Når man ser på Alanya i dag, er det næsten svært at forestille sig, hvordan byen så ud for 20 år siden. Forandringen har været enorm – ikke bare i byens fysiske udtryk, men også i stemningen, menneskene og tempoet. Det er som at sammenligne et familiealbum fra barndommen med et nutidigt portræt: genkendeligt, men alligevel forandret på næsten alle fronter.
Tiden går så hurtigt, at man næsten ikke opdager det. Og alligevel – når jeg ser tilbage, føles det som et helt andet liv. Snart er det 20 år siden, jeg for første gang satte fødderne i Alanya. Dengang anede jeg ikke, at byen skulle blive en slags anden hjem for mig, et sted fyldt med minder, venskaber og små hverdagsøjeblikke, der har sat sig fast i hjertet. Det skulle egentlig bare være en ferie. Men det blev til 3 ferier det første år og endnu flere siden. Af 2 omgange har jeg boet i byen, første gang i 8 måneder og senere 8,5 år.
Jeg husker stadig den første rejse til Alanya, den blev bestilt flere måneder i forvejen. En veninde og jeg havde bestilt forskellige rejsekataloger, som vi nøje studerede og vurderede hvilket rejsemål der passede til vores behov. Rejsen til Alanya blev booket og vi gik i flere måneder og ventede spændt på afrejse. Det var tiden inden Facebook slog igennem og de informationer der lå om destinationen på nettet var begrænset. Så det meste af den information vi havde, var det vi havde fra rejsekataloget, modsat i dag hvor der ligger alverdens tilgængelig information om diverse destinationer på diverse hjemmesider og diverse sociale medier. Jeg er selv med i dag til at skabe inspiration til kommende rejsende til Tyrkiet.
Alanya i midten af 00’erne var en anden by. Ikke bare fysisk, men også i stemning og tempo. Det var en tid, hvor turismen stadig havde noget uspoleret over sig. Når man gik ned ad gaderne, blev man mødt af tjenere og butikssælgere, der stod klar på hvert hjørne – nærmest som en del af byens puls. Der var smil, høje råb, håndtegn og uendelige invitationer: “Come see my shop!”, “Just looking, no pressure!”. Man kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, selv når man havde hørt de samme sætninger ti gange på én dag. Og tro mig, man kan stadig opleve at blive råbt efter (særligt hvis man går i bazaren), men det er slet ikke samme niveau som da jeg startede med at komme i Alanya.
En del restauranter og hoteller havde på det tidspunkt deres faste “3-retters koncept”, som nærmest blev en slags fast tradition. Først en rygende varm tomatsuppe – uanset hvor man kom hen. Den blev serveret med brød, revet ost og et stort smil, og uanset hvor mange gange man fik den, smagte den altid af ferie. Hovedretten var ofte en bøf – nogen gange en lidt sej én af slagsen, andre gange overraskende god – med ris, kartofler og grillede grøntsager. Og ofte var portionen så stor, så man var godt mæt efter den. I det hele taget er appetitten bare ikke den største i 40 graders varme. Og så selvfølgelig: bananasplitten. Tre kugler is, lidt sirup, flødeskum og banan. Det var ikke gourmet – men det var hyggeligt, det var velkendt, og det var en del af oplevelsen.
Og lad os ikke glemme underholdningen. Mange steder forvandlede aftensmaden sig til et lille show. Tjenerne kastede sig ud i dans – nogle akavede, andre imponerende smidige. Ofte kom der også en mavedanser eller folkedansgruppe på besøg, som tydeligvis var booket ind til flere steder samme aften, for de var altid meget hurtigt afsted i den ventende transport når sidste dans var overstået. Der var lotteri, hvor man kunne vinde gavekort til en af byens mange guldbutikker eller en ægte læderjakke. Der var sang, der var grin, og der var den dér særlige stemning, hvor ingen rigtig ville hjem, selv når desserten var spist. Og selvom det for mange af os kan føles som en fjern fortid, så foregår det stadig en del steder i Alanya,
Før i tiden var en tur på bazaren eller en middag med tjenerdans og tyrkisk lotteri højdepunktet for mange feriegæster. Der var charme i det – noget simpelt og underholdende. I dag er det sociale liv mere sofistikeret: vinbarer, rooftop-restauranter, jazz-aftener og kunstudstillinger er blevet en del af byens identitet. Samtidig er der opstået fællesskaber og foreninger for udlændinge, som samles til sprogkurser, madlavning, fællesspisning og udflugter.
Dengang var der også mange børn på gaden, som forsøgte at sælge armbånd og små souvenirs. De kom stille hen, kiggede op med store øjne – våde hundeøjne, som man sagde – og håbede på at få solgt noget. Det var hjerteskærende og tankevækkende. Alanya var ikke bare ferie og solskin – det var også et møde med en virkelighed, der var anderledes end den, vi kom fra.
Byens udtryk var også et andet dengang. Alanya centrum havde masser af åbne grunde – små, støvede arealer med byggekraner, gamle mure og marker, der vidnede om en by i forandring. Det var en tid, hvor mulighederne stadig lå åbne, og hvor udviklingen var mærkbar år for år. I dag er mange af de områder dækket af moderne lejligheder, butikker og hoteller, og det er svært at forestille sig, hvordan det engang så ud. Og byen fortsætter hastigt med at vokse.
Og caféerne? Dem skulle man virkelig lede efter. Der fandtes nogle få, men de var langt fra det, vi ser i dag. Det var mere bagerier der havde lidt borde, hvor man kunne sidde og nyde et stykke kage og kaffe (typisk Nescafe) eller tyrkisk te. Eller også var det de små kaffesteder, hvor der sad tyrkiske mænd og drak te og spillede tavla. I dag er Alanya spækket med stilfulde steder med lækker kaffe, moderne indretning og havudsigt. Men dengang… var det lidt af en jagt at finde et hyggeligt sted, hvor man bare kunne sidde, nyde en kop og kigge på livet. Omvendt havde det også sin charme at sidde ved et lille lokalt bageri og bare nyde omgivelserne. Og hvis du bare bevæger dig lidt op i sidegaderne, så finder du stadig de små tyrkiske bagerier og kaffestederne hvor mændene spiller tavla.
Det er utroligt, hvor meget der kan ske på 20 år. Alanya har udviklet sig enormt – både som by og som destination. Der er kommet mere luksus, flere muligheder, og meget er blevet mere moderne og professionelt. Men med al udvikling følger også et strejf af nostalgi. For selvom det er skønt at se byen blomstre, så savner jeg indimellem det gamle Alanya. Det rå og uslebne. Det personlige. Det charmerende kaos.
På trods af udviklingen er noget heldigvis det samme. Du finder stadig den lokale grønthandler, hvor du får et ekstra æble med i posen “fordi du smiler så sødt”. Du ser stadig børn spille fodbold i gyderne, og ældre damer der hænger vasketøj op på tagene. Du hører stadig muezzinens kald til bøn, duften af friskbagt simit fra en vogn – og du mødes stadig med varme, når du siger “Merhaba”.
Forandringen i Alanya over de sidste 20 år har gjort byen mere kompleks, mere moderne og mere tilgængelig. Men det er stadig en by med hjerte og historie. Måske har tempoet ændret sig, men følelsen – den dér særlige Alanya-følelse – den lever stadig i bedste velgående.
Men én ting har ikke ændret sig. Følelsen af at være velkommen. Følelsen af at komme hjem – selv når man er på ferie. Alanya har stadig sit varme hjerte.
