Ønsker du at fejre traditionel dansk jul under varmere himmelstrøg? I Alanya og Tyrkiet er det muligt at lave en lækker julemiddag uden at skulle slæbe en masse mad med hjemmefra.
Dansk julemad i Alanya? Lad mig guide dig til hvordan du får lavet en lækker julemiddag i Alanya/Tyrkiet, uden at skulle fylde kufferten med mad fra DK.
Jeg har selv holdt jul I Alanya rigtig mange år. I år er første gang i 10 år at julen skal fejres i Danmark. Igennem årene i Tyrkiet har jeg nydt forskellige skønne juleaftener enten med dansk julemad, en aften med et skandinavisk julebord (primært norsk og svensk) og så et par juleaftener hvor julemaden var skiftet ud med oksehaler eller en god bøf med tilbehør. Alle aftener har været skønne og vigtigst af alt har tiden tilbragt med de nærmeste været det vigtigste.
Men når det er sagt, så modtager jeg hvert år flere spørgsmål om det at holde jul I Tyrkiet. Hvor man finder diverse madvarer og julepynt og om man overhovedet kan komme i julestemning i Alanya.
I fællesskab med nuværende og tidligere fastboende i Tyrkiet samt andre danskere (der har fejret jul i Alanya), har jeg samlet forskellige tips til, hvad du skal bruge til at lave en god julemiddag samt hvilke alternativer du kan ty til, når du ikke kan finde de produkter du er vant til for DK. For der er absolut ingen grund til at fylde kufferten med madvarer – desuden er det heller ikke alt der er lovligt at medføre i bagagen.
Julemiddag i Alanya
Maden er en vigtig del af julen, og især er menuen juleaften noget, der kan få sindene i kog. Mange af os er vanemennesker, og denne dag på året skal der absolut ikke røres ved traditionerne – alt skal være, som det plejer! Når 3 ud af 5 danskere sætter sig til bordet for at fejre juleaften, så er der ofte tilberedt to slags kød. Ikke overraskende er det and og flæskesteg, der dominerer middagen juleaften langt foran medisterpølse, kalkun og gås. Der er da stor forskel på de danskere der vælger at holde juleaften i Tyrkiet. Nogle ønsker den klassiske danske julemad, mens andre nyder godt af et mere eksotisk tyrkisk måltid. Uanset hvad du/I vælger, så gør det der føles rigtigt for jer.
Hvis du/I er ny tilflytter til Tyrkiet, så er et godt råd at du/I skal se på muligheden for at skabe egne nye traditioner, fremfor at være ked af at man ikke kan skabe den samme jul på som i DK.
Men nu til dette blogindlægs hovedfokus.
And eller flæskesteg?
Nogle foretrækker det ene, andre det andet og så er der dem der ønsker begge dele juleaften. OG begge dele kan købes i Alanya, så ingen grund til at smugle flæskestegen med i kufferten.
And kan købes flere steder, f.eks. Metro, Carrefour og de større Migros. Det er ikke mange slagtere der har and i deres daglige sortiment, men efterspørger du det nogle dage inden, plejer de at kunne skaffe det. Du skal blot spørge efter “ördek”. Ønsker I kalkun, skal du spørge efter hindi. And og kalkun kan f.eks. farseres med kalvefars,æbler og svesker (Siyah Erik). Køber du and i Migros, så gå efter Pekin Ördek fra producenten Beypiliç – som er det samme som en dansk landand.
Krema (fløde) til sovsen kan købes i små pakker, står enten i køledisken eller sammen med de langtidsholdbare mælke på hylderne. Kulør til den brune sovs er heller ikke nem at finde, men du kan bruge soya som alternativ. Så får du både den brune farve og den salte smag. Men sørg for at smage på den undervejs, inden du hælder for meget i – den kan hurtigt blive for salt.
Glaskartofler eller ej?
Enten er man fan af dem ellers er man ikke. Nogen er opvokset med selv at pille kartofler, men i mit hjem har glaskartofler til de brune kartofler altid været favoritten. Glaskartofler findes ikke i Tyrkiet og mange oplever udfordringer med at finde små kartofler. Flere nuværende eller tidligere fastboende anbefaler små kartofler fra Metro eller den lokale bazar. En mulighed er også at skære kartofler i mindre stykker, hvis du ikke kan finde små kartofler.
Et lille tip som jeg fandt på Vorestyrkiet: Når mine savnede glaskartofler skal gøre det nemmere, plejer jeg at koge og pille kartoflerne aftenen før. Det nemmeste er at ridse skralden, ikke helt ned til kartoflen, og så salte vandet ca. dobbelt så meget som normalt. Når kartoflerne er næsten udkogte, hælder jeg vandet fra. Derefter dækker jeg dem med iskoldt vand. Efter ca 5 minutter er kartoflerne til at pille uden at brænde fingrene, og klar til at komme på køl og blive anvendt igen dagen efter
Rødkål
Ligesom du i Tyrkiet ikke finder glaskartofler, er det heller ikke nemt at finde syltet rødkål (friske rødkål er dog nemt) eller kirsebærsovs. Men det handler om bare at være lidt kreativ og se mulighederne fremfor begrænsningerne. I forhold til rødkål, så foretrækker jeg selv at lave en lækker rødkålssalat med appelsin og granatæbler. Jeg synes det giver noget friskhed til den tunge julemad.
Men ønsker du at lave rødkål selv, så er det også muligt og faktisk lige ved rødkålen, har jeg fået flere tips fra folk der har holdt jul i Tyrkiet. I blandt deres tips er at lave koge rødkål med æblejuice. En kombination af pekmez af johannesbrød og honning skulle give en utrolig lækker smag. Æbleeddiken er også god til rødkål, og honning som sødemiddel.
Jeg har lokket en opskrift på rødkål med appelsin ud af danske Jeanett, som har været bosat i Tyrkiet i rigtig mange år.
Rødkål opskrift
Et lille rødkål.
2 spsk sukker
4 dl. Saft af appelsiner.
1 dl. Eddike.
1 tsk. Salt.
40 gr. Smør
2 dl vand.
Kålen snittes fint, evt skær stokken væk.
Kålen vendes i det varme smør, sukker drysses over kålen og det svitses i 10 min. Tilsæt appelsin saft, eddike og vand. Kålen koges ved svag varme i ca 1 time, evt tilsæt mere vand. Smages til med salt når den er færdig.
Ris alamande
Langt de fleste danskerne spiser risalamande juleaften og efter min mening, så er det ikke jul uden risalamande. Grødris er ikke noget problem at finde, da tyrkerne selv bruger det til den tyrkiske risdessert Sütlac. Tips til at vælge de rigtige ris til risengrød eller ris alamande. Gå efter de ris der har flest hvide pletter. De er bedst til grød. Og brug enhver opskrift på risengrød.
Ris, mælk (süt), vaniljestang og fløde (krema) kan blandt andet fås i Metro eller Migros – så slipper du for at handle flere steder. Flere anbefaler President Krema til risalamanden, da den har en højt fedtprocent og ikke skiller så nemt. Jeg fik for år siden tippet op at bruge 2 forskellige slags krema, en med høj fedtproducent kombineret med en der havde lidt lavere, det tip fungerede bedst for mig.
Kirsebærsovs
Til kirsebærsovs kan der bruges en af deres kirsebærsyltetøj (de er dog meget søde). Syltetøjet kan fortyndes lidt med lidt kirsebærjuice. Kan man ikke lide bær i sovsen så kan man lave en af kirsebærjuice og selv stivne den efter behov, benyt (Misir un) majsmel og sød den til som det passer dig.
En mulighed kunne også være at prøve at lave en granatæblesovs istedet for, igen har danske Jeanett været på banen.
“2 store røde granatæbler renser jeg for det hvide (ligesom i appelsin), hælder granatæbler med saft i en gryde, tilsætter 2 vandglas sukker (eller efter smag), 1 presset citron, 1 vandglas vand. Det simrer ind til det har den tykkelse du ønsker. Hæld det varmt på et kogt glas og luk.”
Julepynt og julegodter i Alanya
I dag kan man få meget mere julepynt, end da jeg flyttede derned. Og dengang kom julepynten først i butikkerne imellem jul og nytår. Nu er det lige før de starter lige så tidligt som DK.
Tyrkerne fejrer nytår som jul og mange kalder også nytårsaften for juleaften. Og hvis man ser nytårsunderholdning i tv, så vil man også kunne se folk sidder med nissehuer på
Juletræ bliver kaldt nytårstræ og man giver nytårsgaver og i skolerne klipper de julepynt til nytårsaften.
Sågar juledekorationer kan laves selv i Tyrkiet. Oasis kan købes hos flere blomsterhandlere eller online. Gran er lidt større udfordring. Men hvis man kører lidt op i bjergene, lidt længere op end landsbyen Gedevet, så kan man klippe “rigtig” gran af.
Chokolade julekalender kan købes flere steder såsom Migros og Metro, men igen billigere at købe på nettet. Marcipan kan typisk købes i Ikea eller laves selv. Jeg plejede at lave en hjemmelavet marcipan ad mandler og dadler – se opskriften her. Ønsker du at bage julesmåkager, finder du også de fleste ingredienser hos Metro eller Migros. Og ellers så kast dig ud at købe nogle lækre småkager hos den lokale bager.
Ide til julefrokost
Og sidst men ikke mindst, får I lige et lille tip til julefrokost i Alanya.
Rugbrød kan bages selv eller findes hos en del bagere.
Pålæg rullepølse – brug et kalkunbryst. Læg det i en saltlage først et par timer. Skær det op så det bliver fladt og til at rulle og krydder det med finthakket løg, porre og peber. Eller hvad man kan lide. Rul den stramt og snør den med bomuldsgarn. Kom den derefter i kogende vand, der er saltet så man kan smage salten. Lad den koge 15 min ca og derefter hvile i vandet 10 til 15 min.
Læg den så i pres i et fad og kom noget tungt ovenpå. Og sæt den på køl til dagen efter.
Skal man lave det som rullesteg, så rul den med svesker og rul den og bind den med bomuldsgarn. Den skal brunes på alle sider med salt og peber, hæld vand på og lad den koge ca 45 min og hvile 10 til 15 min. Sættes på køl til dagen efter.
I kan også spise den varm og lave en fantastisk sovs af vandet og servere med kogte kartofler til.
Til jer der skal holde jul i Alanya (eller andre steder i Tyrkiet) i år eller i fremtiden, så håber jeg I kan få glæde af disse tips. Har du flere gode tips, jeg må sætte på min liste eller en lækker juleopskrift, så kontakt mig gerne via mail danskityrkiet@gmail.com eller på Facebook.
1 thought on “Dansk julemad i Alanya/Tyrkiet – julemad i udlandet”
Comments are closed.