Når man har levet i to kulturer, er det let at føle sig splittet. Man kan føle, at man hører lidt til begge steder – og samtidig ikke helt hjemme nogen steder. Men med tiden har jeg opdaget, at det også er en gave. At kunne vælge. At kunne tage det bedste med sig – uanset om man befinder sig i Danmark, Tyrkiet eller et helt tredje sted.
For vi behøver ikke give slip på noget for at få noget andet. Vi kan godt bære begge dele med os.
Jeg nåede selv at bo næsten 9 år i Tyrkiet og for mig vil det altid være mit andet hjem.
Fra Danmark tager jeg…
Den frihed, der ligger i strukturen. Ligeværdigheden i samfundet. Tiden til fordybelse. Den måde børn får lov at være børn på – med plads til leg, spørgsmål og selvstændighed.
Jeg sætter pris på ærligheden i kommunikationen. At ting ofte bliver sagt, som de er, uden omsvøb. Det kan virke direkte – men det skaber også klarhed. Og jeg har lært, at det faktisk er en form for respekt.
Og så er der naturen. Stilheden. Den friske luft. Muligheden for at gå en tur og høre fugle, uden bilhorn og larm. Det rodfæster mig.
Fra Tyrkiet tager jeg…
Varmen – både den menneskelige og den klimatiske. Imødekommenheden. Den naturlige gæstfrihed, hvor man altid har plads til én til ved bordet, og hvor “kom forbi til çay” ikke er en høflighedsfrase, men en reel invitation.
Jeg tager med mig den dybe respekt for ældre. De tætte familiebånd. Den måde, man taler med – ikke bare om – hinanden. Og den uformelle måde at være sammen på, hvor man ikke behøver aftale alting to uger i forvejen.
Jeg bærer også madkulturen med mig. Ikke bare opskrifterne – men det, maden repræsenterer: nærvær, omsorg og kærlighed gennem noget så simpelt som et måltid.
At vælge bevidst – i stedet for automatisk
Det smukke ved at have levet i to kulturer er, at man begynder at se sine valg lidt mere udefra. Man bliver bevidst om, hvad man ønsker at videreføre – og hvad man måske ikke længere føler sig forbundet til.
Det handler ikke om at være halvt dansk og halvt tyrkisk. Det handler om at være helt sig selv – med inspiration fra begge steder.
Jeg tror, mange af os, der har boet i udlandet, gør det lidt ubevidst: vi skaber vores egen tredje kultur. Et personligt miks, hvor vi sammensætter vores værdier, vaner og hverdagsliv ud fra det, der føles rigtigt – og ikke bare det, der “er normalt” i det land, vi er i.
Og det giver frihed. For når man først opdager, at man ikke behøver vælge mellem to identiteter, kan man begynde at bygge sin egen.
Og det bedste er…
… at det hele kan være med. Både çay og kaffe. Både spontane besøg og planlagte aftaler. Både dansk julehygge og tyrkisk ramadanstemning. Både stilhed og samtaler. Vi kan være broen mellem to steder – og stadig stå stærkt i os selv.
Så uanset om jeg en dag igen bosætter mig i Tyrkiet, bliver i Danmark, eller ender et tredje sted, så ved jeg én ting:
Jeg bærer det bedste fra begge verdener med mig. Og det slipper jeg aldrig
