Der kan være stor forskel på hvordan man oplever sundhedssystemet i Danmark alt efter hvilken region man bor i.

At være gravid i udlandet er en oplevelse jeg selv har haft. Men Emilie har prøvet at være gravid i 3 lande, hvilket hun har sat lidt ord på i dette gæsteblogindlæg.

Inden I starter med at læse Emilies ord, så har jeg en lille tilføjelse. Jeg har kendt Emilie i flere år og mødte hende tilfældigvis også ved deres første besøg hos gynækologen i Alanya. Jeg ved hvem han er og har også været ved ham 2 gange, imens vores læge havde ferie og var bestemt heller ikke fan af ham. Modsat Emilie blev vi ikke tildelt en læge, men spurgte blandt venner og bekendte hvem der kunne anbefales og tog derefter vores beslutning. Både jeg og flere af mine veninder har haft gode oplevelser med graviditet her i Tyrkiet. Men det virker til at kejsersnittet er det mest brugte ved fødsel, hvert fald her i Alanya. Der findes hurtigt en undskyldning for kejsersnit – i nogle tilfælde er det selvfølgelig den rigtige løsning.

Det skal så også lige bemærkes at stort set alle jeg kender der har fået børn her, har benyttet privathospitaler, hvor der er egenbetaling. Hvordan det foregår på det offentlige hospital, er jeg uvidende om.

Emilie kontaktede mig for nyligt om det kunne være interessant at dele lidt om forskellene på det at være gravid i 3 forskellige land. Det var/er det helt bestemt og jeg er glad for at hun har haft overskuddet til at kunne sætte lidt ord på det. Jeg håber I vil tage lige så godt imod det som jeg, og lad os så alle sende lidt god energi afsted til Emilie og krydse fingre for at hun får en god fødsel om kort tid.

Gravid i 3 forskellige lande

Hej!

Mit navn er Emilie, og jeg har de sidste 4 år boet i Alanya i Tyrkiet, med min tyrkiske mand Servan og min lille hund Pamuk. Jeg læser til dagligt tyrkisk sprog og kultur på Københavns Universitet, og har blandt andet været på udveksling på det lokale universitet i Alanya.

Da jeg mødte min mand, havde jeg ikke forestillet mig den graviditet som jeg har haft. Med under 4 uger til termin, kan jeg se tilbage på en graviditet der har budt mig nogle vilde oplevelser. Jeg blev gravid i Tyrkiet og tog de første 14 uger af min graviditet på et tyrkisk hospital, inden jeg rejste til Danmark, hvor jeg nåede 9 ugers graviditet, inden min mand og jeg flyttede til Tyskland, hvor jeg tager de sidste 15 uger og fødslen. Det er min første graviditet, og jeg har ikke haft mange forventninger, men jeg har fået muligheden for nu at opleve 3 meget forskellige tilgange til graviditet, fødsel og familieudvidelse. Det har både været på godt og ondt, og jeg er nu glad for perspektivet jeg har fået.

Inden jeg kommer ind på forskellene iblandt landene, så vil jeg gerne pointere, at jeg har været rigtig uheldig og utilfreds med min læge i Tyrkiet, og det desværre reflekteres voldsomt i min opfattelse af at være gravid i Tyrkiet. Samtidig vil jeg gerne pointere at jeg ikke har født endnu, men kun kan kigge på Tyskland ud fra det umiddelbare, og ikke gå i detaljer om min fødsel. 

Og sidst men ikke mindst, er jeg førstegangsfødende, med en lavrisiko graviditet, uden nogle problemer hele vejen igennem.

Med dette i baghovedet, kan vi starte med graviditetens start, som foregik i Tyrkiet.

Gravid i Tyrkiet

 – Da jeg stod med min positive graviditetstest, vidste jeg slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Min mand kontaktede en af de lokale privathospitaler i Alanya, hvor jeg blev registreret og fik tildelt en gynækolog. Da jeg kom til første undersøgelse, fik jeg taget en ultralydsscanning og fik at vide, at jeg ikke var gravid. Der var ingen fostersæk at se, og derfor var graviditeten enten udenfor livmoderen eller også havde jeg bare formået at lave 4 falske positive graviditetstest. Heldigvis fik vi overtalt ham til at tage en blodprøve, og som forventet viste den også at jeg var gravid. Efter dette gik registreringen i gang, og jeg fik taget 8 blodprøver på en dag, for at få tjekket op på alt fra min blodtype, til glukose og HCG i blodet. 

– Efter dette var jeg ugentligt til scanning, for at følge fosterets vækst og sikre mig at alt var okay. Fra uge 5 til uge 14 fik jeg foretaget 11 scanninger i alt, plus en ekstra i Diyarbakir. I uge 11 fik jeg taget blodprøve og nakkefoldsscanning, som skulle sendes til Ankara før der kunne gives et svar. Det tog ca 14 dage.

– Min forsikring dækkede desværre ikke graviditet, så vi betalte af egen lomme for det hele. Scanningerne svingede mellem 400-2000 lira, og det var ikke hver gang at jeg betalte, og der var ikke som sådan et mønster omkring prisen, den svingede lidt som vejret gjorde i oktober og november 😉

– Min gynækolog var rigtig hurtig til at udskrive Progesteron hormon til mig, som desværre gav mig rigtig voldsomme bivirkninger. Dette pointerede jeg flere gange, men lægen holdt på at det var livsnødvendigt for mit barn, at jeg fortsatte, så i stedet udskrev han flere piller, der skulle modvirke bivirkningerne.- Jeg blev mødt med rigtig mange forbud, mad jeg ikke måtte spise, sodavand og vand med brus blev forbudt, jeg skulle stoppe træning, jeg måtte ikke danse, jeg måtte ikke gå på trapper og sidst men ikke mindst, så måtte jeg ikke flyve, da jeg var i uge 14, for ham.  

– Jeg vil gerne indrømme det tog psykisk rigtig hårdt på mig, og jeg frygtede de ugentlige lægebesøg. På trods af at jeg taler tyrkisk, så følte jeg ofte at lægen talte over hovedet på mig, og gik igennem min mand. Ofte kunne jeg ligge og spørge om noget, hvor lægen vendte sig og gav svaret til min mand fremfor mig. Det skabte mange usikkerheder for mig, og jeg blev oveni alle hormonerne ramt af en rigtig stor usikkerhed. Fra uge 10 holdt min gynækolog på, at jeg skulle have et kejsersnit, da han ikke kunne se at jeg kunne føde normalt. Hvordan han kunne se det, ved jeg stadigvæk ikke, men den dag i dag er jeg glad for at lytte til min mavefornemmelse og rejse væk. 

– I Tyrkiet er min generelle opfattelse, at lægebesøgene er hyppige, korte og scanningerne er meget overfladiske. Noget jeg bed mærke i, var at min mand kiggede på samme skærm som lægen, mens jeg kiggede på min egen skærm. De kunne føre deres helt egen samtale, mens jeg lå og forsøgte at se min datters små tæer og fingre. 

Gravid i Danmark

Da vores plan var at føde i Danmark, glædede jeg mig til at komme til Danmark. Jeg ankom i uge 14, og begyndte at arbejde på at komme ind i det danske system med min graviditet. Vi ramte lige op til jul, så det hele skulle gå meget stærkt. 

– Jeg oplevede en del problemer med at få oprettet min graviditet så at sige, min læge vidste ikke helt hvordan de skulle registrere mig, for da jeg ringede i uge 5 og fortalte dem jeg ikke var i Danmark endnu, fik jeg besked på at ringe når jeg ankom. Det var lidt svært for dem at få oprettet svangerjournal og så videre, da jeg havde alle mine informationer fra Tyrkiet, et land udenfor EU.

– Da de endelig fik styr på det hele, blev jeg desværre ramt af mangel på personale, og oplevede at hele mit forløb blev spredt rundt i systemet. Som alle gravide i Trekantsområdet skulle jeg føde i Kolding, men fik tildelt jordemoder i Fredericia, og min egen læge og sundhedsplejerske i Vejle. Da jeg ikke har kørekort så gav det lige lidt sved på panden at få det hele til at gå op.

– Jeg fik min 20 ugers scanning, og glukosetest i Danmark, samt en samtale med jordemoder, inden vi desværre måtte tage til Tyskland og bosætte os for at kunne søge familiesammenføring.- Jeg var rigtig glad for misdannelsesscanningen, hvor min mand blev placeret på en stol ved mit hoved, og vi hånd i hånd kunne se vores lille piges tæer, hænder, hjerte, lunger og det hele. Det var en lang scanning, men efter de små hyppige scanninger i Tyrkiet, var det rart at få muligheden for sammen at se alt. Der blev talt engelsk igennem det hele, og vi følte begge at der blev talt til os begge, ikke over hovedet på en af os. Det var en rar og tryg oplevelse.

– Det største chok kom for min mand, da vi skulle til jordemoder i Danmark. Hun var en ældre kvinde, der bare havde et helt dansk og roligt perspektiv på graviditet. Alt det jeg var blevet forbudt i Tyrkiet, rynkede hun på næsen af, og fik talt lidt fornuft ind i os begge. Jeg var specielt glad for, at jeg fik lov at drikke min Pepsi Max igen 😉 

– Desværre måtte vi efter 9 skønne uger i Danmark, rejse til Tyskland, så vi fortsat kunne være en familie udenom de danske regler for familiesammenføring. Reglerne er ændret nu for børnefamilier, men da vores datter stadig ikke er født, kunne vi ikke bruge disse regler, og vi blev enige om at det var bedre vi begge flyttede til Tyskland, end at jeg skulle stå alene i Danmark indtil fødslen.

Gravid i Tyskland

Det tyske system har faktisk været den største overraskelse for mig. Jeg bor i samme bygning som min gynækolog har kontor, så der er altid en sundhedsfaglig person i nærheden.

– I Tyskland er det hele igennem forsikring, og da min mand har arbejde, er jeg forsikret igennem hans arbejde. Derfor er min fødsel og alt op til ”gratis”, da det er dækket af forsikringen.

– I Tyskland går man til gynækolog hver 14. dag, indtil uge 35, hvor man går en gang i ugen.

 – Jeg har her meldt min fødsel, det vil sige at jeg 1 måned før forventet termin har dukket op på sygehuset, og har informeret dem om at jeg er gravid, min termin er ca den og den dato, og så opretter de mig i sygehusets system, så de er klar til at jeg skal føde. Det var meget specielt at dukke op, og skulle sidde med en læge og planlægge ens fødsel, fra ønsket smertestillende, til hvor mange besøgende man forventer. Kejsersnit er også mere populært her end i Danmark, og da vi her i uge 36 stadig ikke vender helt rigtigt, er jeg nu blevet forberedt på, at det kan ende i et kejsersnit. Så måske min tyrkiske læge får ret 😉

– Da man stadig har respekt for Corona hernede, har min mand ikke kunne komme med til gynækolog og scanninger desværre. Jeg er afsted 1 gang i ugen, hvor jeg får målt hjertelyd, tjekket blodtryk, får taget test og får scannet baby. Lægerne taler engelsk, mens sygeplejerskerne taler tysk. Jeg har dog fundet en ansat der taler tyrkisk, så hun hjælper mig med at tolke. 

– En lille sjov anekdote var, at min gynækolog, da han fortalte mig om det tyske system, brokkede sig over hyppigheden af besøg. Han synes det var alt for meget, og det var at udnytte at det var gratis at gå til læge. Jeg specificerede at min forsikring jo betaler, og det ikke er gratis, men at det i Danmark er gratis. Det blev han meget fascineret af, og han har spurgt meget ind til det danske system. Han synes blandt andet uge 20 er meget sent at lave en misdannelsesscanning i. Det er ret sjovt hvor stor forskel der er, bare mellem Danmark og Tyskland. Jeg befinder mig i det sydvestlige Tyskland, så det kan være det er mere dansksindet tæt på grænsen. 

– I min delstat fungerer det i hvert fald sådan, at jeg efter fødslen får en del tilbud. Blandt andet får jeg 1 års fitness træning på recept, det vil sige jeg gratis kan være i et fitnesscenter i et år, efter min fødsel. Brystpumpe og andre nødvendigheder bliver også skrevet på en recept, og der betaler man så 30 euro i pant, mod at låne de forskellige ting, indtil man finder ud af om man vil beholde dem eller prøve en anden model. Pengene betales så retur når du beslutter dig for hvilken du vil have. Der gives mange tilbud, og jeg er taknemlig for de muligheder jeg får for hjælp, også efter fødslen.

– Jeg kan ikke sige noget om min fødsel endnu, men jeg er meget spændt på at se hvordan det foregår. Jeg håber at det måske kan give anledning til endnu et oplæg, om hvordan det som kvinde er at føde i udlandet 😉

Tak for jeg måtte låne bloggen Sanne, og har nogen nogle spørgsmål om vores proces, er i velkomne til at sende mig en besked på Facebook.