Mange drømmer om et liv i udlandet og gennem årene er jeg blevet kontaktet af mange danskere, der ønskede at flytte til Alanya. Mange har gennem tiden kontaktet mig med forskellige praktiske spørgsmål, men også nogle af de mere personlige; såsom hvad er det sværeste ved at bo i Alanya?
Jeg boede i Alanya i næsten ni år. Næsten et årti i en by, hvor solen skinner det meste af året, hvor Middelhavet dufter af salt og frihed, og hvor dagene hurtigt flyder sammen i en tilstand af ro og spontanitet. Mange tænker, at det må være en drøm at bo der – og det var det også, på mange måder. Men det var ikke kun en drøm. Det var også virkelighed, og virkeligheden er sjældent uden nuancer. For livet i et ferieparadis er ikke kun afslapning og palmer. Det er også virkelighed, og virkeligheden rummer både lys og mørke. Og det gælder uanset hvor man bor i verden.
I dag bor jeg et andet sted, men Alanya fylder stadig meget i mig. De oplevelser og mennesker, jeg mødte der, har sat spor – både de gode og de svære. Og det er netop de svære sider af livet i Alanya, jeg gerne vil dele her. For livet i et ferieparadis ser let ud udefra, men når man bor der året rundt, bag turistfacaden, opdager man også, at det kræver sin person.
Kan man stole på folk – eller lugter de bare penge?
Noget af det første, man som udlænding i Alanya begynder at spørge sig selv, er: Hvem kan jeg egentlig stole på?
Det lyder kynisk – og det ville jeg aldrig have tænkt i begyndelsen – men det bliver hurtigt klart, at ikke alle relationer er drevet af ren venlighed. I en by, hvor økonomien i høj grad afhænger af turisme, bliver penge en slags usynlig valuta, der svæver i baggrunden af mange samtaler og relationer.
Der er selvfølgelig ægte, oprigtige mennesker i Alanya. Dem fandt jeg heldigvis også. Men man lærer med tiden, at man bliver nødt til at være lidt mere forsigtig. Det handler ikke kun om de lokale – tværtimod. Jeg oplevede, at nogle af de mest beregnende personer faktisk var andre udlændinge. Folk, der havde boet der længe og vidste præcis, hvordan man navigerede i nye menneskers naivitet og behov for fællesskab.
Det gør ondt, når man oplever det første gang. For man vil jo gerne tro det bedste om folk. Men med tiden lærer man at blive mere opmærksom og sætte tydeligere grænser.
Det er svært at indrømme, men man bliver mere skeptisk med tiden. Og selvom det gør én mere beskyttet, så gør det også noget ved den måde, man relaterer til mennesker på. Man begynder at holde lidt mere igen, måler tillid i små doser, og lærer, at “venner” nogle gange bare er folk, der har set en mulighed.
Et midlertidigt liv i et midlertidigt paradis
Alanya er en smeltedigel af kulturer, personligheder og livshistorier. Det gør byen spændende – men også flygtig. Alanya er en by i konstant bevægelse. Det er en af de ting, der gør stedet så levende – men også noget af det, der gør det svært at slå rødder. Folk kommer og går. Nogle er der i en sæson, andre et par år. Få bliver for livet, men det er undtagelsen. De fleste har et “videre” i sig – en plan, en drøm, et hjemland, de skal tilbage til.
Det skaber en dynamik, hvor det kan være svært at finde stabilitet i relationer. Man møder fantastiske mennesker, knytter bånd – og før man ved af det, er de væk. Enten fordi de er trætte af livet i udlandet, eller fordi livet kalder et andet sted. Jeg oplevede det igen og igen. Og hver gang efterlod det en lille sorg. Til sidst begyndte jeg ubevidst at holde lidt mere afstand – ikke fordi jeg ikke ville knytte mig, men fordi jeg ikke orkede flere farveler.
På overfladen er der altid nogen at være sammen med – strandture, kaffe, lange aftener på terrassen. Men under det hele ligger følelsen af, at intet varer ved. Du lærer nogen at kende, I bliver nære, deler hverdag og historier – og pludselig er de væk. Videre til næste kapitel. Det sker så mange gange, at man til sidst begynder at holde lidt afstand, bare for at beskytte sig selv.
Jeg savnede stabilitet. Ikke i form af rutiner eller job – dem havde jeg. Men i form af mennesker, der blev. Relationer, der holdt. Det var en af de største udfordringer for mig. At man hele tiden skulle starte forfra.
Det var måske noget af det hårdeste ved at bo i Alanya i længden: At intet rigtig føltes fast. Alt og alle var på gennemrejse. Inklusiv mig selv, skulle det vise sig.
Savnet til Danmark – og til dem, der blev tilbage
Og så er der savnet. Det, der ikke kan forklares med billeder af solnedgange og strandliv. Det, der kommer snigende, når man mindst venter det. Savnet til familie, venner og Danmark.
Man savner dem ikke hele tiden. Faktisk kan der gå uger, hvor alt føles let og godt. Men så kommer der en fødselsdag, en mærkedag, en dårlig nyhed hjemmefra – og så rammer det. At man er langt væk. At man ikke lige kan sætte sig i bilen og køre forbi. At man ikke bare er på ferie, men har valgt et andet liv – og at det valg har en pris.
For mig blev det tydeligere og tydeligere med årene. Det blev ikke nemmere – snarere det modsatte. Jo længere tid jeg var væk, jo større blev afstanden på flere planer. Ikke bare fysisk, men også mentalt og følelsesmæssigt. Og til sidst begyndte jeg at mærke, at jeg savnede Danmark på en måde, jeg ikke længere kunne ignorere.
Det var især i de stille øjeblikke, savnet kom: når hverdagen blev grå trods solen, eller når nogen derhjemme havde brug for mig – og jeg var tusindvis af kilometer væk.
Livet i udlandet lærer dig meget om dig selv. Men det viser dig også tydeligt, hvem og hvad du egentlig ikke kan undvære.
Jeg ville ikke have været det foruden
Alanya vil altid have en særlig plads i mit hjerte. Det var mit hjem i næsten ni år, og det lærte mig meget – om andre, men også om mig selv. Jeg lærte at nyde nuet, at leve langsommere, at finde glæde i det simple. Men jeg lærte også, at selv i solen er der skygger. At frihed har en bagside. Og at selv de smukkeste steder kan rumme ensomhed, tvivl og savn.
Det er nemt at forelske sig i Alanya. Men det er også vigtigt at se hele billedet. Ikke for at skræmme nogen væk – men for at være ærlig. For dem, der overvejer at bo der. Og for dem, der måske, ligesom mig, en dag står ved en ny begyndelse et andet sted – med solen i ryggen og minderne i hjertet.
