm ovnen til 200 grader C. alm. ovn.
Rør æggeblomme, yoghurt og 1 tsk. olie og det pensl første brød. Drys sesam- og nigellafrø over. Jeg plejer at bage et brød af gangen i midten af ovnen. Bag brødet ca. 20 minutter i ovnen, indtil brødet er gyldent. Bag derefter det andet brød.
Brødet kan både serveres lunt og koldt. Brødet er også rigtig godt til til en tyrkisk tapas aften, server det sammen med f.eks. tyrkisk ezme, Yoğurtlu patlıcan salatası- aubergine tzatziki, Yoğurtlu Havuç Mezesi (Gulerods tzatziki) og tyrkisk hyrdesalat.
Indlægget Ramadan brød indeholder affiliatelinks
1 thought on “Ramadan brød opskrift / Ramadan pide”
Comments are closed.