Hvis du nogensinde har boet i Tyrkiet – eller blot besøgt landet mere end et par dage – har du nok bemærket, at visse ting fungerer helt anderledes end derhjemme i Danmark.
Nogle ting virker måske direkte absurde set med danske briller, mens andre er geniale løsninger, du ville ønske fandtes nord for grænsen. Tyrkiet er et land fyldt med kontraster, varme og vidunderlige vaner, der nogle gange kun giver mening… i Tyrkiet.
Her får du 10 eksempler på netop de ting, som kun tyrkere forstår – og som vi andre langsomt lærer at elske.
1. Trafikken har sine egne regler – og de ændrer sig hele tiden
I Danmark er vi vant til, at man stopper for rødt, kører efter færdselsloven og generelt har en civiliseret tilgang til trafikken. I Tyrkiet? Ikke helt.
Tyrkiets trafik er et levende, kaotisk og til tider kreativt teater. Blinklys bliver ofte opfattet som pynt, overhalinger sker både indenom og udenom, og fodgængerovergange er kun vejdekorationer. Samtidig er der en næsten poetisk logik i galskaben: Alle ved, at hvis du tøver, mister du retten til at være der. Det er den hurtigste og mest beslutsomme, der har forkørselsret.
Og så er der hornet – det hellige horn. En tyrkisk bilist kommunikerer alt gennem hornet: “Pas på!”, “Kør nu!”, “Hej!”, “Flyt dig!”, eller blot “Jeg er her!”. Det er et sprog i sig selv, og efter lidt tid begynder man faktisk at forstå det.
2. Te serveres til alt – bogstaveligt talt alt
Forestil dig, at du går til en bankrådgiver i Danmark og får serveret en kop te, mens du diskuterer rentevilkår. Det sker ikke. Men i Tyrkiet er det utænkeligt ikke at tilbyde dig te – uanset om du sidder hos skrædderen, venter hos mekanikeren, besøger en offentlig myndighed eller endda står midt i en forhandling.
Tyrkisk te, eller “çay”, er selve livsnerven i socialt samvær. Den lille tulipanformede glas bliver fyldt og genfyldt, og afvisning opfattes ofte som en mindre fornærmelse. Te er ikke bare en drik, det er en gestus, et ritual, og en måde at sige: “Du er velkommen her.”
3. Dolmuş – det kollektive taxikaos, der faktisk fungerer
Hvis du aldrig har prøvet en dolmuş, har du ikke rigtig oplevet Tyrkiet. Det er en form for minibus, der kører på faste ruter – men uden faste køreplaner. Den kører, når den er fyldt. Du vinker den ind, stiger på, siger hvor du skal hen, og betaler et beskedent beløb. Vil du af, siger du bare “inecek var!” (nogen skal af), og chaufføren standser øjeblikkeligt – også midt i trafikken.
Det kan virke som kaos, men det er effektivt, hurtigt og ekstremt lokalt. Og du får samtidig en snert af tyrkisk hverdagsliv: Børn, bedsteforældre, skoleelever og forretningsfolk stimlet sammen i én lille bus med aircondition på lavt blus og tyrkisk pop i radioen.
4. “Yarın gel” – det berømte tyrkiske løfte
Hvis du beder en håndværker om at komme og reparere noget, og han siger “yarın gel” (jeg kommer i morgen), så skal du vide: Det betyder ikke nødvendigvis i morgen. Det kan betyde om en uge, måske to, eller måske aldrig.”Yarın” er blevet et kulturelt begreb. Det handler ikke om løgn, men om høflighed og håb. Det ville være uhøfligt at sige “nej”, så man siger “i morgen” i stedet. Løsningen? Smil, ring igen, og vær vedholdende.
Tyrkiet lærer dig tålmodighed – på den hårde måde.
“Yarın gel” betyder bogstaveligt: “Kom i morgen”.
Men – og her kommer det kulturelle twist – i praksis betyder det ofte ikke faktisk i morgen. Det er en af de klassiske tyrkiske vendinger, som har fået lidt af en ironisk undertone, især blandt udlændinge og tyrkere selv. Når nogen siger “Yarın gel”, kan det meget vel være:
Et udtryk for at udskyde ting uden at sige direkte nej
En måde at undgå konflikt eller ubehag
En håbefuld, men ikke forpligtende, tidsangivelse
Så mens den direkte oversættelse er “kom i morgen”, ved alle i Tyrkiet (inklusiv tyrkerne selv), at det ofte betyder: “ikke i dag – måske i morgen… måske næste uge… måske aldrig”.
Derfor bruges det i folkemunde og humoristisk sammenhæng ofte som et symbol på udsættelser og vage løfter.
5. Børn er alles ansvar
I Danmark passer man sine egne børn. I Tyrkiet passer alle på børnene. Ser en gammel dame et barn løbe mod vejen, så tager hun det i hånden. Kysser det måske også på kinden. Personalet på en restaurant underholder børnene, mens forældrene spiser. Chaufføren hjælper en skoleelev på plads og spørger, om han har spist.
Det er ikke usædvanligt, at fremmede giver små gaver, slik eller råd til andres børn – også selv om forældrene ikke kender dem. Nogle danskere kan finde det grænseoverskridende, men det er udtryk for en dyb kollektiv omsorg, der er svær ikke at sætte pris på i længden.
6. Høflighed og hierarki i hverdagen
Det tyrkiske sprog og kultur er fyldt med nuancer af respekt. Du siger ikke bare “du” til alle – du bruger “siz” til ældre eller fremmede. Der er faste vendinger til næsten alle sociale situationer: “Afiyet olsun” før og efter måltider, “Kolay gelsin” til dem, der arbejder, og “Geçmiş olsun” til dem, der er syge – også selvom de bare har hostet én gang.
Og du rejser dig op, når en ældre træder ind. Du hilser på alle i rummet, ikke kun dem du kender. Der er et dybt forankret respekt-hierarki, som ikke kun handler om alder, men også status, familie og omgangsformer. Det virker måske gammeldags, men det skaber en varm form for samvær, som mange danskere ender med at savne.
7. Du handler ikke – du forhandler
I Tyrkiet er prisen sjældent fast – især ikke på basarer, markeder eller mindre butikker. Forhandling er en kunstart. Den første pris er bare et forslag. Du siger nej tak, ser lidt fornærmet ud, begynder at gå, og pludselig falder prisen med 40 %.
Det er en social dans. Sælgeren ved, du prutter – og du ved, at han regner med det. Det kan være grænseoverskridende for danskere, der er vant til fast pris og kvittering. Men i Tyrkiet er det helt naturligt – og endda forventet. Du bliver bedre med tiden. Og det føles ret godt, når du går derfra med et tæppe til halv pris og et smil på læben.
8. Familie er ikke bare nær – den er overalt
Det tyrkiske familiebegreb er enormt. Ikke kun i størrelse – men i betydning. Onkler, tanter, fætre, kusiner og svigerfamilie er tæt på hinanden, ofte fysisk, og de blander sig i alt. Når du bliver gift med en tyrker, gifter du dig ikke kun med én person – du bliver en del af hele klanen.
Familie spiller en stor rolle i beslutninger, opdragelse, økonomi og fritid. Det kan føles overvældende for skandinaver, der værdsætter privatliv. Men med tiden ser man også styrken: Ingen er nogensinde helt alene i Tyrkiet.
9. Livet foregår udenfor – året rundt
Tyrkere elsker at være ude – ikke kun fordi klimaet tillader det, men fordi det sociale liv blomstrer på gaden, på torvet, på altanen og i parken. Mændene samles omkring et backgammonbord (“tavla”) på gadehjørnet, kvinderne snakker fra altan til altan, børn leger til sent på aftenen.
En aften i Tyrkiet kan hurtigt ende med grill på stranden, spontant te-selskab på naboens terrasse, eller en improviseret picnic i en rundkørsel. Danskere, der er vant til at være indendørs fra oktober til april, kan lære meget af tyrkernes evne til at gøre udendørsliv til hverdag – ikke undtagelse.
10. Alt er muligt – hvis du kender de rigtige
Der er et udtryk i Tyrkiet: “Hallederiz” – vi klarer det. Det bliver sagt med et smil, og det betyder, at regler og strukturer er til for at blive bøjet. Har du ikke de rigtige papirer? Kend nogen, der kender nogen. Lukket kontor? Måske åbner de for dig. Mangler du noget svært at finde? Onkelens svoger kan måske skaffe det.
Det handler ikke om korruption, men om netværk og fleksibilitet. Bureaukrati eksisterer – men er sjældent uovervindeligt. Hvis du har de rette kontakter, kan det umulige blive muligt. Det er frustrerende, uforudsigeligt – og lidt fascinerende. Man lærer hurtigt, at netværk og relationer betyder alt.
Når Tyrkiet begynder at give mening
De fleste af os starter med at undre os, ryste på hovedet eller blive forvirrede over tyrkisk logik. Men langsomt, næsten umærkeligt, begynder det hele at give mening.
Du hilser med “Kolay gelsin”, drikker fem kopper te om dagen, vinker en dolmuş ind med selvsikker mine – og glemmer at blive sur, når håndværkeren ikke dukker op.Tyrkiet er ikke bare et sted. Det er en rytme, en kultur, en måde at være i verden på.
Og når du først er begyndt at forstå det, begynder du faktisk at savne det, når du ikke er der.
