Som mange af jer læsere nok har lagt mærke til, er jeg stukket af fra Alanya på en tiltrængt ferie. Sammen med min bedre halvdel er vi taget til hans landsby Abuuasagi, der ligger knap 500 km fra Alanya. Turen hertil foregik via bus fra Alanyas store busstation til Nevsehir.

I Nevsehir brugte vi det første 1 1/2 døgnet på at ordne nogle praktiske ting og nyde tiden med svigerinden plus mand og børn. Det er ikke så længe siden vi så svigerinden, I juli boede hende og børnene hos os i 2,5 uge.

Abuusagi

Torsdag tog vi til landsbyen, et glædeligt gensyn. Det er kun 5 måneder siden at jeg var her sidst, for min bedre halvdel var sagen en anden, han har nemlig ikke været med hjemme i flere år.

Jeg nyder at være i landsbyen, her er roen og her kommer man hurtigt ned i gear. Livet her har sin gang som det har haft i mange år og her kender alle hinanden. Vi kan dårligt bevæge os uden for hjemmet uden vi støder på familiemedlemmer eller gode venner af familien.

Vi har de første dage her brugt på at besøge lidt forskellige familiemedlemmer, besøge bedsteforældrenes gravsten og ellers bare nydt de rolige omgivelser.

Der er intet tal på hvor mange der bor i landsbyen, men man mener det er et sted mellem 700 og 900 hundrede. En del bor her nemlig hele året og så er der også en del der bor delvist i Tyskland og den resterende tid her. En del af landsbyens beboere søgte til Tyskland i 70´erne, da der var brug for arbejdskraft.

Flere familier har 2 huse, et ældre og et lidt nyere bygget ved siden af hinanden. Sådan er tilfældet også hos min svigerfamilie, hvor de bor i en ca. 20 år gammel bygning, men lige ved siden af det nye hjem står det gamle hus, som er ca. 60 år gammelt. Det “nye” hus er bygget af svigerfar og hans bror, mens det gamle hus er bygget min bedre halvdels farfar. Min bedre halvdel er vokset op i det hus, hvor de boede 12 personer, hhv. farfar og farmor, 2 af deres sønner (den ene af dem svigerfar) som hver især havde deres kone og børn.

Det gamle hus bruges mest som opbevaring idag, men er det af hjemmene der fascinerer mig mest og som er rigt på familiehistorie. Det nye hjem er bygget i 3 etager, nederste etage fungerer som garage, men her er også køkken, for om sommeren indtages de fleste måltider hernede. 1. Etage er her hvor svigerforældre bor og 2. Etage er den etage man har bygget med tanke på at der skulle være plads til hvis en af deres 4 børn skulle flytte tilbage til landsbyen.

At bygge en ekstra etage til børnene har i mange år været helt normalt og noget som ses mange steder i Tyrkiet, typisk har det det være det yngste barn plus ægtefælle der er flyttet ind. Ideen med det er, at så kan det barn der flytter ind sammen med ægtefælle hjælpe med at tage sig af forældrene. Den ekstra etage her bliver kun brugt når nogle af børnene er her på ferie og ellers står den bare. Jeg har været heroppe flere gange, men denne gang er først gang vi sover heroppe.

Jeg kan ikke undgå at blive lidt vemodig når jeg er på den etage, med tanke på hvorfor den blev bygget, jeg ved nemlig at chancen for at et af børnene flytter hjem er minimal. Der sker ikke nok i landsbyen, her kan man ikke finde arbejde, uddannelse skal tages i de større byer mm.

Jeg vil ikke afvise vi en dag selv søger hertil når vi bliver ældre.