Da jeg startede med at komme i Tyrkiet for 11 år siden, var strømafbrydelserne mere hyppige og langvarige end de er i dag. Det har heldigvis ændret sig betydeligt de seneste år.
Men alligevel opleves strømafbrydelser hyppigere her end det f.eks. gør i Danmark, særligt har vi mærket en del til det i år, hvor er og der har været gang i så mange store byggeprojekter i Alanya.
En strømafbrydelse rammer typisk et mindre eller større område af Alanya på en gang. Supermarkeder, hoteller og andre lidt større virksomheder har mange gange nødgeneratorer som automatisk slår til. Men for små virksomheder og private hjem, så er det oftest bare at vente på at strømmen kommer igen, hvor der kan gå alt imellem nogle minutter og flere timer før det igen virker. Man lærer også hurtigt at det kan være en fordel at have stearinlys liggende, hvis strømafbrydelse skulle ramme en aften.
Selv om strømafbrydelserne er drønirriterende nogle dage, har jeg med tiden også lært at se dem som de små ufrivillige pauser og dermed et godt afbræk fra dagens arbejde. For med en hverdag, hvor en stor del af mit arbejde foregår bag en skærm og hvor mit online arbejde også er min hobby, så kan det nogle gange være svært at ligge arbejde fra sig. Derfor ses en strømafbrydelse som en ufrivillig pause for mit vedkommende.