Gravid i Tyrkiet

Først vil jeg starte med at sige tusind tak for den gode respons på Emilies gæsteblogindlæg om at være gravid i udlandet. Har du endnu ikke læst det, så læs det her.

I forbindelse med at Emilie delte hendes tanker, er der kommet mange kommentarer samt henvendelser fra andre skandinaviske kvinder, der har født i Tyrkiet. Alle kan nikke genkendende til dele af eller alle de frustrationer Emilie oplevede ved at være gravid i Tyrkiet. Og samtidig har jeg modtaget flere privatbeskeder, med personlige oplevelser samt spørgsmål til min oplevelse med graviditet og fødsel i udlandet. Modsat Emilie, har jeg kun været gravid i Tyrkiet. Jeg har de seneste dage gået og vurderet om det er noget jeg ønsker at dele og hvor meget. Men jeg tror det er vigtigt at få sat ord på det, hvert fald en del af det.

Jeg vil gerne fra starten understrege at jeg havde en god graviditet og som flere undervejs kommenterede, så strålede jeg. Det var en længe ventet drøm, der gik i opfyldelse. At rejse hjem til Danmark for at føde var ikke en mulighed for os af flere årsager.

Noget af det jeg særligt kan nikke genkendende til ved Emilies beskrivelse, er mængden af medicin der bliver udskrevet. Men min erfaring er nu også at selv ved en simpel forkølelse, får man alverdens præparater. De hyppige hospitalsbesøg oplevede jeg også, men de var dog ikke nær så hyppige som Emilies.

Jeg var til kontrol ca. hver 3. Uge og den sidste tid noget oftere. Her er det vigtigt at bemærke at i mit tilfælde var det en tvillingegraviditet. Jeg ved at man både i DK og TR har ekstra kontrol ved flerlingegraviditeter. Jeg nød at komme afsted så ofte, for det var befriende for mig at se vores piger ved hver scanning. Mine brødre er tvillinger og blev født al for tidligt, jeg frygtede det samme skulle ske i vores tilfælde.

Ved graviditet i Tyrkiet, kan man selv vælge om man ønsker at benytte det offentlige, som skulle være gratis eller privathospital. Vi valgte privathospital, da vores erfaring er at det er bedre. På de forskellige hospitaler i Alanya, er der forskellige gynækologer (som også fungerer som fødselslæger) ansat, men der er også rigtig mange gynækologer der har privatklinik og så er tilknyttet et hospital. Vi undersøgte mulighederne og valgte en gynækolog ansat på et privathospitalerne.

Ved almindelige kontrol, betalte vi ca. hveranden gang og så var den næste gang gratis. Min mands forsikring dækkede lidt af prisen. Ved blodprøver, nakkefoldsscanning mm. betalte vi ekstra. De første gange kostede almindelig kontrol ca. 250 lira, men i takt med inflationen, steg priserne også på hospitalsbesøg og jeg mener til sidst gav vi næsten 400 lira for en konsultation. Jeg tør ikke tænke på hvordan priserne er nu.🙈

Jeg fik ikke nogle forbud fra lægen på privathospitalet, andet end jeg skulle være opmærksom på hvor meget jeg belastede kroppen og huske at lytte til kroppens signaler. Og dog jeg fik forbud mod at drikke kaffe. Men min morgenkaffe – den skal ingen tage fra mig. 😅 Da jeg ville til Danmark på ferie midt i graviditeten, var det heller ikke noget problem.

Undervejs i graviditeten var vi forbi det lokale lægehus nogle gange, primært fordi de blev ved at ringe og sige vi skulle komme forbi. Her betalte vi ikke noget for konsultationer, men udstyret var gammeldags og ingen mulighed for ultralydsscanning. Lægehuset er også der, hvor vi efterfølgende er kommet til kontrol med pigerne og alle deres vacciner foregår. Den nu pensionerede sygeplejerske, der tilså mig på lægehuset under min graviditet, gav mig en længere liste med hvad jeg ikke måtte indtage og alverdens forbud. En del af dem minder om dem Emilie fik. Men det var ikke noget jeg tænkte videre over. Jeg har gennem hele min graviditet lyttet til de danske anbefalinger til gravide.

Jeg endte med at få kejsersnit. Men det var meget sent i graviditeten, vi fik af vide at det nok blev tilfældet.

Flere gange under min graviditet blev jeg spurgt af tyrkiske venner, bekendte og naboer om hvem der kom og hjalp mig ved fødslen. Her i Tyrkiet er det meget normalt at et familiemedlem enten fra mandens eller kvindens side træder til og hjælper den første tid – både på hospitalet og i hjemmet. I starten ønskede jeg ikke noget hjælp. Men da jeg indså at min mand nok ikke kom til at holde særlig meget barsel, takkede jeg ja til at hans søster kom og hjalp lige op til fødslen og efter. Hvilket skulle vise sig at være meget heldigt, for jeg var ikke i stand til særlig meget den første tid.

Fødsel i Tyrkiet og tiden efter

Kejsersnit her er i Alanya virker mere som reglen end undtagelsen. Om det er også er sådan i resten af Tyrkiet, ved jeg af gode grunde ikke. Men det skal ikke komme bag på mig hvis det er tilfældet. Husk på der er mange tilfælde hvor kejsersnit er den rette løsning. Men det virker som om at det økonomiske vægter højere end hvad der er bedst for den enkelte kvinde. Samtidig planlagt kejsersnit kan overstås hurtigt, mens en almindelig fødsel kan vare flere timer og evt. døgn. Og ved et planlagt kejsersnit, er kvinden også sikker på at få den gynækolog, der har fulgt hende i hele graviditeten. I Tyrkiet har man ikke både fødselslæger, jordemødre mv. som vi er vant til fra Danmark. Her er det mere en “alt-i-en” udgave, hvor det er en gynækolog som varetager alt omkring graviditeten og fødslen.

For en del tyrkiske kvinder, virker det også som de er fint tilfredse med et planlagt kejsersnit, for så kan de nå at planlægge alt omkring fødslen og undgå evt. smerter ved vaginal fødsel.

Men jeg skal hilse og sige at man sagtens kan få mange smerter ved kejsersnit. De første uger efter kejsersnittet kan det gøre frygtelig ondt i operationsarret. Jeg var så “heldig” også at få ondt i højre skulderblad efter fødslen og kunne de første par dage ikke holde mine piger uden at have voldsomme smerter. At rejse mig fra en stol var et mareridt. Når jeg skulle sove, kæmpede jeg med at finde en nogenlunde behagelig stilling. Efter et kejsersnit får nogle kvinder ondt i højre skulder, da luft i maven trykker på nerverne til skulderen. Så dette er hverken lægens eller hospitalets skyld, jeg var uheldig.

Men skulderen var desværre ikke det værste. Det var min mave, som i løbet af dagene efter graviditeten endte med at blive helt sort. Og her snakker vi ikke bare om et lille område. Flere i nær omkreds så min mave på det tidspunkt og kan bekræfte at jeg havde en kæmpe plamage, der var helt sort, med andre ord en kæmpe hæmatom (blodansamling). Det var så slemt at der var snak om kejsersnittet skulle åbnes igen og jeg var til flere kontroller efter fødslen. Den første kontrol var hos den læge som Emilie benyttede, som kiggede på maven og sagde det så helt normalt ud og så udskrev han lidt mere medicin. Næste besøg var hos min egen læge, som straks reagerede og fik fat på en mavespecialist. Heldigvis slap jeg for operation, men der gik længe før min mave så nogenlunde normal ud.

Ikke just den bedste start på livet som nybagt tvillingemor. Det betød også at jeg de første uger efter graviditeten var meget hårdt påvirket – både fysisk og psykisk. Vi undlod at få nogen besøg, indtil jeg fik det lidt bedre.

Efter endt graviditet og fødsel i Tyrkiet, kan jeg nikke genkendende til flere af mine veninder og bekendtes holdning om at der mangler fokus på omsorgsdelen her i Tyrkiet, særligt efter fødslen. Der mangler fokus på psykisk førstehjælp, omsorg, tilknytning samt risikoen for at udvikle fødselsdepression mm.

En særlig opmærksomhed bør der f.eks. være på tvillingefamilier (som har forøget risiko for fødselsdepression) bør således rettes mod både mødre og fædre. For nogen har det ikke nogen betydning at der mangler mere omsorg her, mens det for andre har en stor betydning. Så når jeg nævner dette, er det på ingen måde for at skræmme nogen fra at vælge fødsel i Tyrkiet i fremtiden. Min oplevelse er subjektiv og det er vigtigt at have med i tankerne at tingene er anderledes, når man bosætter sig i udlandet.