Ovenpå det der føles som en alt for lang vinter, nyder vi disse dage nogle rigtig skønne gensyn med både familie og venner.
Mit fokus er alle andre steder end på bloggen disse dage, bær over med mig – snart er jeg stærkt tilbage.
Meget af det tiden går med disse dage er at nyde tiden med gode venner der er i Alanya. Nogle er her kun 1 uge, mens andre heldigvis er her flere uger. Nogle besøg har vi ventet længe på og så er der dem der pludselig kommer uanmeldt. Igår blev vi ringet op af en fætter til min bedre halvdel, som lige pludselig var i Alanya. Da de havde lidt fridage, bestemte de sig for at tage på en miniferie til Alanya, inden årets ramadan går igang på mandag.
Noget af det sværeste for mig ved at være bosat i Tyrkiet, er afstanden på flere tusinde kilometer til familie og venner, hvilket også betyder at der kan gå længere tid mellem man ses – da man ikke lige kan rende hinanden på dørene. Nogle dage er det sværere end andre at være så langt væk, f.eks. ved mærkedage, højtider og når der sker både gode og dårlige ting i de enkeltes liv.
Mit valg om at bosætte mig i Tyrkiet, er helt og aldeles mit eget. Allerede inden jeg forlod Danmark, var jeg klar over at noget af det sværeste ved at bosætte sig her, er savnet til dem der bliver “derhjemme”. Det betyder så at jeg sætter endnu større pris når der kommer besøg og nyder tiden ekstra meget, når jeg med jævne mellemrum er i Danmark.
De dage hvor savnet er allerstørst, er det godt at der både findes tlf, Messenger, Whatsapp, Skype mm., så man nemt kan ringe sammen. Fordelen ved at se hinanden via videoopkald er også at man ikke føler afstanden er lige så stor.
At befinde sig længere væk fra familie og venner, er noget der gør så gældende både for mig, men også for min bedre halvdel. Han har bosat sig 500 kilometer fra familien og flere af hans familiemedlemmer er bosat i hhv. Tyskland og England.
Vinteren er typisk den periode, hvor vi ikke har lige så mange besøg, til dels er der ikke lige så mange fly hertil og vejret er mere utilregneligt, hvilket kan gøre det svært at komme ud og opleve så meget, samt en stor del af Alanya er gået i vinterhi.
Når sæsonen så går igang, betyder det også at der kommer flere besøg – i perioder kommer der mange på en gang og så kan det være svært at finde tid nok til at se alle, lige så meget man gerne vil. Særligt den seneste uges tid, har jeg ønsket flere timer i døgnet.