Alanya Alle indlæg Hverdag

Påskehygge i Alanya

Størstedelens af Tyrkiets befolkning bekender sig til islam og påske er derfor ikke noget man forbinder med Tyrkiet, men jeg vil gerne vove at påstå at der i år kan mærkes påskehygge i Alanya.

Før pandemien var det helt normalt at flere tog til Alanya i påsken, nød det gode vejr og påskehygge i Alanya. I år føles det som vi er tilbage ved et mere normalt niveau, hvilket skaber en optimisme i Alanyas gader og stræder.

Selvom maven bliver større, prøver jeg at holde mig igang og går en del rundt i byen. Over de seneste uger er der kommet betydeligt flere turister i gadebilledet, heriblandt en del skandinavere. Og det er tydeligt at mærke at mange tilbringer påskeferien i Alanya. Flere restauranter rundt om i byen tilbyder da også en særlig påskemenu og der findes forskellige påskearrangementer blandt de forskellige nationaliteter.

Rejselysten er kommet tilbage hos mange og jeg har over den seneste tid mødt flere som er glade for at være tilbage, efter et par år med usikkerhed pga. pandemien. Sidste år var for mange præget med usikkerhed for om de kunne rejse eller ej, hvor i år er usikkerheden for de fleste væk.

For jer der vender tilbage til Alanya i år efter et par år væk herfra, vil noget måske føles som det samme, mens I også vil kunne se der er sket nogle ændringer. Nogle virksomheder har været nødsaget til at dreje nøglen om i løbet af de sidste par år pga. manglende indtægt under pandemien og de mange prisstigninger i Tyrkiet. Her er stadig lige billigt for dig som turist, men hverdagen er blevet dyrere for tyrkerne. En del virksomheder kommer også til at blive påvirket af krigen i Ukraine. Nogle af de steder, hvor virksomheder er lukket er der kommet nye til, mens der andre steder er tomme lokaler. Lige nu er der optimisme at spore, for det kan mærkes at flere turister fra Europa er vendt tilbage – særligt skandinaverne har været savnet.

Synet af flere turister i Alanyas gader disse dage og travlhed på flere af byens restauranter, giver et håb for mange om at 2022 forhåbentlig bliver en god sæson.

Min mand har i flere år arbejdet på Ev restaurant i centrum af Alanya og der glædes de også over situationen er blevet mere normal.

Ramadan i Alanya 2022

Lige så vel som jeg nyder synet af turister, nyder jeg disse dage også den særlige stemning der er over byen, når ramadanen er igang. Imens jeg skriver disse ord, kan jeg høre klirren og snakken fra balkonerne omkring mig, hvor familie og venner er mødtes over iftar, som er det måltid man bryder fasten med ved solnedgang. I vores gade er der roligt det meste af dagen, men særligt den sidste time inden solnedgang er der mere støj, hvor folk haster hjem at nyde iftar-måltidet eller de sidste indkøb i form af friskbagt brød eller dessert skal købes hos de nærmeste kiosker og bagerier.

Både i 2020 og 2021 var ramadanen påvirket af pandemien, enten i form af udgangsforbud eller forbud mod at mødes for mange i hjemmene. I år er dette også mere eller mindre normalt. Rundt om i byen og landet holdes der større officielle fælles iftarmiddage og ved Alanyas kommune er der hver aften ramadan koncert som tiltrækker mange lokale.

God påske og velsignet ramadan fra Alanya!