Ude godt men hjemme bedst. Efter 12 skønne dage i mandens landsby, kom vi i mandags vi atter til Alanya, dagen inden regeringen meldte de nye delvise udgangsforbud ud.

Dagens blogindlæg indeholder lidt hverdagsglimt fra en tyrkisk landsby, nemlig Abusagi, den landsby manden er født og opvokset i og hvor en del af familien stadig bor.

I oktober var vi meget ved overvejelsen om vi skulle tage afsted til landsbyen eller ej. Allerede der lød der mange rygter om at kommende udgangsforbud ville være på vej. Men jo tættere vi kom på november, jo mere sikre blev vi på at vi ville afsted, om ikke andet bare nogle få dage for at se til familien. Særligt mine svigerforældre har været noget mere alene i år, end de plejer og da 2 af mandens brødre bor i udlandet, har det heller ikke været nemt for dem at rejse hertil.

Derudover havde vi begge brug for at koble tankerne lidt af. 2020 og den dumme Covid-19 har ligesom for så mange andre også vendt op og ned på vores hverdag. En usikkerhed om indkomst i årets første måneder og en 4 måneders forsinkelse på vores boligprojekt, gjorde ikke ligefrem hverdagen nemmere. Her i november er vi mere afslappet, men vi vi også over hvordan de kommende måneder vil blive og om der kommer yderligere restriktioner.

Hverdagen i en tyrkisk landsby

Men tilbage til landsbyen. Ved vores seneste besøg var der flere der udtrykte interesse for dybere indblik i hverdagen i landsbyen. Jeg vil derfor prøve at dele nogle glimt og lidt tanker derfra, men på bloggen ligger der også en del blogindlæg der handler om landsbyen. Særligt disse er populære: Svigermors osteproduktion og produktion af pekmez. Skulle nogen af jer sidde med nogle yderligere spørgsmål, er I selvfølgelig altid velkommen til at kontakte mig.

I Abusagi der ligger ca. 60 kilometer fra Nevsehir (i det centrale Tyrkiet), bor der ca. faste 700 indbyggere, tidligere har der boet mange flere. Men i 80´erne søgte mange af byens indbyggere til Tyskland i jagten på arbejde. Nogle rejste og kom aldrig tilbage, imens andre trofast vender tilbage trofast hvert år og holder sommerferie i deres huse. I år er mange ikke rejst dertil pga. Coronasituationen. Abusagi er som enhver anden tyrkisk landsby, her har livet sin rolige gang. Her kender alle hinanden på godt og ondt og som i enhver anden landsby bliver her også sladret på kryds tværs i byen.

Både svigerfar og svigermor er født og opvokset i Abusagi. Da min mand var barn boede de 12 personer i detsamme hus, som hans farfar havde opført i tidernes morgen. Det hus eksisterer stadig og bruges idag primært som opbevaring. Det gamle hus står klods op af den nyere bygning som svigerfar og hans bror opførte for år tilbage. Den nyere bygning består af 4 lejligheder og 2 større garager – svigerfar ejer de 2 lejligheder og den ene garage. Forældrene bruger selv den ene lejlighed, den anden bruges til overnattende gæster, som for eksempel når vi er på besøg.

November måned er den normalt ikke den måned der sker mest i landsbyen. Det er en måned hvor kulden for alvor begynder at gøre sit indtog. De dage vi var der havde vi 16-17 grader midt på dagen de fleste dage, men ned mod 3 minusgrader om natten. Mange tyrkiske hjem er ikke isoleret eller har indlagt varme og så er der koldt – særligt når solen er gået ned. Heldigvis var der denne gang ikke så koldt som, som da jeg besøgte landsbyen for første gang i 2016. Det var samme tidspunkt på året og den gang kunne jeg næsten se pingvinerne løbe rundt.

Hjemmets samlingspunkt er i vinterperioden dagligstuen, hvor der tændes op i kakkelovnen og der hygges indenfor. Alle måltider indtages her og kakkelovnen bruges også flittigt til at varme te, riste kastanjer, varme brød eller bage kartofler mm. Udover dagligstuen er der en pænere stue som bruges når der kommer gæster eller vi er flere samlet. I den pæne stue står der også et spisebord, men det er nu mest til pynt. Vi plejer at sidde på gulvet når vi spiser, lige som familien altid har gjort.

Noget af det jeg altid lige skal vænne mig til er at et bad skal planlægges efter vejret. Vandet varmes op via solvarme. I sommerperioden er det ikke et problem, men det kan det være i vinterperioden. Har solen ikke været fremme en dag eller to er der ikke noget varmt vand, med mindre vi koger det.

I september og oktober har de fleste husmødre travlt, for der skal gøres klar til vinterens forråd. Min kære svigermor har også haft travlt. I de foregående måneder har hun blandt andet lavet hjemmelavet smør, ost, tomatpure, pekmez (vindruesirup), yufkabrød, syltet alverdens grøntsager, tørret druer til rosiner, hjemmelavet chilipulver mm. Og alt sammen er der blevet lavet rigeligt af, så det også kunne blive delt med den nærmeste familie. Vi har også fået en del med hjem, så vi kommer ikke til at sulte foreløbig. I vinterperioden skal hun mest tænke på madlavning, rengøring og at passe hendes høns.

For svigerfars vedkommende så har han heller ikke så travlt i vinterperioden, han er pensionist og passer deres 2 marker. På dette tidspunkt er hans marker med henholdsvis hvede og druer for længst høstet. Årets høst har været god i år, så han er godt tilfreds. Svigermor har det bedst at gå derhjemme og rumstere, så alle indkøb og praktiske ting udenfor hjemmet står han for.

Rundt på markerne omkring landsbyen kan der stadig anes en travlhed, november er tid for sukkerroerne skal høstes. Flere gange dagligt kører der traktorer og lastbiler igennem landsbyen med ladet fyldt med sukkerroer. Ca. 20-25 kilometer fra landsbyen ligger en kæmpe sukkerfabrik, hvor sukkerroerne køres til. Hvert år kommer en del sæsonarbejdere fra Urfa i det østlige Tyrkiet til området for at tjene penge på at hjælpe med høsten. De fleste sæsonarbejdere er på denne tid rejst hjem, men når man kører på tur rundt i området, kan man stadig ane deres telte nogle enkelte steder. For de landmænd der driver får og geder, skal disse også stadig luftes. Synet af fårehyrder med deres mange får er derfor også et helt normalt syn.

Som I nok kan fornemme er vinteren en periode hvor roen mere eller mindre har lagt sig over landsbyen og der er mere tid til nærvær. Vi har nydt at kunne hygge mere sammen med familien, samtidig har der også været tid til lidt spændende udflugter i området, hvor det heldigvis ikke var noget problem at holde afstand. Nogle af de oplevelser vi har haft vil blive delt her på bloggen og/eller på www.kappadokihttp://www.kappadokien.dken.dk.

Covid-19 har også sat sit aftryk i landsbyen, hvor mange holder sig mere hjemme for at passe på dem selv. På dette tidspunkt er der ingen aktive smittede i landsbyen, men i august var der 10-12 smittede på én gang. En del af landsbyens indbyggere er ældre og dermed er de også mere udsatte.

Da vi skulle rejse til landsbyen denne gang, havde vi også mange overvejelser om hvordan vi skulle rejse dertil. Den billigste løsning er uden tvivl at tage natbussen, som vi har gjort så mange gange før, men det betyder også at skulle sidde i samme bus med flere fremmede. I disse tider skal vi passe på og derfor faldt valget på at leje en bil hos Eurodan. Der er ca. 500 kilometer til landsbyen fra Alanya, ved at køre selv kunne vi tage de pauser undervejs som vi ville.

Hvornår turen atter går til landsbyen vides ikke. Ligesom så mange andre steder i verden lukker Tyrkiet stille og roligt ned.