De fleste, der har været i Tyrkiet, vil måske påstå at tyrkerne drikker te og ikke kaffe, da tyrkerne er gode til at byde på te uanset hvor man kommer hen. Men tyrkerne er faktisk også glade for kaffe og særligt tyrkisk kaffe.
Får du tilbudt en kop tyrkisk kaffe, så nyd den og hyg dig over et nyt eller måske mangeårigt venskab. I Tyrkiet ser man det som at en tyrkisk kaffe ikke kun er godt for kroppen, det er også godt for sjælen. Kaffen er smagsoplevelse langt fra dansk kaffe, men en kaffe som alle kaffeelskere bør prøve.
Tyrkerne er ligesom os danskere glade for at drikke nescafe i det daglige, men mange sætter pris på den specielle tyrkiske kaffe, der har en lang tradition bag sig.
I dette indlæg får du både historie om kaffens vej til Tyrkiet, tyrkiske kaffe traditioner og selvfølgelig en tyrkisk kaffe opskrift.
Kaffens vej til Tyrkiet
Tyrkernes forhold til kaffe kan spores helt tilbage til omkring det 16. århundrede, hvor osmannerne bragte kaffen fra Asien til Europa via Silkevejen der gik i gennem det nuværende Tyrkiet. Silkevejen også kaldet Silkeruten var en international handelsrute, hvor handelsmænd med deres kameler gik mellem øst og vest, for at handle med deres eksklusive varer heriblandt silke, ædelmetaller, krydderier mm.
Silkevejen har eksisteret i flere tusinde år og stadig den dag i dag kan du se spor af Silkevejen i Tyrkiet. De mest synlige spor er ruinerne af de mange karavanestationer, som findes flere steder rundt om i Tyrkiet. Karavanestationerne lå med ca. 40 km. mellemrum og her kunne handlende uanset nationalitet og religion, opholde sig gratis i 3 dage, mens både handelsmanden og hans dyr blev forsynet med mad og drikke. I Tyrkiet har man fundet ruinerne af omkring 120 karavanestationer, nogle i bedre stand end andre. Nogle af bedste bevarede karavanestationer bliver idag brugt til arrangementer, såsom koncerter eller forskellige shows med traditionel tyrkisk dans.
De første spor af en tyrkisk kaffekultur stammer fra det 1555, hvor det første kaffehus blev etableret i Istanbul. Kaffehuset i Istanbul, dannede grundlag for tyrkiske kaffehuse, som stadig er meget brugt i det nuværende Tyrkiet. Kaffehusene dannede rammer for et socialt samvær og den dag idag tager tyrkerne stadig på kaffehus for at styrke de sociale relationer. En tyrkisk kaffe er ikke en der skal drikkes hurtigt, men en kaffe der skal nydes langsomt og i godt selskab. Det tyrkiske kaffe er vigtig for tyrkerne, da kaffen eftersigende skulle være god både for krop og sjæl.
Traditioner ved tyrkisk kaffe
Men det er ikke kun i tyrkiske kaffehuse at tyrkisk kaffe er en populær drik, den drikkes også hjemme hos de tyrkiske familier, hvor der er flere traditioner forbundet med. Nogle af de meste kendte traditioner er disse:
- Efter at have drukket sin kaffe, vender ugifte tyrkiske kvinder deres tomme kaffekop ned i underkoppen, for at læse deres kommende mands navn i kaffegrumset. Kan de ikke læse navnet i underkoppen, er det fordi det endnu ikke er bestemt, hvem kvinden skal giftes med.
- Når et tyrkisk par bliver forlovet, serveres der kaffe for familie og venner. Men i den kommende brudgoms kaffe har den kommende brud puttet salt i, i stedet for sukker. Drikker den kommende brudgom sin kaffe uden at fortrække en mine, så har han i sandhed bevist sin kærlighed, til sin kommende brud.
Læs flere sjove fakta om kaffe her.
Smagen af tyrkisk kaffe
Fremgangsmåden af den tyrkiske kaffe er det der kendetegner kaffen, den kan derfor laves på forskellige typer bønner. Uanset hvilken kaffebønne der skal bruges til tyrkisk kaffe, skal den være ekstra fintmalet. At lave tyrkisk kaffe handler om omhu og forståelse for processen. Det kan kræve nogle forsøg at ramme den autentiske smag af tyrkisk kaffe.
Tyrkisk kaffe smager intenst og det er også derfor den serveres i de små kopper, i stil med de italienske espressokopper. Tyrkisk kaffe kan kendes på de små kopper, den friske kaffearoma og den skummende overflade. Den tyrkiske kaffe drikkes langsomt og af små tårer, så alle smagsnuancer af kaffen nydes ved hver kaffetår.
Et gammelt kendt tyrkisk ordsprog lyder: “Kaffe skal være sort som helvede, stærk som døden og sød som kærlighed”.
Tyrkisk kaffe kan ikke laves i en kaffemaskine eller med vand fra en elkoger, som vi i Danmark er vant til med nescafe og filterkaffe. Tyrkisk kaffe tilberedes i en cezve, som er en lille kande, med et langt skaft. I gamle dage så man finpudsede cezve kander i ethvert tyrkisk køkken. I dag findes der cezve kander i kobber, stål og endda i elektrisk udgave. En cezve kan købes i enhver isenkrammer i Tyrkisk og kan med fordel købes med hjem, fra årets ferie til Tyrkiet. I Danmark er det meget få butikker der fører de specielle tyrkiske kaffebryggere. Det er kun specialforretninger der har et lille udvalg.
Tyrkisk kaffe kan man få på de fleste caféer, restauranter og kaffehuse i Tyrkiet, hvor kaffen laves over et blus. Men ved nogle af de mest populære kaffehuse i Tyrkiet, ser man at kaffen er lavet over kul eller varm sand, hvilket giver en langsommere proces, men en mere fyldig smag i kaffen.
Kahve – Tyrkisk kaffe opskrift
(4 personer – 10-15 min)
Ingredienser
4 tyrkiske kaffekopper vand (300 ml)
4 tsk. fintmalet tyrkisk kaffe
Evt. 1,5 tsk sukker
Fremgangsmåde
Når tyrkisk kaffe serveres, er det normalt at spørge sine gæster om hvorvidt de ønsker sukker i deres kaffe. Dette skyldes at sukker ikke kan tilføjes efter kaffen er hældt op i kopperne.
Tyrkisk kaffe laves i tre varianter. En udgave uden sukker, en let sødet med sukker, også kaldet mellemsød, samt en meget sød variant. I den let sødet udgave, anvendes 1 tyrkisk teske sukker pr. kop, svarende til en lille sukkerknald.
Traditionelt tyrkisk kaffe tilberedes i en kobber gryde med langt skaft (på tyrkisk kaldet Cezve).
Koldt vand, kaffe og eventuelt sukker, røres sammen og sættes over et blus ved svag varme. Det er vigtigt at kaffen koges over svag varme, for at nok intensitet og smag frem. Kaffen koges op til det begynder at skumme, skummet fordeles i de 4 kopper, hvilket gøres nemmest med en teske. Kog kaffen igen indtil den koger op og hæld kaffen op i kopperne.
I dele af Tyrkiet brygges tyrkisk kaffe, hvor vandet erstattes med mælk, hvilket giver en mere cremet og rund smag. Læs også opskrift på tyrkisk kaffe med mælk.
Bemærk: Når kaffen er hældt i koppen, skal der ikke røres rundt, da sødmen på kaffen skal findes mens den koges.
Serveringsforslag
Tyrkisk kaffe serveres traditionelt sammen med et glas vand. De fleste steder hvor tyrkiske kaffe serveres idag, serveres det dog sammen med både vand og en lille skål med chokoladeknapper eller Turkish Delight. Det er ligesom når vi på danske caféer får en småkage eller et stykke chokolade til kaffen.
En god souvenir
Mangler du en god souvenir, til at medbringe til Danmark, så er tyrkiske kaffe kopper eller te glas den perfekte ting. Kopperne kan købes i supermarkedet eller i byens små nips butikker.
Tekstmaterialet er udarbejdet i fællesskab af www.danskityrkiet.dk, www.Alanyadk.dk og www.tyrkiskeopskrifter.dk. Overtrædelse af ophavsretten medfører både et erstatningskrav og krav om øjeblikkeligt fjernelse af alle billeder og tekst.
Hej Sanne,
thank you for sharing the turkish culture from your perspective. With your effort people will see that Turkey is more than just Erdoğan and Kebab 🙂
Best Wishes