De sidste to dage er blevet brugt på familiebesøg i Kirsehir. Et par dage der har fået sat tingene lidt i perspektiv og endnu en gang har mindet mig om at værdsætte livet.

Vi holder stadig ferie, ferien er nu gået ind i 2. og sidste uge. Halvdelen af ferien er indtil nu blevet brugt i landsbyen Abuusagi, nogle dage er blevet brugt i Nevsehir og de sidste 2 dage er brugt i Kirsehir. Nevsehir og landsbyen har jeg besøgt flere gange, mens turen til Kirsehir var min første.

Kirsehir by ligger ca. 43 km fra Abuusagi og ca. 90 km fra Nevsehir. I byen bor der 138.000 indbyggere. Kirsehir ligger i den modsatte retning af hvor de fleste turister søger til. De fleste der er på disse kanter søger nemlig ind til Kappadokien. De turister der kommer til Kirsehir er typisk tyrkere og lidt japanere, der ligger en japansk park/have i området. I kan nok forestille jer, hvordan der blev kigget noget ekstra efter en dansk turist med lysebrunt hår og blå øjne.

Den primære årsag til vores udflugt til Kirsehir, var for at besøge kærestens fætter, som han har et meget tæt forhold til. De to fætre er opvokset i samme hus, nemlig det gamle hus i landsbyen, som jeg elsker.

Det første jeg bemærkede i Kirsehir var kørslen, allerede da vi passerede byskiltet, var det tydeligt at alle billister sænkede farten og overholdt fartgrænsen, i Kirsehir slår man åbenbart hårdt ned på overtrædelse af fartgrænsen. Det er første gang i mine 12 år i Tyrkiet, at jeg har set så mange billister køre så pænt på en gang.

Selvom formålet med turen var familiebesøg, gav turen også mulighed for at jeg kunne udforske lidt af byen, heriblandt moskeen Cacabey, som jeg havde læst meget godt om.

Cacabey moskeen blev oprindeligt bygget som observatorium i 1272 og senere omdannet til en moske. Moskeen er et flot eksempels på seljusk byggestil. Moskeen ligger i midten af Kirsehir og er velbesøgt af både troende muslimer og turister. Jeg fik kun taget meget få billeder der, da der kom bedende ind i moskeen, som jeg ikke ville forstyrre.

Ønsker du at besøge en moske, så læs mere her.

Efter moskebesøget mødtes vi med fætteren, som netop havde fået fri fra job, sammen tog vi ud og købte lidt legetøj til hans 2 børn, inden vi satte kursen mod hans hjem. I hjemmet blev vi mødt af fætterens konen og deres to vidunderlige børn, særligt deres pige Nermin tog meget hurtigt mit hjerte med storm. Uanset hvor vi kommer hen, plejer jeg som regel hurtigt at få charmeret mig ind på familiens børn, ved at lege lidt med dem, dette var også tilfældet i Kirsehir. Flere gange kæmpede de to børn om min opmærksomhed og særligt Nermin ville ikke have at vi tog afsted igen, da vi på 2. dagen forlod deres hjem.

 

 

Nermin er 5,5 år, men betydeligt mindre end sin bror på 3 år, årsagen til dette er at hun er født med et handikap og hun har gennem sit korte liv været igennem adskillige operationer og flere venter forude. Størstedelen af hendes mad indtages via sonde i maven. Hun kan spise lidt normalt, men ikke nok til at give hende optimal næring.

Hun er en fantastisk lille pige med et smukt sind og hun har de mest rolige, gæstfrie og udmyg forældre, der kæmper for at give hende så normal en hverdag som muligt, selvom det har sin pris. Nermin synes blandt andet det er svært at hendes lillebror allerede nu er større end hende, det burde jo være omvendt.

Udgifterne til medicin, lægekonsultationer udgør ca. 1/3 del af familiens indkomst, operationerne er typisk det der koster mest for familien. Besøg på privathospital bliver prioriteret, da hjælpen fra det offentlige hospital ikke er tilstrækkelig. Når hun når teenagealderen, står hun blandt andet overfor en operation af rygsøjlen, en operation der er estimeret til at koste 65.000 tyrkiske lira. Fra staten får de dækket udgifterne til hendes sondemad, men ellers må de klare alle andre udgifter selv.

Vi har tidligere hjulpet økonomisk og vi kommer helt sikkert til at hjælpe mere i fremtiden, for hun er en fantastisk pige og hun fortjener så normal en hverdag som muligt. Og det samme gør hendes bror. Jeg ved at forholdene for handikappede eller personer med særlige behov er blevet bedre i Tyrkiet de senere år, men der er stadig lang vej til vi når niveauet i DK.

Hverken Nermin eller hendes lillebror har særligt meget legetøj, hvilket faktisk er ret normalt for de fleste tyrkiske børn, i hvert fald dem jeg har mødt. Vores gaver faldt derfor i god jord.

2. dagen i Kirsehir blev både brugt sammen med den skønne familie, men også på at udforske byen lidt bedre, heriblandt Kirsehir Kent park – et større parkområde som stod færdigt i 2014. I sommerperioden er det muligt at sejle rundt i parkområdet.

Vi er tilbage i Abuusagi igen, her bliver vi indtil weekenden og derefter er det tid til at vi tager et par dage på egen hånd, inden turen går tilbage til Alanya næste uge.