bozcaada, tyrkiske øer, unikke oplevelser i tyrkiet, oplevelser på bozcaada, seværdigheder på bozcaada, roadtrip i tyrkiet
Alanya Alle indlæg Oplevelser

Roadtrip dag 3: Ayvalik og Bozcaada

Så er der omsider endnu et indlæg fra det skønne roadtrip jeg var på sidste måned. Jeg beklager det har ladet vente på sig. Men vi har stort set haft familiebesøg lige siden jeg kom hjem fra roadtrip, plus jeg har haft en masse andet der har fyldt i mine tanker.

På dag 1 var vi kørt fra Alanya til Kas. På 2. dagen kørte vi fra Kas til Izmir, en tur på ca. 438 km.

Vi ankom til Izmir sent på 2. dagen, hvor vi alle var godt trætte, så 3. dagen startede med at Petra og jeg stod tidligt op, spiste morgenmad på hotellet og derefter gik ind til centrum – en tur på knap 20 min. De 2 andre valgte at sove længere, de havde set et parkområde i nærheden, de gerne ville udforske. I Izmir gik vi en tur ned til havneområdet, inden vi satte kursen mod klokketårnet og senere det store bazarområde.




Efter et par timers hygge i Izmir centrum, vendte vi tilbage til hotellet, hvor de andre ventede og derfra satte vi kursen mod Bozcaada.

3. dagen var den dag jeg nok mest spændt på, alle de andre steder vi skulle til i løbet af vores roadtrip havde jeg hørt om flere gange og et par af dem havde jeg tidligere besøgt. Men Bozcaada hvor vi skulle have vores 3. overnatning havde jeg aldrig hørt om før og da jeg pga. travlhed i tiden inden afrejse ikke havde haft tid til at følge op på hvor Petra havde booket hotel, var jeg meget spændt på hvor vi var på vej hen.

3. dagen var den dag vi skulle kørt køre mindst. Køreturen fra Izmir til Bozcaada er 297 km, hvor en del af køreturen gik via kysten, en smuk køretur. Vi havde ikke lavet de store planer for dagen, udover vi vidste at vi skulle finde et sted at spise frokost, hvilket tilfældigvis blev Ayvalik.

I Ayvalik bor der lige knap 70.000 indbyggere, byen ligger ud mod vandet, en hyggelig havne/fiskerby. I Ayvalik fandt vi den mest hyggelige restaurant helt ud til vandet – Mezze Ayvalik. Og som I måske kan regne ud fra navnet, er det et sted der har fokus på at lave tyrkiske mezer (små tyrkiske forretter), så det skulle vi selvfølgelig have. Jeg har flere gange givet udtryk for på bloggen, at jeg er stor af mezer, det er en god måde at smage lidt forskelligt. Synet af havet og den lækre mad, var en perfekt kombination.




Til dessert, blev vi forkælet med denne lækre lune Irmik helvasi med is i midten. Det er helt sikkert en dessert jeg godt kunne finde på at eksperimentere med herhjemme en dag.

Efter Ayvalik gik kursen atter mod øen Bozcaada og hvis feriefølelsen ikke var kommet, så kom den det for alvor de sidste 30 minutters kørsel til færgen for os alle 4.

For at komme til Bozcaada skulle vi med færge, vi kunne sagtens have fået bilen med. Men da vi var blevet advaret fra hotellet på forhånd om at der kunne være trængsel på færgen, valgte vi at parkere bilen på fastlandet og gå til fods om bord på færgen. Det viste sig at være den helt rette beslutning, da der var lang bilkø til færgen da vi kom og færgen kun sejler en gang i timen, men til fods kunne vi gå lige ombord. Færgeturen tog knap 30 min  og hotellet ligger lå lige ved havnen her i (5 min gang fra færgen).

Bozcaada er den tredjestørste ø Tyrkiet, og også en af to øer, der tilhører Tyrkiet i Det Ægæiske Hav. Bozcaada er det tyrkiske navn for øen, hvor grækerne kalder den for Tenedos. Det er muligt at komme til øen hele året rundt, men det er mest i sommerperioden at turisterne søger dertil. Bozcaada ø er en perfekt feriedestination for dem, der søger stille bugter, gamle græske huse, samt en rolig og fredelig ferie i omgivelser med historiske ruiner.

Øens areal er 37,6 km², som blandt andet rummer en hyggelig havn, flere vinmarker (der dyrkes flere lokale vine, likører mm.), hyggelige huse, hoteller, restauranter og historiske monumenter. På øen dyrkes ø-livet, hvor alle kender hinanden, kreativiteten kommer til udtryk i form af håndarbejde og hvor alting foregår i et afslappet tempo. Jeg har i den grad forelsket mig i øen, som jeg slet ikke er i tvivl om skal besøges flere gange, det kunne måske være et passende sted til en kæresteferie en dag.

Vi tog først fra Bozcaada næste dag ved 12 tiden, så flere billeder fra skønne Bozcaada kommer i næste indlæg.