Når du besøger Tyrkiet, så snyd ikke dig selv for at smage nogle af de mange lækre tyrkiske desserter der findes.
Når jeg rejser rundt, er en stor del af oplevelsen at smage på lokale specialiteter. Og jeg ved der er mange der har det som jeg. Jeg har i dette indlæg samlet 10 lækre tyrkiske desserter i Tyrkiet, som du efter min mening bør prøve.
Jeg er kommet i Alanya/Tyrkiet siden 2006 og gennem tiden har jeg smagt et hav af tyrkiske desserter, nogle er faldet bedre i smag end andre. Mange desserter i Tyrkiet er ret sukkersøde (det er vist ingen hemmelighed) og derfor spiser man typisk også mindre mængder af dem.
Af de desserter der er på denne liste, er mine favoritter Künefe, irmik helvasi og Sütlac.
Nogle enkelte af de tyrkiske desserter er sæsonbetonet, men størstedelen kan fås hele året rundt.
Tyrkiske desserter
Künefe
Künefe er det tyrkiske svar på en ostekage, som er langt fra den type cheesecake vi er vant til i Danmark. Kagen består af tynde, spaghettilignende dejtråde (kadayif) med ost. Først bages kagen og derefter overdækkes den med sukkersirup. Den skal spises varm med den smeltede ost indeni. Desserten smager lækkert, men det er en kæmpe kaloriebombe.
Ønsker man det kan man få sin künefe med nødder, de mest populære er pistacienødder og valnødder. Künefe serveres typisk sammen med tyrkisk is. Mange steder serverer man også mælk og bananstykker til.
I Alanya (og hele Tyrkiet), findes der flere cafeer der kun har fokus på Künefe og hvor du kan få desserten serveret med forskellige nødder og i forskellige størrelser alt efter hvor mange I er.
Når vi en sjælden gang køber künefe, så købes det enten lige skråt over for Vikingen restaurant i centrum (de fleste jeg kender foretrækker dette sted) eller på 25 meter gaden (ikke langt fra Baskent hospitalet).
Firinda sutlac
Sutlac er det tyrkiske svar på en risbudding og i mange år har den også været blandt min yndlingsdesserter i Tyrkiet. Det er en mælkedessert, der først koges til risene er møre og blandingen får en buddingkonsistent. Derefter kommes budding i små forme og bages i ovnen. Desserten serveres typisk koldt, drysset med lidt hakkede nødder.
Desserten er nem at lave fra bunden, men i flere tyrkiske supermarkeder kan man også få en færdigblanding, hvor der bare skal tilsættes mælk.
Ønsker du at prøve at lave sutlac derhjemme, finder du opskriften her.
Asure
Asure eller Noah’s Budding er en tyrkisk dessertgrød, der er lavet af en blanding bestående af korn, frugt, tørret frugt og nødder.
Asure betyder nemlig tiende på arabisk og det er meningen at man skal servere denne suppe/budding d. 10. dag i den første måned efter den muslimske kalender. Dagen skulle desuden være den dag hvor Noahs ark strandede på Ararat – og Noah skulle efter sigende have tilberedt asuren af det resterende forråd som bestod af tørret frugt og korn, for at fejre dette.
Asure bliver lavet på mange forskellige måder, de fleste husmødre har nemlig deres helt egen måde at lave den på. Det er normalt når man laver asure i hjemmene, at der laves en stor portion, der deles ud til familie, venner og naboer. Jeg har flere gange fået desserten af naboer.
I år leger jeg lidt med tanken om at prøve at lave den selv, så må vi se om den bliver godkendt ved mine tyrkiske naboer.
Irmik Helvasi
Tyrkisk semulje dessert (Irmik helvasi) er en populær dessert i Tyrkiet. Den er nem at lave og kan laves med ingredienser der findes i de fleste tyrkiske hjem. Desserten kan både laves med og uden nødder, jeg foretrækker at lave den med nødder og gerne pinjekerner eller hakkede hasselnødder. Desserten serveres typisk lun og sammen med tyrkisk is.
Helva i det hele taget er utrolig udbredt i Tyrkiet og findes i alverdens udgaver, både kolde og lune udgaver.
Find opskriften på Irmik helvasi her.
Baklava
Baklava er meget sødt bagværk, der er udbredt i størstedelen af Mellemøsten, der er derfor også uenighed om hvor desserten præcis stammer fra. Men man ved at desserten har været spist af Osmannerne siden 1300 tallet. Baklava er filodej med hakkede nødder (valnødder eller pistacienødder). Mens den er varm, hældes en lage over lavet af sukker, citron og vand. I Tyrkiet er baklava i høj kurs og fås hos diverse tyrkiske bagerier.
Der findes idag flere forskellige udgaver af baklava, en del af dem er dog alt for sukkersøde til mig.
Lokma
Lokma er en meget gammel tyrkisk delikatesse der oversat til dansk betyder mundfuld. Helt konkret er det dybstegte puffede kugler af dej, der først frituresteges og derefter dyppes i sukkerlage. Det er en dessert der også at nem at lave derhjemme.
Under ramadanen, kan man ved en del bagerier i Tyrkiet se hvordan de står og tilbereder Lokma i store gryder. Lokma og søde desserter er i det hele i høj kurs under ramadanen.
Over de sidste par år er interesseret steget enormt for lokma og flere steder er der dukket decideret Lokma-cafeer op, der serverer lokma på alverdens måder. En del af dem er desværre også lukket igen. Jeg har ikke selv prøvet at besøge nogle af disse steder endnu.
Sekerpare
Sekerpare er endnu en velkendt tyrkisk dessert, som også er særlig populær under ramadanen, men kan fås hele året. Desserten beskrives vel bedst som en slags blød småkage, der er overhældt med sukkersirup. Kagerne der er på størrelse med en småkage og mange gange pyntet med en mandel eller hasselnød, bages først og derefter overhældes kagerne med sukkersirup.
Den blød konsistens som desserten, gør at mange siger den smelter på tungen. Sekerpare fungerer godt sammen med tyrkisk te.
Kabak tatlisi
Kabak tatlısı, på dansk sødet græskar er en populær græskardessert i det tyrkiske køkken, som er overraskende nem at lave derhjemme selv. Desserten består af græskar og sukker og bliver typisk serveret med tahin og hakkede nødder.
Desserten serveres mange steder i Tyrkiet i efterårs- og vinterperioden. Græskar er en populær efterårsspise i Tyrkiet, størstedelen dyrkes i Middelhavsregionen, pga. de lune temperaturer. Græskarkødet bruges til madlavning og desserter.
Find opskriften på kabak tatlisi her.
Maraş Dondurma
Maraş Dondurma er Tyrkiets svar på en flødeis, som på mange punkter er langt fra den danske flødeis. Isen er sejere i konsistensen (lidt tyggegummiagtig), hvilket skyldes den plantestivelse af orkideer der er tilsat. Isen laves typisk i den klassiske hvide vanilje udgave eller en grøn udgave med pistacie.
Særligt i de større byer, står der mange issælgere ved små boder, hvor denne tyrkisk is sælges og hvor sælgerne ofte er i hopla og laver sjov med kunderne. Issælgerne er dog også at finde i Alanya. Her findes i kæmpe fryserør og tages op med en lang ske. Isen er en stor masse, og en gang mellem kan man også nyde synet af sælgeren der tager isen op og svinger over hovedet. Traditionelt set laves isen på gedemælk, men idag er det mere udbredt af bruge komælk.
Revani – tyrkisk semuljekage
En revani kage er en af de simple kager i det tyrkiske køkken, som kan laves af de ingredienser stort set alle husmødre ligger inde med. Den tyrkisk kage er en sandkage, hvor der blandt andet indgår semulje (irmik) og yoghurt. Efter kagen er bagt, overhældes den med en sukkerlage, hvilket giver lækker blød og våd sandkage.
SE OGSÅ: Tyrkiske småkager med æblefyld
SE OGSÅ: Incir tatlisi (sødet figner)
SE OGSÅ: Tyrkisk kaffe med mælk
1 thought on “10 tyrkiske desserter – du skal smage”
Comments are closed.