Møder du en tyrker, der har fødselsdag den 1., 15. eller 30. i en måned, er du langt fra den første. Datoerne dukker op igen og igen – særligt blandt den ældre generation. Det er ikke en tilfældighed, og det handler heller ikke om overtro eller tradition. Det er derimod et resultat af administrative beslutninger, kulturelle forhold og en lang historie med mangelfuld registrering af fødsler, især på landet.
Fødselsdage fylder ikke meget i ældre tyrkisk kultur
I modsætning til Danmark, hvor fødselsdagen ofte er en af årets vigtigste mærkedage, har mange tyrkere – især de ældre – aldrig tillagt den samme betydning. I store dele af Tyrkiet, især før 1960’erne, var det hverken kutyme at fejre fødselsdag eller at kende sin præcise fødselsdato. Mange blev født derhjemme uden sundhedsfagligt personale til stede, og i landsbyerne havde man ofte ikke adgang til hospitaler, jordemødre eller officielle registre.
Ifølge det tyrkiske statistiske institut (TÜİK) var det før midten af det 20. århundrede almindeligt, at fødsler først blev registreret, når familien havde mulighed for at rejse til den nærmeste by med en folkeregistermyndighed – noget der kunne tage måneder eller år. Især i Øst- og Sydøsttyrkiet var vejene dårlige, og vintrene kunne være så barske, at visse landsbyer var afskåret fra omverdenen i lange perioder. Stadig i 80´erne og 90´erne var der mange børn i landsbyerne der ikke blev registreret på fødselsdatoen.
Datoen blev gættet – og standardiseret
Når det endelig blev tid til at registrere barnet, blev forældre ofte spurgt: “Hvornår blev han eller hun født?” Svaret kunne lyde: “Det var en meget kold måned med sne.” Og så skrev embedsmanden januar. Var det midt under høsten? Så blev det måske juni eller september. Men hvilken dato? Her valgte myndighederne ofte runde og administrative praktiske datoer: den 1., den 15. eller den 30. Det blev systemets måde at håndtere usikkerhed på.
En artikel fra det tyrkiske sundhedsministerium beskriver, hvordan disse datoer blev brugt som ”tekniske løsninger” på manglende dokumentation i perioden før digital registrering (kilde: T.C. Sağlık Bakanlığı – Nüfus Kayıtlarında Standart Tarih Kullanımı, 2008).
Militærpligt og udsættelse
Men der var også andre grunde til, at registrering blev udskudt bevidst – især når det gjaldt drengebørn. I Tyrkiet er der værnepligt, og den træder i kraft i starten af 20’erne – afhængigt af hvilken fødselsdato man har ifølge det officielle register. For nogle familier kunne det være en fordel at vente med at registrere deres søn, så han fik nogle ekstra år inden indkaldelse. Dette var især relevant i landdistrikter, hvor familien var afhængig af børns arbejdskraft i marken.
Nogle drenge blev derfor bevidst registreret som yngre end de reelt var. Dette er også blevet dokumenteret i studier foretaget af antropologer og sociologer, bl.a. i “State and Family in Modern Turkey” af Dr. Ayşe Parla (Boğaziçi University, 2011), hvor hun beskriver, hvordan militær, stat og familieinteresser krydsede hinanden i spørgsmålet om alder.
Identitet og ID-kort – “Det står på mit nüfus!”
Spørger du en ældre tyrker i dag, hvornår han eller hun er født, er det meget almindeligt at få svaret: “Det står på mit ID-kort.” Mange har ganske enkelt ikke nogen personlig relation til deres fødselsdag. Nogle oplever endda at finde ud af, at den dato, de har fejret hele livet, i virkeligheden ikke er korrekt – og at det først går op for dem, når de skal søge pas, pension eller rejse til udlandet.
Det tyrkiske nüfus cüzdanı (identitetskort) har siden republikken Tyrkiets oprettelse i 1923 været den primære kilde til personlig dokumentation. Her står fødselsdato, fødested, forældrenes navne og statsborgerskab. Mange ældre tyrkere har aldrig haft andet end dette kort til at bevise deres alder.
En forskel, der siger noget om mere end bare alder
For danskere, der bosætter sig i Tyrkiet eller har tyrkiske bekendtskaber, kan det virke overraskende, at fødselsdagen – en så vigtig dag i Danmark – spiller så lille en rolle for mange tyrkere. Men i virkeligheden er det et billede på noget større: et samfund i forandring, hvor traditioner, moderne statsapparater og familieforhold konstant har været i bevægelse.
I dag bliver næsten alle børn i Tyrkiet født på hospital og får registreret deres fødsel digitalt inden for få dage. De yngre generationer fejrer fødselsdage, holder fester og bruger sociale medier til at dele billeder og lykønskninger – præcis som i Danmark.
