Tyrkisk perlecouscous salat med yoghurt

Tyrkisk perlecouscous salat med yoghurt, tyrkisk kuskus salat, perlecouscous opskrifter, tyrkisk pasta, tyrkiske forretter, tyrkisk mad, tyrkiske retter, tyrkiske opskrifter

Tyrkisk perlecouscous salat med yoghurt, på tyrkisk bedre kendt som Yogurtlu kuskus salatası.

Den tyrkiske perlecouscous salat med yoghurt er ikke en af dem man finder på de tyrkiske restauranter, derimod er den meget populær blandt de tyrkiske husmødre. Hvilket også er der jeg elsker at finde inspiration.

Jeg smagte først gang denne ret, da vi besøgte vores naboer tidligere på året. Ved vores besøg, tryllede vores nabo nemt retten frem på kort tid, sammen med en masse andre lækkerier.

Tyrkisk kuskus = perlecouscous

I opskriften er der brugt tyrkisk kuskus. De tyrkiske kuskus er også bedre kendt som perlecouscous i Danmark, en slags pasta. Det er små pastakugler, der blandt bruges i denne opskrift, men også er gode i salater eller som fyld i suppe. Her i Tyrkiet, finder man kuskus på pastahylden i supermarkederne. Har du en arabisk/tyrkisk grønthandler i nærheden af dit hjem, er der stor sandsynlighed for at du kan finde kuskus der, men ellers kan du også bruge enhver anden slags pasta.

Tyrkisk kuskus (perlecouscous) og garniture grøntsager

Glasset med garniture grøntsager kan også fås hos din etniske grønthandler.

Retten er simpel og nem at at lave og kræver ganske få ingredienser. Den kan spises som en ret i sig selv, eller som tilbehør til f.eks. kød eller en del af en meze bord (tyrkiske forretter). Den kan sagtens spises over et par dage. Bemærk dog at kombinationen af mayonnaise og pastakugler, får yoghurten til at stivne lidt, hvis den står i køleskabet natten over.

Denne tyrkiske opskrift, er som mange tyrkiske opskrifter lavet med mål efter glas. I dette tilfælde er der brugt et vandglas, der svarer til 200 ml.

Tyrkisk perlecouscous salat med yoghurt opskrift

Ingredienser (til 4 personer)

1 vandglas perlecouscous

1,5 vandglas naturel yoghurt

2 spsk mayonnaise (kan undlades)

1 glas garniture grøntsager (340 gram)

1-2 fed hvidløg

Salt

Fremgangsmåde

Start med at koge perlecouscous i en gryde sammen med lidt salt og olie i ca. 8-10 minutter. Når det er færdigkogt, så si vandet fra. Lad den kogte perlecouscous stå og køle lidt af, inden du blander de resterende ingredienser.

Bland yoghurt med mayonnaise og fintpresset hvidløg. Smag yoghurtblandingen til med salt og bland det hele sammen med den afkølede perlecouscous og garniture grøntsager.

Ønsker du lidt mere bid eller friskhed i din tyrkiske perlecouscoussalat, kan du tilsætte finthakket krydderurter, revne gulerødder, rød snackpeber i små tern eller majs.

SE OGSÅ: Tyrkisk ris med kylling

SE OGSÅ: Tyrkiske kogebøger