Når kulturforskelle bliver for store
Alle indlæg Hverdag

Når kulturforskelle bliver for store

At leve som dansker i Tyrkiet, er for det meste kun en god oplevelse, men det gør også at man kommer tættere på de lokale og dermed i højere grad oplever kulturforskellene. Kulturforskellene er blevet en del af hverdagen og oftest er de mest et krydderi på hverdagen. Men der er selvfølgelig dage hvor man bliver træt i hovedet af at denne fremmede kulturs negative sider og hvor man mest af alt får lyst til at råbe op og opdrage på de kære tyrkere.

F.eks. kan jeg på en dårlig dag, blive irriteret af hvordan der ofte er fyldt med solsikkekerner under bænkene og alle andre steder, hvor nogen har siddet og spist solsikkekerner. Ja, det er organisk materiale, men der hvor de smides (ved en bænk på strandvejen), går en kommunal ansat og fejer i minimum 30 gr varme…

Eller når man kører på 35 meter gaden og bilen foran kaster en tom plastikflaske ud ad vinduet. Det er bestemt ikke organisk materiale og desuden er det farligt for andre trafikanter. Der har jeg og alle de danskere jeg kender vist mest af alt lyst til at trykke hornet i bund. Generelt er tyrkerne bare rigtig dårlige til at tænke over hvor de smider deres affald.

Når en mor slår sit barn udelukkende for ikke at tabe ansigt overfor familien. En del tyrkiske forældre ser det desværre som en del af opdragelsen at slå.

Men som dansker her er det også vigtigt at huske på, at vi er de fremmede i den tyrkiske kultur og derfor en gang imellem er nød til at tage en dyb indånding og tælle til 10.

Og nu bliver jeg så lidt nysgerrig. Hvilke oplevelser har I haft fra Tyrkiet, hvor I har haft brug for at tage en dyb ånding?




4 thoughts on “Når kulturforskelle bliver for store”

  1. Spændende artikel 🙂
    For ja, der er stor forskel på nogle områder og mindre forskel på andre. Men affaldssortering og miljø er klart også et af de punkter, hvor jeg bliver allermest irriteret. TÆNK hvis der var pant på dåserne, flaskerne, betaling for plastposerne i supermarkederne osv?? Så ville problemerne alt andet lige blive VÆSENTLIG mindre (for tænk på hvor gode tyrkerne er til at samle rabatkuponer for tilbud og de fattigste der “skralder” aluminium med mere fra containerne og skraldespandende”).
    Men også forholdet til børn – at de skal nives i kinderne fordi de er søde (why – kan man ikke bare sige det?), at de skal fyldes med sukker i uhyrlige mængder (mange børn som voksne er faktisk for tykke) og at der ikke er sengetider for børnene (eller også har jeg bare aldrig forstået hvorfor selv små børn på 4-5 år ofte er oppe kl 23 og 24 og bliver mere og mere urolige)..
    Men ja… der er mange flere ting. Man skal bare huske på, hvad det også er man elsker. Måske kan vi gøre en forskel??

  2. Min kone og jeg har nu holdt ferie i Alanya 1-2 gange hvert år de seneste 18 år, så vi har fulgt udviklingen i Alanya på “nært” hold. Vi har altid mødt en stor gæstfrihed og hjælpsomme tyrkere og har stort set aldrig haft dårlige oplevelser.
    Her i uge 26+27 var vi på hotel Grand Kaptan i Oba, et rigtig dejligt hotel og med beliggenhed helt ned til stranden og med fin service både på hotellet og på stranden, hvor der også var mulighed for at få varm mad. Da vi ankom var hotellet kun 25% fyldt, så vi havde rigtig god plads og ingen problemer med kø ved buffeten. Det ændrede sig imidlertid drastisk da ramadanen var slut og hotellet blev invaderet at den tyrkiske overklasse, som kom på 3-4 dages ferie med familie og børn. Hold op et cirkus!!. Børn som skreg og teede sig som vilde dyr og ikke mindst et mad-svineri så man tror det var løgn. Der blev hentet mad, frugt, grøntsager, brød og dessert ned til bordene i mængder som end ikke et helt fodboldlandshold kunne fortære!!! efter endt spisning, rejste gæsterne sig blot fra bordene og efterlod mad i utrolige mængder, som tjenerne blot kunne destruere!! Hvilket madsvineri og madspilde og under bordene lå også mængder af madrester!!! Kø-kultur havde de kære tyrkiske gæster heller ikke. Mens vi andre gæster pænt ventede til det blev vores tur til at tage af de varme retter, gik tyrkerne blot ind i mellem, og hvis man sagde noget kiggede de underligt på én og rystede på hovedet.
    Vi kommer helt sikker til Tyrkiet igen, men tager aldrig på hotel i dagene efter ramadanen!!!

  3. Når forældrene ikke mener at tandbørstning er en vigtigt ting! Det er SÅ synd for de børn der skal lide med dårlige tænder resten af deres liv. Jeg mener at alle burde være så oplyste nu i 2016, at det efterhånden ikke skulle være et issue længere, MEN det er det altså stadigvæk.

  4. Deres spisevaner og bordskik…… eller nærmere mangel på samme.
    Fint nok, at man er opvokset med, at spisning foregår på gulvet, hvor alle nærmest spiser af samme tallerkner…….. man har derfor heller aldrig lært at bede om noget på bordet, man rækker blot ind over alle andre og tager, hvad man skal bruge.

Skriv et svar