Så blev det tid til en lille hilsen fra Abusagi.

Midt i Tyrkiet, et lille stykke udenfor Nevsehir ligger Abusagi/Abuusagi, ja selv blandt vejskiltene her er der ikke enighed om hvordan byens navn staves. Landsbyen er lille og bliver stille og roligt mindre i takt med at ungdommen søger til de større byer for at studere, arbejde og bosætte sig, samt den ældre generation stille og roligt uddør. Den seneste indbygger optælling opgivet på Wikipedia blev lavet i 2007 og her boede 1580 personer, eller var hvert fald registreret. Efter min svigerfars skøn er det tal faldet til omkring 700 idag.

Byen har intet supermarked, men 1-2 kiosker hvor man kan købe lidt fornødenheder. Indkøb klares i de større byer omkring landsbyen og derudover har de fleste her et lille landbrug som også er med til at bidrage til at der kommer mad på bordet. Her er livet på mange punkter mere simpelt og travlheden som findes i storbyerne er ikke her.

Udefra syner byen ikke af meget og har man ikke noget man skal her, vil det højst sandsynligt være en by man aldrig kommer forbi eller som man bare kører igennem uden at skænke byen en tanke.

For mig betyder byen allerede en del. For mig er Abusagi nemlig lig med hjertevarme, familietid og så har byen en masse historie som jeg gerne vil have bliver givet videre til de børn, min bedre halvdel og jeg forhåbentlig får en dag.

I Abusagi bor mine svigerforældre, i mange år boede de et i det hus som min bedre halvdels farfar havde bygget i sin tid. Udefra ser huset ikke ud af meget og når man kommer ind i det er der kun få rum og det kan være svært at forestille sig hvordan 12 mennesker har boet her, men ikke desto mindre var det tilfældet i mange år.

Ved siden af det gamle hus ligger familiens nuværende bopæl. Svigerforældrene bor idag i en bygning som faderen selv har bygget i fællesskab med hans bror, her har de boet de sidste mange år. Halvdelen af bygningen er svigerfars.

I stueplan har mine svigerforældre garage med plads til traktoren, redskaber og bilen, rummet har også et større køkken, som bruges meget i sommerperioden, hvor livet leves mere udendørs. Derudover har baba og anne 2 lejligheder fordelt på hhv. 1. og 2. etage og på første 1. etage har de deres nuværende bolig. Lejligheden over er lavet i tilfælde (og ønsket om) en af deres 4 børn skulle have lyst at bosætte sig her, indtil videre har det dog ikke været tilfældet og jeg tvivler på at det nogensinde bliver tilfældet.

Her mangler hverken plads eller hjertevarme. Men for mig er det heller ikke byen jeg drømmer om at bosætte mig i. Men jeg drømmer at vi som par og forhåbentlig som familie en dag kan tilbringe mere tid her hvert år. For selv om Alanya er skøn og danner rammerne om vores hverdag, så er Abusagi i vores hjerter og må ikke glemmes.

Det har desværre regnet næsten lige siden jeg kom til byen, så indtil videre har vi været mest indendørs og hygget. Billederne i indlægget er fra sidste gang jeg var her. Heldigvis ser det ud til at lysne lidt op nu og de næste par dage ser vejrudsigten bedre ud, så kan jeg forhåbentlig fået taget lidt flere billeder.