Det impulsive liv
Alle indlæg Hverdag

Det impulsive liv

Ærligt – så er jeg en person, der dagligt bruger en del timer sammen med min bærbare. Jeg bruger min bærbare til at opdatere mine hjemmesider (i øjeblikket primært Alletidersgave), blogge, følge med i nyheder og holde kontakten ved lige med familie og venner i Danmark. Fordelen ved at jeg på nuværende tidspunkt selv hersker meget over min tid, gør også at jeg kan slukke pc´en når jeg vil og være impulsiv.

Noget af det jeg virkelig sætter pris på ved livet i Alanya, er at mange gode oplevelser sker på baggrund af impulsive handlinger.

Ofte hernede har man ingen planer, men det kan hurtigt ændres ved et tilfældigt møde med en ven eller bekendt, som giver lejlighed til et socialt tiltag. Og inden man ved af det, bruger man pludselig den halve aften på en balkon, i selskab med venner, bekendte, en kande cay og et fad frugt. Mere skal der ikke til. De aftener/aftaler er impulsive og uden forventninger til hinanden.

Det er netop de manglende forventninger der gør oplevelsen god. I Danmark  (i hvert fald hvor jeg kommer fra i Danmark), var det normalt at man inviterede venner i god tid.  Planlagde en hyggelig aften, med god mad, en flaske vin og hvad der ellers hører til. Huset gjort rent, maden er klar, man har selv lige været i bad – når det ringer på døren… Både gæster og en selv havde en vis portion forventninger – som skulle indfries. Selvfølgelig har der også været tilfælde hvor at jeg mødtes med nogen spontant til en kop kaffe eller middag, men oftest skulle det planlægges og aftales god tid i forvejen.

Ingen tvivl om at det har været masse hyggelige stunder i Danmark – men jeg værdsætter de impulsive oplevelser som er en del af hverdagen i Alanya. Jeg nyder det impulsive liv!




Skriv et svar