Så fik jeg omsider tid til bloggen…

Det er ikke mange dage siden at jeg kom hjem fra  Nordcypern. Med mig hjem fra turen, havde jeg desværre fået mig en omgang forkølelse, som slog ud i en omgang influenza. Influenza og feber er bare ikke sjovt at kæmpe med når temperaturen viser omkring de 40 grader – ærligt talt er det ulideligt.

Og hvorfor har sygdom det altid med at komme ubelejligt? Hvorfor kommer det på det tidspunkt, hvor man mindst af alt har tid til at ligge sig syg?

Da jeg kom hjem fra Nordcypern havde jeg/vi 3 dage til at nå hvad der føltes som 1000 forskellige ting, bl.a. at få indhentet noget online arbejde, pakke hele hjemmet ned, flytte for derefter at pakke hele hjemmet ud igen, så det meste stod klar til tirsdag. Min bedre halvdel har selvfølgelig også hjulpet alt det han kunne og mere til, samtidig med arbejdet skulle passes. Grunden til at det hele skulle nåes inden tirsdag, skyldtes at der kom min kærestens farbror plus kone til Alanya.

Onklen/farbroderen bor normalt delvist i Tyskland og Tyrkiet (rettere sagt Abusaagi), han har dog ikke været i landsbyen de gange jeg har været deroppe. Han har været en gang i Alanya for år tilbage og konen har aldrig været her, så der skal selvfølgelig bruges lidt tid på at lege turister.

Første dag blev brugt med en tur på Zencefil, for at nyde en lækker brunch, en tur på tirsdagsmarkedet og en tur ned til havnen. De næste dage kommer til at gå med en tur op til borgen, strandture og en tur til Dim Çayı.

De skal være her en uges tid og i de dage bor de selvfølgelig hos os, hvilket betyder at vi også er lidt mere på hele tiden. Særligt imorgen kommer vi til at være en del på, da flere af kærestens fætre og kusiner plus børn kommer på besøg – jeg ser frem til at møde en større del af familien.

Jeg døjer stadig med forkølelse, men heldigvis er jeg begyndt at få det bedre. Men lige nu må jeg nok ærligt indrømme at jeg glæder mig til at få noget alene tid når onklen er rejst hjem.