Patates bulgur pilavi – Tyrkisk bulgur med kartofler er en lækker tyrkisk ret, der kan nydes hele året rundt og så er den nem at lave.
En af de opskrifter der er dagligt bliver besøgt aller mest er opskriften på bulgur pilavi, en opskrift på en lækker ret/tilbehør som vi også ofte laver herhjemme. Er du vild med retten, så prøv også gerne at lave denne udgave; tyrkisk bulgur med kartofler (på tyrkisk kaldet patates bulgur pilavi).
I det område min bedre halvdel er vokset op er det mere normalt at man spiser bulgur end ris, som de fleste tyrkere ellers er glade for at spise. I flere hundrede år var det mest udbredt at spise bulgur, i kraft af at hvede blev og stadig dyrkes i stor stil. Min kære svigerfar har da også selv sine egne hvedemarker, hvorfra vi bliver forsynet med bulgur.
Bulgur er dampede, afskallede, knækkede og tørrede kerner af hvedearter, men oftest af durumhvede. Bulgur stammer fra det mellemøstlige køkken. Bulgur er velegnet i farsretter, pasta, salater, brød eller som erstatning for ris og kartofler.
Tyrkisk bulgur
Med tiden har jeg efterhånden lært at lave et hav af bulgurretter, men særligt begejstret er jeg for bulgur pilavi. Det er en enkelt ret, som kan laves med ingredienser vi altid har i hjemmet og så smager det himmelsk.
Bulgur pilavi kan laves på forskellige måder og med forskellige ingredienser (f.eks. oksekød, kylling, kartofler mm.). Jeg har også tidligere delt opskriften på både klassisk bulgur pilavi (tyrkisk bulgur) og etli bulgur pilavi (tyrkisk bulgur med kød).
Patates Bulgur Pilavi / Tyrkisk bulgur med kartofler opskrift
(til 4 personer)
Ingredienser:
200 gram bulgur
1 løg
1-2 store kartofler
1 tomat
1 grøn peber (civri biber)
50 gram smør
1,5 spsk tomatpure
5 dl vand
1 boullionterning
Kirmizi pul biber (chiliflager)
salt
Fremgangsmåde:
Start med at hakke løget. Skræl kartoffel og skær i mindre stykker (1-2 cm) Skyl bulguren i en si. Hæld olie i gryden, put løg i og rør rundt og tilsæt så kartoffelstykkerne, rør rundt i 1-2 minutter.
Tilsæt herefter tomatpure og rørt rundt, lad det trække lidt. Bland bulguren med resten og rør det godt sammen, fyld derefter vand og boullion i gryden. Det skal gerne passe med at der ligger vand 2-3 centimeter over bulguren. Rør rundt til det begynder at koge og skru herefter ned for blusset, læg låg på gryden og lad det passe sig selv ca. 10 minutter. Rør da rundt og tjek evt om det skal have ekstra vand, tilsæt salt og chiliflager efter smag.
Når du ikke kan se mere vand ved overfladen, sluk da for blusset og lad bulguren står og trække 10-15 minutter, inden den serveres.
Bulgur pilavi er en god erstatning i stedet for ris og smager fantastisk sammen med både köfte, kylling og fisk. Skal du/I have en kødfri dag, smager det også lækkert sammen med en god omgang salat og evt tzatziki. Bulgur pilavi kan sagtens holde sig et par dage i køleskabet, hvis du ønsker at lave en større portion.
Har du en anden version af nogle af de opskrifter jeg ligger her på siden, er du altid velkommen til til at ligge en kommentar.
Jeg må hellere lige bemærke, at når jeg ligger opskrifter ud, at lige som der kan være mange variationer af danske opskrifter, gør det samme sig gældende i Tyrkiet. Hvert område og hver husmor har sin måde at lave mad på. Dette er den måde jeg har lært af min svigermor.