Tilbage i Alanya – med en opfyldt kærlighedskonto

De sidste par uger har jeg tilbragt i Danmark og ærligt har det været skønt at få tanket lidt op på kærlighedskontoen.

 
I foråret skrev jeg blogindlægget Hvornår ses vi igen i forbindelse med nogle af de Corona tanker jeg har delt. Noget af det svære ved at være udlandsdansker, er savnet til dem der ikke er rejst med. Normalt plejer jeg ikke at rejse hjem til Danmark i sommerperioden. Det ofte er den periode hvor der er mest travlt i Alanya og hvor vi jævnligt har besøg af venner og familie. Men jeg længes hver sommer efter de lange lyse sommeraftener.
 
I år er der stille! Vi har haft lidt besøg i Alanya, men der er længere tid imellem dem. Og selvom jeg har mine skønne veninder i Alanya, så har jeg ligesom så mange andre heller ikke været lige så socialt aktiv, siden Corona gjorde sit indtog. Rejsen til Danmark var lige hvad jeg havde brug for og jeg nød hvert et øjeblik både med venner og familie.
 
Inden min rejse, tog jeg en Coronatest i Alanya og det samme gjorde jeg ved ankomst i Bilund lufthavn. Begge var negative. Selvom jeg havde 2 negative test, valgte jeg bevidst ikke at lave for mange planer i Danmark. Vi skal stadig passe på hinanden. Forhåbentlig er situationen bedre næste gang jeg rejser til Danmark.
 
Ferien i Danmark bød blandt andet på eventyr med min lille nevø Valdemar, som her ses på billedet. Billedet er taget ved Himmelbjerget, hvor vi nød et par skønne timer. 

 

Rejsen til Danmark bød en stor del af ferien på lækkert vejr, hvilket gav mulighed for nyde lidt af den danske natur. Den danske natur er skøn, hvilket mange danskere vist også har fået øjnene op for i år. Ovenpå de mange udgangsforbud vi var igennem henover foråret i Alanya, kan jeg godt mærke at jeg har nydt den danske natur ekstra meget – også de øjeblikke hvor det regnede.
 
 
En aftentur ved Svanninge bakker var nu heller ikke helt tosset. En tur der bød på skøn natur, hygge i godt selskab og møde med køer der stod og blokerede vejen.
 

Tilbage i Alanya

Jeg klager bestemt ikke over at være tilbage i Tyrkiet med lækkert vejr. Dog var det måske lidt for meget af det gode at komme hjem til en hedebølge. Søndag føltes temperaturen midt på dagen som 47-48 grader. Men heldigvis er september lige rundt om hjørnet, hvilket betyder lidt mere behagelige temperaturer er på vej. Og jeg glæder mig over der går lidt tid her før det lunere tøj skal findes frem.
 
 
Imens jeg har hygget mig i Danmark, har manden haft travlt i Alanya, til dels med arbejde og med at få styr på det sidste i vores nye lejlighed. Lejligheden skulle have stået færdig for et par måneder siden, men Corona og diverse udgangsforbud i foråret forsinkede processen. Der mangler nogle ganske få småting og så er vi ellers klar til flytning. Vores nye bolig har været under opførsel i flere måneder og har været en spændende proces at være en del af. Men vi ser også frem til det er slut lige om lidt.
 
I 3 år har jeg kunnet nyde denne udsigt fra min balkon, en udsigt jeg virkelig kommer til at savne.

Tusind tak til alle jer der stadig føler med

Tak, til alle jer der stadig følger med, selvom I ikke kan rejse til Alanya/Tyrkiet. Og tak for de mange skønne beskeder jeg løbende modtager.
 
Det er noget tid siden jeg har delt Coronatanker på bloggen og i det hele taget været så aktiv på bloggen. Mit fokus har været på den nye bolig og andre projekter. Og ærligt så har Corona/Covid-19 også taget lidt af pusten fra mig i perioder – ligesom for så mange andre.
 
Bloggen har primært fokus på Alanya/Tyrkiet. Gennem tiden har enkelte indlæg med fokus på mine ophold på Cypern eller ferier i Danmark også sneget sig ind.
Jeg glædes ved at se at antallet af besøgende på bloggen er nogenlunde det samme som sidste år. Det er dog tydeligt at søgningerne i år er anderledes. Hvor der sidste år blev søgt på oplevelser i Alanya/Tyrkiet, shopping, restauranter mm., er det tyrkiske opskrifter der i år er i rigtig høj kurs.
 
Siden bloggens start har jeg delt tyrkiske opskrifter på bloggen og i år er flere kommet til. Mange flere er på vej, når flytningen er overstået.
 
Er du også vild med at eksperimentere med tyrkisk mad? Har du nogen tyrkiske opskrifter du ønsker opskrift på eller har du en lækker tyrkisk opskrift (gerne med billede), som du ønsker at dele, så kontakt mig gerne via her eller Facebook.