Dagens indlæg er skrevet af en gæsteblogger – danske Jeanett som bor i Çesme – den vestlige side af Tyrkiet og som har en hverdag langt fra den jeg har her i Alanya. Jeg har længere tid været medlem af gruppen Danske kvinder i udlandet, hvor jeg flere gange er faldet over hendes navn i forskellige sammenhænge, primært pga velgørenhed. Jeg har fået lokket Jeanett til at dele lidt om sine tanker om den dagligdag hun lever i. Jeg håber I vil tage godt imod hende:
“Her er jeg……på opfordring skriver jeg lidt herfra mit liv et andet sted end i Antalya Tyrkiet men Çeşme der ligger Ca 90 km fra Izmir. Her er det et andet liv end i Antalya, vi har ikke ret mange Udenlandske turister men rige Tyrkere fra Izmir, Ankara, Istanbul og Tyrkere der lever i udlandet. Ihhh guder overalt ja.
Jeg personligt er lidt bange for udviklingen her, jeg har boet her i 9 år nu og priserne på huse og lejligheder er så overdrevet steget, pga. de rige Tyrkere og ja det affolker jo området da de almindelige menneske for svært ved at bo her og betale, selv jeg og min mand overvejer at flytte hvis udviklingen fortsætter på samme måde. Vi giver det 2 år mere .
Jeg har gode venner her og opbygget et godt netværk, men meget få ! Jeg har en veninde der er som en søster og hendes familie, det er vigtigt for mig at det er kvalitet og ikke pga nogen gerne vil være venner fordi de tror jeg har penge på kistebunden…. det tog mig et par år at finde ud af og mange ærgelser og forbandelser.
Mange tyrkere får dollar tegn i øjnene når de ser en dansk kvinde gift med en Tyrkisk/Libanon Arabisk mand, men mig snyder de ikke mere thi hi.
Jeg ELSKER mine venner her som er min valgte familie og vil gøre alt for at hjælpe dem i nød og omvendt. Men som sagt meget få og meget nære
Vinteren 2015 blev et hårdt år her for mig . Flygtninge fra Syrien, Afganistan, Irak og Iran væltede ind her, de var allé vegne, små børn uden sokker eller sko, nogen af dem havde mere end andre, men ihvertfald var de på deres rejse til Europa og skulle over havet herfra Çeşme til den Græske Ø Chios.
Jeg var grædefærdig over at se de søde børn med frygt i øjnene ogforældrene med frygt i øjnene. Jeg snakkede med dem og sagde at de ikke måtte sejle over havet i den kulde og vind, resultatet blev at mange druknede, FRYGTELIGE MINDER JEG GERNE VILLE VÆRE FORUDEN.
På min lille vej ca. 50 meter fra en stor vej vandrede flygtningene i Tusind vis i mange dage for at nå den gummibåd der skulle bringe dem til Chios og videre til Athen.
Jeg kunne ikke abstrahere for det, jeg startede en indsamling for at hjælpe dem de stakkels mennesker, det var hårdt arbejde, mange gav mig penge og der blev handlet ind til hjælp her og på Chios, til sidst kunne jeg ikke mere se på mennesker druknede, så måtte slå et søm i jorden og sige stop inden det ødelagde mig personligt, jeg var simpelhent nød til at stoppe mit arbejde og indsamling, da jeg synes flygtningene tog deres børn med ud på en selvmords rejse og det kunne jeg ikke være en del af mere.
Gudskelov kom der en professionel gruppe her der overtog arbejdet med flygtningene og de er rigtig mange mennesker til at hjælpe og det er jeg meget glad for og håber der er nogen der her vil donere og hjælpe gruppen i deres store arbejde. Gruppen hedder IMECE Inisiyatifi Çeşme.
Læs også indlægget Indsamling til syriske flygtninge.
Men i det store hele går det jo okay idag og jeg har fået det på afstand, men mit hjerte brænder stadig for de mennesker og jeg fortsætter med at bede folk om hjælp. Vi har mange milioner og ja ikke tusinde flygtninge at tage os af, selvfølgelig kan Tyrkiet ikke alene tage sig af alle de mennesker, der er brug for hjælp udefra, mange flygtninge har ikke registeret sig her i landet, fordi de vil videre til Europa og søger lykken i livet og venter kun på at tage over havet.
Ja det fylder meget kan næsten ikke komme fra det med at skrive om det.
Nå men her i Çeşme. …Ilica. …Alacati. ……Çiftlik Köy. ….Dalyan Köy……Overcik….. er da trods alt et skønt og smukt sted at komme med masse af nærvær trods alt det andet.
Jeg bor i en dejlig lejet Villa med min elskede mand, vi har ingen børn sammen, men jeg har mine 2 piger og 3 børnebørn og de er vores begge eje.
Vi besøger dem og de besøger os i en pære vælling SKØNT, blandingen af kulturer er skønt og vi lever med det det er – næstekærlighed
Her er der ingen der siger du er muslim eller kristen, hvilket hænger mig langt ud af halsen
Min mand “Mercan” og jeg har en kat ” Carlo ” og en hund ” Tarak” og vi elsker dem begge og dem lige så os.
Nu er det vist tid til at slutte men vil lige sige jeg elsker at leve i Tyrkiet og jeg synes Tyrkiet har gjort det rigtig godt de sidste 9 år med at forbedre levestandarden for den almindelige Tyrker til UG, alle kan blive behandlet på Hospitalet, lønningerne er steget, gode Pensionsopsparinger ja jeg kunne blive ved. Tyrkerne er stolte af deres land og 95 % af befolkningen er glade for at Kup forsøget ikke lykkedes.
Mange kærlige hilsner fra mig Danske Jeanett fra Çesme”