Min tyrkiske svigerfamilie er flere gange blevet nævnt på bloggen, dels fra da svigermor besøgte os første gang i november 2016 og fra mine ture op til dem.
En af de ting jeg gik meget op efter min bedre halvdel og jeg var blevet enige om at vi ønskede en fremtid sammen, var at få et godt forhold til svigerfamilien og at de accepterede mig.
Jeg mener der gik cirka et halvt år fra vi havde mødt hinanden, til at min bedre halvdel ringede til hans mor og fortalte om mig. Jeg husker tydeligt dagen, jeg havde besøg af 2 veninder og da kæresten havde en pause fra arbejdet kaldte han mig ind i soveværelset, for nu skulle det være, nu skulle hans forældre have besked. Mit hjerte sad helt op i halsen, men heldigvis var jeg accepteret fra start og det de gik mest op i, var om jeg gjorde deres søn lykkelig.
Men hvordan er forholdet så nu til min tyrkiske svigerfamilie?
På nogle punkter er det nok ikke så meget anderledes end at have en dansk svigerfamilie. Både i Danmark og Tyrkiet kan man opleve at være enten heldig eller uheldig med ens svigerfamilie.
Jeg har været heldig med min, som accepterer mig som jeg er og som interesserer for mit ve og vel. Som min svigermor siger, er at hun har ikke kun fået en svigerdatter, hun har fået en ekstra datter – hvilket jeg egentlig synes understreger meget godt, hvordan vi har det.
På nogle punkter er de meget traditionelle, men på andre punkter tænker vi meget ens.
Ingen presser os til at blive gift – tværtimod har min svigermor mere travlt med at få nogle børnebørn end at få os gift – læs blot her.
Selvfølgelig er der nogle ting der er anderledes i forhold til at udvise respekt over for deres kultur og religion, for mig er det dog meget normalt og ikke noget jeg tænker så meget over.
Mine svigerforældre bor ca. 7 timers kørsel fra os, så det er ikke lige hveranden dag vi render hinanden på dørene. Men vi snakker gerne sammen minimum 1 gang om ugen. Min bedre halvdel har inden han mødte mig ikke været så god til at tage op og besøge familien, det er jeg ved at lave om på – mit ønsker er at vi tager op og besøger dem min 1-2 gang om året. Svigermor var i Alanya for første gang sidste år og hvis planen holder så kommer både svigerfar og svigermor og besøger os i løbet af efteråret, hvor lang tid de bliver må tiden vise…
Interessant læsning – det minder mig om første gang, vi vendte tilbage til det hotel, hvor min mand havde arbejdet og han for første gang skulle holde FERIE der, hvor han havde arbejdet for godt et halvt år siden – for ham en meget underlig situation, han følte sig ydmyg og stadig underlagt chefen og glemte ofte, at vi nu betalte for at bo der 🙂
Nå, men det sjove for mit vedkommende var, at da vi ankom til hotellet, hilste alle medarbejderne pænt på os og alle sagde velkommen YENGE til mig……… det undrede mig SÅ meget, at de ikke kunne huske mit navn og spurgte til sidst min mand om, hvorfor de alle kaldte mig “Inge” (for sådan lød det i mine øre) – og forklaringen fik jeg, at det betød “svigerinde” – jeg var så ikke klar over, at man, når man havde giftet sig med en tyrker, automatisk var “svigerinde” til dem alle, men ja, er man gift ind i en tyrkisk familie, er man mere eller mindre i familie med dem alle og det føles som en accept at blive kaldt “yenge”.
Det har jeg moret mig over mange gange siden 🙂
Jeg har også mødt en tyrkisk kvinde .. og var til kaffe i deres hjem. Puha hele familen var tilstede men blev jeg blev accepteret de elsker mig efter hvad kæreste siger. De spørger hvor jeg kommer