Findes der noget bedre end en nybagt bolle med smør? Ja det skulle da lige være en lækker grahamsbolle.
Grahamsboller eller boller med grahamsmel er et sundere alternativ til boller lavet kun med hvedemel.
Grahamsboller
Opskriften på disse boller er nem at have med at gøre og falder nemt i smag hos både store og små. Bollerne er gode både til hverdag, til morgenmaden eller som et supplement til den kommende fødselsdag.
Vil du gerne have at bollerne skal være lidt mere grove, kan kerner tilsættes, derudover kan grahamsmel udskiftes med havregryn. Udskiftes der med havregryn, skal du være obs. på ikke at putte lige så mange gram havregryn i som grahamsmel, da havregryn suger meget væske til sig og så kan bollerne hurtigt godt blive meget tørre og tunge. Denne dej egner sig også til brød i form.
Opskrift på boller med grahamsmel
Ingredienser
5 dl lunken vand
50 gram gær
1 tsk salt
0,5 tsk sukker
1 dl olie
120 gram grahamsmel
700 gram hvedemel
1 æg til pensling
Fremgangsmåde
Gæren røres ud i det lunkne vand, og derefter røres sukker, salt og olie i. Grahamsmelet blandes godt sammen med gærblandingen og derefter kommes lidt hvedemel i af gangen, indtil dejen er god luftig – den må ikke blive for tør og tung.
Grahamsmel har en svagere bageevne end almindeligt hvedemel, og man kan ikke bage brød af grahamsmel alene. Derfor skal det blandes med almindelig hvedemel for at opnå en tilstrækkelig god bageevne.
Dejen æltes godt og grundigt i 4-5 minutter og derefter efter stilles den til hævn under et fugtigt klæde i 40 min.
Herefter slås dejen ned og formes til boller, og ligges på en bageplade med bagepapir. Her efterhæver bollerne ca. 20 minutter, eller gerne lidt længere.
Pensles med det piskede æg. Bages midt i ovnen i 15 – 20 minutter ved 200 grader C. alm. ovn.
Opskriften stammer oprindeligt fra hjemmeside med fokus på bagning, som jeg tidligere har ejet.