Det er med spænding i kroppen at dette indlæg bliver skrevet – vi venter nemlig besøg fra landsbyen indenfor ganske få timer. Og når jeg skriver landsbyen, kan I nok regne ud at det hvert fald ikke er min landsby – men derimod den landsby hvor min bedre halvdel kommer fra. Vi får nemlig besøg af hans mor.
Landsbyen familien er fra hedder Abuşağı og ligger ikke så langt fra Kappadokien/Nevsehir, så det er ikke lige rundt om hjørnet. Jeg har indtil videre ikke mødt nogle af familiemedlemmerne, men har flere gange snakket i telefon med både hans mor og søster, så jeg er virkelig spændt på mødet med hans mor (og min kommende svigermor).
Moren har aldrig været i Alanya før – så ikke nok med det bliver hendes længe ventet gensyn med hendes søn og et møde med mig, så bliver det også en oplevelse for hende at komme til denne turistby -som er en stor kontrast i forhold til landsbyen hun kommer fra med ca. 1000 indbyggere.
Vi har i længere tid snakket om at hun skulle komme og da jeg senest spurgte for en uge siden i forhold til tidspunktet for hendes ankomst, lød det som i midten af november. Men planer er til for at ændre og når man bor i Tyrkiet lærer man hurtigt at planer kan ændre sig meget hurtigt. For 5 dage siden, fik vi meldingen om at hun og at min kærestes svoger ville komme i denne weekend. Svogeren bliver vist kun et døgns tid, men med moderen ved vi ikke hvor lang tid bliver – men vi regner med cirka en måneds tid.
Jeg glæder mig rigtig meget til at møde dem begge – især moren. Ud fra de små samtaler jeg har haft med hende indtil videre, virker hun som et utroligt varmt menneske, der udover glæder jeg mig til at få trænet mine tyrkiske sprogkundskaber (hun taler nemlig kun tyrkisk) og så satser jeg på at hun kan få lært mig nogle spændende tyrkiske retter. Men jeg er samtidig spændt på hvordan det skal gå, når vi lige pludselig er 3 i hverdagen.