Bloggen har fået endnu en gæsteblogger, denne gang danske Jane, der har sin hverdag i en tyrkisk landsby – hvert fald for en periode.
Hverdagen i tyrkisk landsby er kontrastfyldt sammenlignet med livet i en af de større tyrkiske byer.
Rigtig mange af de udlandsdanskere der bor i Tyrkiet, bor i de lidt større byer, hvor der gerne også er andre danskere eller i det mindste andre udlændinge. Men jeg er efterhånden også stødt på flere danskere, der har en lidt anden hverdag i Tyrkiet.
Kunne du se dig selv flytte til en tyrkisk landsby for en kortere eller længere periode? I dette blogindlæg fortæller min veninde Jane lidt om hverdagen i en tyrkisk landsby, både på godt og ondt.
En anderledes hverdag i Tyrkiet
Hej alle sammen
Jeg hedder Jane, jeg er 33 år gammel. Sammen med min mand Burak, har vi Atilla på 1 år. Jeg bor i Tyrkiet på 8. år.
Det var kliche historen om en forelskelse, som fik mig til at tage springet til at flytte til Alanya. Forholdet holdte ikke, men jeg var alligevel blevet så glad for mit liv og omgangskreds i Alanya, at jeg valgte at blive boende. Skæbnen ville så, at jeg skulle møde Burak.
I år 2020 flyttede vi til en øde landsby, 135 km langt oppe i bjergene bag Alanya.
Da jeg mødte min mand, var han lige blevet færdig på universitetet og afventede svar på en eksamen, som ville give ham adgang til at arbejde i det offentlige regi.
Når man bliver ansat i det offentlige (nogle stillinger er undtaget), så skal man gennemgå en “east duty”, en slags 5 årig pligt, hvor man skal arbejde i et socialbelastet område. Oftest er det i Østtyrkiet, men nogle år åbner de også for andre områder af Tyrkiet.
Så vi var heldige, hvis man udelukkende tænker på afstanden til Alanya.
Selve pligten er for at klæde folk på til at møde alle typer af mennesker, men mest for at sikre, at udkants Tyrkiet har rimelige vilkår hvad angår skoler, offentlige kontoret mv. De stillinger bliver sjældent søgt frivilligt, fordi du virkelig er langt væk fra ALTING.
Vi bor i verdens skæveste hus i en meget lille landsby i Taşkent kommune. Taşkent ligger i Konya provinsen, men geografisk er det tættere på Alanya end Konya.
Landsbyen har ca. 600 indbyggere, hvor en stor del rejser væk i de hårde vintermåneder. Og en stor del rejser til Frankrig, og vi har flere i landsbyen som taler fransk, inkl. kommunens borgmester. I landsbyen har vi en lille grønthandler, et brødbageri og to små kiosker. Når vi skal handle ind er det i Taşkent centrum, hvor der ligger en lille A101 (mini Rema100). Der ligger også et lille hospital, men som absolut kun kan behandle småting. Nærmeste skadestue er 1 times kørsel væk. I landsbyen kommer der en gang om ugen en læge som kan udskrive recepter og tjekke småting såsom blodtryk, eller for vores vedkommende følge udviklingen og trivslen af vores søn.
Enestående naturomgivelser
Naturen er storslået, og jeg elsker at gå tur med barnevognen og vores hund. Jeg finder nye smukke steder hele tiden, og mange af områderne står helt rå og uberørte.
Vores lejlighed er vind og skæv, vi har 5 forskellige farver i huset b.la. skrigende grøn og lilla. Ingen af rummene er i samme niveau, men alting har sin charme. Min første tanke, da jeg første gang ankom til landsbyen var “shit, her kan jeg da ikke bo”.
Jeg havde dog et krav, hvis jeg skulle flytte med, og det var et rigtigt toilet. Jeg kan simpelthen ikke leve med et hul i jorden med en tilført vandslange, hvor vandet om vinteren er frosset til. Så Burak købte et toilet i Alanya som han fik installeret i lejligheden.
Klimaet heroppe minder meget om det danske, pånær Vinteren. Vinteren heroppe kan være meget hård og meget lang. Forrige vinter ramte vi -18 i landsbyen, og i bjergene mellem Konya og Alanya sagde bilens temperatur -28 (et ubeboet område). Mængder af sne kan være enorme, og sneen kommer oftest med mange strømafbrydelser. Forrige vinter ramte vi 12 dage uden strøm, og så er man virkelig ramt, da man så heller ikke har varmt vand. Varmen har vi dog altid, via brændovne, ja brændovne i flertal, som er boligens eneste varmekilde.
Sidste vinter var mild, vi havde kun kortvarigt sne og kun en måned med tocifrede minusgrader. Sneen valgte dog at komme få dage inden jeg skulle rejse til Danmark, og det var tæt på, at jeg ikke kom afsted.
“Social belastet landsby”
Landsbyen bærer tydeligt præg af at være “stemplet” som socialt belastet. Der er kun få som kan betegnes ressourcestærke, da de fleste unge forlader landsbyen, hvis de kommer ind på universitetet. Gennemsnitsalderen vil jeg vurdere til 60+. De ældre er i den grad i overtal.
Landsbyen og indbyggerne her er en stor omvæltning i forhold til livet i Alanya. Steder som her, er meget islamisk domineret. Under ramadanen ser du f.eks. ingen indtage føde eller væske i gaderne, og samtidig går der folk rundt og banker på dørene, inden solen står op, så folk husker at stoppe med at spise og drikke. Når der kaldes til bøn bliver gaderne hurtigt øde, og 99% af kvinderne går med tørklæde.
Menneskerne er dog utroligt søde og rare, og langt de fleste har været meget imødekommende og nysgerrige på mig. Nogle af dem har aldrig set eller mødt en udlænding før, og jeg er sågar blevet spurgt om at få taget billeder sammen med nogle nysgerrige sjæle. Dette har jeg selvfølgelig altid indvilliget i med et smil.
Savnet til Alanya
Det sværeste for mig ved at bo her, er selvklart afstanden til mit vante liv i Alanya, hvor alle mine venner bor. Jeg har ingen rigtige venner her, i og med at jeg intet har tilfælles med nogen, og det er svært at finde en fælles interesse eller emne at tale om. Jeg ses lidt med min mands kollegaer, og sludrer med mine naboer.
Naboskabet heroppe er noget helt andet, end det man kender i Danmark. Banker du på hos naboen, fordi du mangler et æg til din kagedej, så får du en hel bakke, og samtidig spørger de om du mangler andet, og ofte kommer der tallerkner fra nær og fjern med enten mad eller kage, og iflg. Tyrkisk skik, må man ikke sende en tom tallerken retur.
En anden ting er fattigdommen, den del havde jeg, og har jeg stadig svært ved, men det er blevet nemmere at trække på skuldrene, da jeg ved, at de håndører jeg kan give kun har en kortvarigt effekt. Jeg forkæler dog ofte børnene med slik og søde sager, og nogle enkelte af byens børn giver jeg fødselsdagsgaver. Ligeså fodrer jeg rigtig mange gadedyr dagligt, og har skabt mig en solid hær af både hunde og katte som kommer på klokkeslettet hver dag for at få mad – de kan måske kategoriseres som mine venner heroppe.
I området heroppe har vi foruden hunde og katte masser af vildsvin, ulve, bjørne, slanger, skorpioner og store ederkopper.
Juni 2025 er vores plan, at vi rykker retur til Alanya. Det glæder jeg mig meget til, da vi købte en lejlighed i oktober sidste år, som er en helt anden standard end her, og det længes jeg til tider efter. Jeg er dog sikker på, at vi vil tænke tilbage på tiden i landsbyen på godt og ondt. Det er og vil være et spændende kapitel, som har lært os en hel masse.
OBS! Bloggen er altid åben for nye gæstebloggere. Har du en anderledes hverdag i Tyrkiet? Vil du dele rejsetips til Tyrkiet? Har du en sjov oplevelse fra Tyrkiet? Eller har du en lækker tyrkisk opskrift jeg må dele på bloggen? Så kontakt mig gerne via mail eller på Facebook.