Har du lyst til at forkæle dig selv med velvære og pleje af kroppen fra top til tå, så du føler dig mindst 10 år yngre? Så er Alanya et oplagt sted at holde en uges sommerferie.
Først og fremmest er en tur i tyrkisk bad noget du ikke må snyde dig selv for. I hamam (tyrkisk bad) findes muligheder for massage og ansigtsmaske. Begge dele efter den obligatoriske tur på opvarmet marmor og vand og sæbe.
Forkælelse til mænd
Start din ferie med en tur til barberen. Jeg kender efterhånden en del mænd der slet ikke tager barbergrej med på ferie! Brug den lokale barber og aftale en fornuftig pris inden du sætter dig i stolen. Der er ikke noget værre end en god oplevelse bliver til en dårlig, fordi du efterfølgende føler dig snydt ved afregning.
I barberstolen vil du opleve barbering med gammeldags ragekniv, fjernelse af hår i øre og næse samt let massage. Tag din rejsekammerat med, for billeder fra turen til barberen er altid sjove efterfølgende.
Hvis du nød din tur til barberen, så slut ferien af med et gensyn.
Hvis du er til mere forkælelse i samme dur, så besøg frisøren. Ofte er barber og frisør et og samme sted. Opskriften er den samme. Husk at aftale prisen på forhånd og sæt dig til rette i stolen.
Mange steder tilbydes du et glas the og det kan du roligt takke ja til. Hvis du er typen der hellere vil have en kold øl, så kan du godt sige det, men sørg for at få fortalt, at du selvfølgelig selv betaler den. Prisen på en klipning er så lav at den ikke også kan dække en kold Efes øl.
Forkælelse til kvinder
Får du ordnet fødder derhjemme, andet end et fodbad derhjemme i nu og næ? Nej? Så er det oplagt at smide fødderne op og få dem gjort strandklar! Få fjernet den hårde hud på hælene og få massage og neglelak på, så du er klar til at vise dem frem i et par sandaler.
Plukning af øjenbryn er en oplevelse for sig! Gå til en frisør og spørg om de kan gøre det. De gøres med sytråd og det niver lidt, men det holder længe.
Er du single og til forkælelse af dit selvværd, så gå på date med en tyrker. Det er måske en smule kontroversielt, men ikke desto mindre, er det et boost at gå på date med en sand gentleman. Tyrkerne er old-fashion gentlemen, der holder døre, komplimenterer og har fokus på sin dates ve og vel.
Tyrkisk bad, selvforkælelse som beskrevet ovenfor, tilføj lidt sol og varme samt et par gode oplevelser… og du vil føle dig 10 år yngre på blot en uge.