Med en kæreste der arbejder på restaurant og som har arbejdet der i flere år, er det unormalt at han har mange stamgæster, samt mange gæster der er blevet til venner, og der trofast besøger ham når de gæster Alanya. En stor del af dem har fulgt med i hans liv i flere år og efter jeg er kommet ind i spillet, så er disse personer selvfølgelig nysgerrige for at møde giraffen.
Er jeg på restauranten for at spise eller drikke kaffe med en veninde, er det da heller ikke unormalt at han stolt viser mig frem for nogle af de gæster der er i restauranten. Er jeg ikke på restauranten (hvilket jeg ikke kan være hver dag eller uge), sker det med jævne mellemrum at han ringer og spørger om jeg ikke nok vil komme ned og hilse på nogle af hans gæster, hvilket jeg jo selvfølgelig gør hvis jeg har tid. Og jeg må nok ærligt indrømme, at det er ikke altid jeg når at sætte mig så meget ind i hvem det er, som jeg er på vej ned for at møde. Ofte skyldes det dog at jeg bliver ringet hurtigt op i et ledigt øjeblik og spurgt om jeg ikke lige kan komme og inden jeg kan nå at spørge hvem jeg skal møde, bliver der lagt på i den anden ende pga. travlhed.
De seneste dage har været travle hos os og det er ikke meget vi har nået at se til hinanden. Søndag ringede kæresten dog kort og sagde at jeg ikke skulle lave nogle planer mandag aften, fordi der kom nogle af hans brors gode venner fra England – broren er bosat i London. Jeg fik ikke spurgt mere til det i løbet af søndagen og i løbet af mandagen mindede min bedre halvdel mig om at jeg skulle huske at kigge forbi i løbet af aftenen.
På vej ned til restauranten gik jeg og tænkte over hvem det mon var jeg skulle møde og om jeg ville falde godt i spænd med dem.
Ind kom jeg på restauranten og ved et bor sad 10 glade englændere, 5 voksne og 5 børn. Jeg blev straks ført over til den ene kvinde, som tog imod mig med kys og kram og kunne ved eftertanke godt huske at jeg havde set hende før på et billede. Det var intet mindre end storebroderens engelske kæreste (eller rettere sagt forlovede, det er dog ikke offentliggjort overfor den tyrkiske del af familien endnu), der var kommet til Alanya for at besøge os. Hun er i disse dage på ferie på en luksushotel ude ca 35-40 min kørsel fra Alanya og igår kom hun ind til byen for at møde os. 😉
Den aften som jeg havde været spændt på hvordan skulle udvikle sig, endte med at blive udvikle sig til en hyggelig aften, hvor vi blandt andet fik sammenlignet forskelle/ligheder på de to brødre, snakket om vores begges passion; nemlig at rejse og jeg kunne fortælle vidt og bredt om mødet med den tyrkiske svigerfamilie samt vise billeder derfra – en oplevelse hun endnu har tilgode, selvom hun flere gange har snakket med dem via Skype.
Hun rejser hjem lørdag, men satser allerede nu på at kommer og besøge os hvert fald en gang mere i løbet af de kommende dage. Og så håber vi på at næste gang hun rejser til Tyrkiet at hun får lokket storebror med, da han ikke har været i Tyrkiet i over 8 år.
Gårsdagen snak fik mig til længes endnu mere efter at se svigerfamilien – men som det ser ud nu bliver det først til september eller oktober at jeg når en tur dertil.