Jeg har i dag været på Nordcypern en uge og hvis alt går som forventet, går der et par uger før jeg vender tilbage til Alanya. Det er ikke min første gang på Nordcypern, tværtimod er det 5. gang jeg er her indenfor knap 1,5 år. Det er dog første gang, jeg skal være her så lang tid, tidligere har jeg maximum været her 5 dage.
Jeg er tjekket ind på et hotel i Girne/Kyrenia, et hotel jeg faktisk har boet på 2 gange tidligere, her satser jeg på at skulle bo hele perioden jeg er her. Hotellet ligger lidt uden for centrum og lidt op af bjergene, hvorfra jeg kan nyde den smukke udsigt ud over byen. En anmeldelse og beskrivelse af hotellet, kommer i et senere blogindlæg.
At jeg er glad for Nordcypern skal der ikke være nogen tvivl om, jeg faldt for stedet allerede første gang jeg var her tilbage i 2017 og jeg er da også sikker på dette ikke er sidste gang jeg sætter benene her. Men samtidig med jeg nyder at være her, er det også lidt svært at være så tæt på og stadig væk så langt væk fra Tyrkiet, nærmere betegnet Alanya, min bedre halvdel og hverdagen. Men de kloge siger at det er sundt at savne og det man ikke dør af, det bliver man stærkere af. Når savnet stort, betyder det bare at gensynsglæden er endnu større når vi om forhåbentlig kort tid ses igen.
Jeg har længe vidst at en del af sommeren skulle bruges her på Nordcypern, hvad jeg dog ikke havde beregnet var den pressede hverdag jeg har haft de sidste par måneder med arbejdsopgaver, et hjem der har føltes som vi har konstant har haft gæster og alle de mange andre ting, der er sket i det private. 2018 er i den grad blevet et år der er vendt op og ned på mange af mine nærmestes hverdag og alle sammen ting jeg ikke havde set komme. At jeg har været konstant på i flere måneder var nok også det der fik min krop til at bryde sammen en af de første dage, da jeg var ankommet til Nordcypern, hvilket gjorde at jeg var hårdt ramt af sygdom de første par dage.
Jeg er på Nordcypern for at arbejde, men jeg har heldigvis også fridage, som jeg prøver at nyde imens jeg kommer helt ned i gear. Blandt andet nydes fritimerne med at læse ”Hvor solen græder” skrevet af Puk Damsgaard. En fantastisk medrivende fortælling, som får mig til at glemme alt om tid og sted.