Livet bag bloggen har den seneste uge været mildest taltest kaotisk. Vi har i knap 4 måneder boet til leje i fin lille lejlighed i centrum af Alanya og selvom jeg et stykke tid har ønsket at få en større lejlighed (læs mere i indlægget her), har jeg nu egentlig været ret godt tilfreds med vores lille base.

Da vi sagde ja til lejligheden i centrum, vidste vi fra starten at der var en stor chance for at ejeren af lejligheden ville komme til Alanya i starten af oktober og selv ville benytte lejligheden der. Vi har lejet lejligheden gennem en ejendomsmægler, som fra starten har lovet os at han nok skulle finde et midlertidigt hjem til os, hvis situationen blev at ejer kom.

Siden starten af september har vi så ventet på svar om ejer havde tænkt sig at komme eller ej… Dog uden svar.

Svaret fik vi først fredag d. 23/9, da ejendomsmægleren ringer og siger vi har 10 dage tilbage i lejligheden inden ejer kommer. Ejer kommer om morgenen d. 3/10, så vi skal være ude af lejligheden inden – altså senest d. 2/10 og lejligheden skal også gøres ren inden ejer kommer. Frustrerende først at få det af vide 10 dage før, når, men pyt med ejendomsmæglerens ord på at han nok skal finde noget til os, har vi ikke det store at bekymre os om. Jeg har længe snakket om det kunne være rart med et større sted, så vi udnytter selvfølgelig situationen til at høre om vi kan blive flyttet i en større lejlighed – som vi så kan bo i fremadrettet og her starter cirkusset så…

Ejendomsmægleren har nemlig en god lejlighed på hånden som er lige os – hans ord. Ulempen er bare at der pt. bor nogle guider i lejligheden, som først flytter d. 23/10. Vi får aftalt et møde med ham d. 26/9,  men ejendomsmægler skal vise os lejligheden, vælger han at vise os den UDEFRA og fortæller om hvor god den er og den er klar til os så snart guiderne flytter ud – indtil da skal han nok finde en midlertidig bolig.

Fin nok med den midlertidige lejlighed – problemet er bare at han har ikke rigtig nogen midlertidige lejligheder til os – eller jo det har han, en meget beskidt og ulækker lejlighed nær Damlatas. OG hvordan skal vi tage stilling til om den anden lejlighed er noget for os, ved bare at sige den udefra?

For at gøre en lang historie kort, så lad os bare sige det har været en stressende og frustrerende uge, som har taget meget hårdt på mine følelser. Jeg har i løbet af ugen både nået at overveje om vi skulle flytte på hotel, om jeg skulle flytte hjem til en veninde indtil der var styr på alt og vi har nået at være ude at kigge på forskellige lejligheder med en anden ejendomsmægler. Mine følelser er gået meget op og ned, hvilket har gjort at jeg ikke har været den glade pige, jeg ellers plejer at være. Der er blevet taget dybe indåndinger flere gange, hvor jeg har måtte tælle til 10 flere gange. Hver en time hjemme har været svær og jeg har kun kunnet finde smilet lidt frem når jeg var væk fra hjemmet. Jeg er vant til det tyrkiske system og ved at ting tager tid og ofte finder man løsning på alt – mange gange i sidste øjeblik. Men med 127 andre ting i hovedet og en stram deadline på en arbejdsopgave der skulle være færdig i denne, har ugen i den grad været hård for mig. Og tankerne om ikke at vide hvor vi skulle flytte hen stressede lidt for meget, hvilket har gjort at jeg nogle dage har følt mig som en tikkende bombe.

Boligsituationen kom der først styr på lørdag d. 1/10 ved 17-tiden, hvor vi fik nøglerne til den midlertidige bolig og et par timer senere kunne vi omsider komme op og se den bolig (hvor guiderne pt. bor) som vi skal bo i permanent fremover, og hvor vi slipper for at der kommer en ejer på et tidspunkt og selv vil benytte lejligheden. Lejligheden er super fin, men det var svært at bedømme udefra og derfor fik jeg først ro i min krop, da jeg fik lov at se den indvendigt. For jeg ville ikke sige ja til en lejlighed, uden at have set den!

Det meste af dagen i går gik med at flytte (det er utroligt så meget vi eller rettere sagt jeg efterhånden har fået samlet sammen) og få rengjort lejligheder.

Situationen lige nu at vi er flyttet til Oba/Tosmur midlertidigt – inden turen om (forhåbentlig) 3 uger går tilbage til centrum. Der er faldet ro på mine tanker og følelser igen. Jeg har valgt at se på det som vi må få det bedste ud af situationen og blandt andet bruge tiden på at udforske dette område hvor jeg normalt ikke befinder mig.