Med en kæreste der arbejder på restaurant, gæster der kommer løbende fra Dk og med omgangskredsen her i Alanya er det ikke unormalt at vi tager på restaurant. Ja, faktisk har jeg været vant til at spise ude i mange år, da det også er meget normalt at vi tager ud og spiser i Danmark.

Jeg spiser nok frokost eller aftensmad ude hvert fald 1-2 gange om ugen og nogle perioder meget mere. Ikke fordi jeg ikke kan lide at lave mad, men fordi det til tider er det nemmeste eller for at kunne nå at se kæresten, da han starter på arbejde kl. 16 hver dag. Vinterperioden spises det meste mad hjemme, hvor i sommerperioden er jeg oftere ude pga. de mange besøg der er fra DK.

I takt med at svigerforældrene er her, er det i den grad gået op for mig at for dem er det ikke normalt at spise på restaurant. Og der findes slet ikke restauranter eller cafeer i landsbyen, det nærmeste vi kommer er nok mændenes kaffehus, hvor man kan få en toast.

Al mad laves hjemme og spises sammen i fælleskab, sådan har det altid været og sådan fortsætter det med at være. De har ikke behovet for at komme ud at spise.

Restaurantbesøg i Alanya

At komme på restaurant er en stor oplevelse for dem, særligt for svigermor, hvor det for mig er del af dagligdagen. Jeg er ikke i tvivl om at svigerfar gennem tiderne har været ude at spise på restaurant – da han i mange år har arbejdet som chauffør og har kørt rundt til bla. Mellemøsten og Europa.

Jeg husker tydeligt den første gang, jeg havde svigermor med nede på restauranten hvor kæresten arbejder. Min finske veninde Petra ringede og spurgte om jeg have tid og lyst til at drikke kaffe en aften. Jeg havde ikke set hende et par måneder, så selvfølgelig ville jeg det, men tog svigermor med, så hun ikke skulle sidde alene hjemme. Vi var på restauranten max 1,5 time og derefter konstaterede svigermor at der skulle hun ikke ned igen, pga. der blev drukket alkohol og spillet musik – begge dele ikke noget hun er vant til og faktisk er det heller ikke tilladt i forhold til islam.

Nogle dage efter fik vi dog lokket hende med igen (men det krævede sin overtalelse) og kun i dagstimerne, hvor der ikke er så meget støj.

Hun har accepteret restauranten nu, men det er lige så meget for at komme ned og se hendes søn og få et indblik i hans hverdag. I løbet af de 3 uger de har været her, har svigermor været med 1 gang på restauranten, svigerfar har været med 4 gange – 2 af gangene var mens svigermor var indlagt.

De store restaurantgæster bliver de nok aldrig, men de accepterer at når de er her, er det en del af vores hverdag.