“Just look, my friend!” – Overlevelse i Alanyas bazar

At besøge Alanyas bazar lyder måske som en hyggelig ferieaktivitet. Sådan lidt eksotisk shopping med solhat og god stemning. Men lad mig bare sige det, som det er: Det er ikke en shoppetur. Det er en kampzone – og du er ikke turist, du er mål.

Allerede ved indgangen bliver du mødt af et kor af “Hello lady!”, “Come inside!”, “I have what you need!” – uden at de aner, hvad du egentlig mangler. Højst sandsynligt, vil de også prøve at gætte de nationalitet og bruge nogle danske udtryk. Og det stopper ikke der. Du får knap nok mulighed for at orientere dig, før en gadesælger står foran dig med hænderne fulde af tørklæder, te, tasker eller et par Adidas-sko.

“Just looking,” siger du forsigtigt og prøver at bevæge dig videre. Men det bliver taget som en åben invitation. “You don’t like? What’s wrong with you?” siger en. Eller endnu bedre: “Are you blind? This is original!”

Og det er her, det begynder at tippe fra sjov til en smule for meget.

For jo, der er masser af charmerende og smilende sælgere, der kan deres håndværk og forstår at læse et nej. Men der er også dem, der ikke har fået memoen om grænser og god opførsel. Dem, der fornærmer dig, hvis du ikke køber noget. Dem, der ruller med øjnene eller mumler noget surt, når du går videre. Eller endnu værre: dem, der fysisk forsøger at trække dig hen til boden.

Jeg husker en oplevelse for nogle år siden, hvor jeg ledte efter en clutch – helt enkel, uden logo og bling. En taske, der bare kunne være en taske. Men det viste sig at være en nærmest umulig mission. Flere sælgere afviste mig blankt. “No logo? That doesn’t sell,” sagde en og grinede nærmest af mig, som om jeg havde bedt om noget helt absurd.

En anden inviterede mig indenfor og tilbød te – og mens han skænkede, kiggede han mig op og ned og sagde: “I know your type. You never buy anything.”
Og det var jo rigtigt. Jeg købte ikke noget hos ham. Ikke fordi han ikke havde noget interessant – men fordi hele situationen blev så ladet, at jeg bare ville væk.

Til gengæld fandt jeg senere en lille butik i en stille sidegade. Ingen råb, ingen pres, ingen overdramatiske tilbud. Bare en rolig, venlig ejer og faste priser på hylden. Og dér – lige dér – lå clutchen. Lige som jeg ville have den. Jeg købte den uden at forhandle, uden te, uden kommentar om “min type”. Og det føltes rart.

Her er mine bedste tips til at klare bazaren med nogenlunde værdighed i behold:

Solbriller = skjold. De kan ikke læse dine øjne, og du undgår øjenkontakt, som ellers er en direkte invitation til salgstale deluxe.
Gå med selvtillid og fast tempo. Du skal ligne en, der ved, hvor hun skal hen (selvom du bare prøver at finde udgangen).
Brug “nej tak” som en superkraft – og gentag det uden at forklare dig. Du skylder ikke nogen en begrundelse.
Undgå at pege, røre eller smile for meget – det bliver straks tolket som “jeg vil gerne købe fem af dem”.

Og så lige et ekstra råd: Tag det ikke personligt. Det føles personligt, når en sælger bliver sur, fordi du ikke vil købe et bælte, men det er bare spillets regler dernede. Du er ikke uhøflig – du er bare turist med grænser.

Når det er sagt, så gemmer der sig også perler i bazaren. Man skal bare lære at navigere i kaosset – og tage de grove typer med en god portion ironi og selvironi.

Så næste gang du går gennem bazaren, så husk: Du skal ikke bare have penge med – du skal også have tålmodighed, lidt humor og en evne til at sige “nej tak” med autoritet.

Held og lykke. Du får brug for det.

Danskityrkiet.dk