Få et lille indblik i den tyrkiske hverdag og pekmezproduktion (vindruesirup).
I denne tid har mange husmødre travlt med pekmezproduktion og i det hele taget at gøre vinterforrådet klar.
Gennem bloggens levetid har jeg flere gange delt glimt fra landsbyen, som manden kommer fra. Hver gang får jeg privatbeskeder fra læsere, der nyder at få et indblik i en anderledes hverdag. Selvom jeg ikke er i landsbyen i øjeblikket, så vil jeg gerne dele nogle glimt fra landsbyen med jer.
September og oktober plejer at være en travl periode for mange tyrkiske husmødre, for der skal vinterens forråd af mad gøres klar. Jeg får i denne tid løbende tilsendt billeder fra min tyrkiske svigerinde, der tager til landsbyen og hjælper svigermor. For at gøre vinterforråd klar, kan både være et længerevarende og tungt projekt, der kræver flere hænder.
Det er forskelligt fra husmor til husmor, hvad de gør klar til vinteren. Også afhængigt om de bor i på landet eller i storbyen. Min kære svigermor plejer at lave yufka brød, tomat- og peberpuré, hjemmetørret chilipulver, hjemmetørret mynte, ost, hvedekerner bliver lavet om til bulgur, alverdens syltede grøntsager, rosiner, pekmez osv. Udover det, er der en masse grøntsager der bliver tørret eller frosset ned, så de kan holde sig til vinterens mange gryderetter. Ja, svigermor keder sig ikke disse dage og jeg ved også at der en stor stolthed i at lave alle disse ting selv.
Derudover har de selv høns, som forsyner dem med æg dagligt og en gang imellem slagtes der en høne. Okse- eller lammekød og mælk, bytter eller køber de sig oftest til i landsbyen. Fra mælken laves der hjemmelavet yoghurt. Og på det ugentlige grøntsagsmarked i landsbyen, er det muligt at købe friske grøntsager såsom tomat, agurk, salat mm. De tager typisk kun ind og handler i en af de større byer, hvis det er strengt nødvendigt eller hvis de er på vej hjem fra svigerinden i Nevsehir.
Der laves i denne periode mad nok til at svigermor og svigerfar kan klare sig henover vinteren, at der kan gives lidt ud til de nærmeste naboer, for ikke at forglemme familien. Vi får også en del mad fra landsbyen, enten når vi selv er der, når de er her på besøg eller når nogen vi kender kører fra landsbyen til Alanya.
Pekmezproduktion i landsbyen
Normalt plejer jeg at rejse til landsbyen i september eller oktober. Om det bliver aktuelt i år, er jeg ikke sikker på endnu. Men min kære svigerinde, er heldigvis god til at holde mig opdateret med nogle af de ting der sker i landsbyen. De seneste billeder jeg fik fra landsbyen, er fra den årlige pekmezproduktion.
I marts 2020 besøgte vi landsbyen for første gang i år. Og selvom en del af dagene gik med at tage på eventyr i området, så havde vi også lovet at hjælpe et par dage i marken, for at klargøre årets vinstokke. Det var min første gang til at hjælpe til, mens manden har gjort det hvert år i hele hans barndom. Det var lidt hårdt arbejde, det indrømmer jeg gerne, særligt for en der ikke er vant til at arbejde i marken.
Siden vi gravede vinstokkene lidt fri i marts, har svigerforældrene passet på dem, som de plejer. Og vi har løbende fået billeder af hvordan stokkene er vokset sig lidt større, blevet grønne og fyldt med drueklaser. I år er der blevet høstet flere druer end de sidste mange år.
De seneste billeder modtog jeg her for 10 dage siden, efter jeg var kommet hjem fra Danmark. Her ses billeder af de nogle af de plukkede vindruer. Druerne bliver som regel delt op i 3 bunker, dem der spises med dem samme, dem der skal tørres til rosiner og til sidst dem der skal bruges til pekmez (vindruesirup).
De vindruer der skal bruges til pekmezproduktion kommes i store sække, som der bliver trampet på, for at mase saften ud af druerne. På fabrikker foregår det helt sikkert på en anden måde, men i landsbyerne gør man som man altid har gjort. Den pressede saft koges op i store kar til det tykner en mere siruplignende masse, også kaldet pekmez.
Når massen er kogt op og kølet af, hældes den på flasker. Hvor mange liter der er blevet til i år, har jeg ikke styr på. Den færdige pekmez bliver fordelt mellem os familiemedlemmer.
Hvad er pekmez?
Til dig der ikke kender Pekmez, så er det indkogt frugtsaft, Typisk lavet af vindruer, men kan også findes med versionerne johannesbrød, morbær og daddel. I mandens landsby laves det altid på vindruer, da svigerfamilien har en mark med egne vinstokke. Produktet er fyldt med gode vitaminer og mineraler. Det er da også blevet brugt som et universal-vitamin produkt af tyrkiske mødre i mange år. Mange tyrkere bruger det nemlig som vitamin tilskud til deres børn om vinteren, det er særligt godt ved hoste.
Herhjemme bruger vi pekmez som sødme ovenpå yoghurt eller sammen med tahin. Kombinationen af pekmez og tahin giver en lækker nøddeagtig smag og kaldes for Tyrkiets svar på Nutella.
Pekmez kan også bruges til simit, det kan også drikkes med kogende vand som en slags te, til tyrkiske småkager osv.
Vinproduktion i Kappadokien
Abuusagi som landsbyen hedder, ligger ca. 45-50 minutters kørsel fra det der betegnes som det centrale Kappadokien. Kappadokien strækker sig dog over et ret stort område og de fleste når kun at se en brøkdel af området.
I Kappadokien dyrkes der mange druer, hvor af en del af dem bruges til vinproduktion. Der produceres både rød-, hvid- og rosévin. 2 af de lokale vinproducenter Turasan og Kocabağ tilbyder begge mulighed for vinsmagning i Kappadokien og mulighed for at man kan købe deres vin med hjem.
De mange marker med vinstokke, finder man ude ved de små landsbyer omkring det centrale Kappadokien. Da der ikke er lige så mange seværdigheder der, er det sjældent der turisterne kører hen. Vi kører altid forbi de mange små landsbyer, når vi skal til mandens landsby. I nogle landsbyer, som den svigerforældrene bor i, dyrker indbyggerne vindruer til eget forbrug og typisk til bruges det til pekmezproduktion. Imens ved andre landsbyer, kan man se marker med vinstokke så langt øjet rækker. Det er typisk dem der leverer til vinproduktionen.
SE OGSÅ: Ihlara dalen – fantastisk naturoplevelse nær Cappadocia
1 thought on “Pekmezproduktion i landsbyen”
Comments are closed.