Igår aftes ringede kæresten hjem til mig og spurgte hvem der havde sendt blomster til mig. Jeg var hjemme sammen med en veninde, godt igang med at nyde aftensmaden, men blev hurtigt et stort spørgsmålstegn, for jeg havde ikke modtaget blomster. Han var taget på arbejde flere timer før og jeg kunne da heller ikke se at han havde taget imod blomster, før han var gået ud af døren.
Han omformulerede spørgsmålet og spurgte hvem har sendt blomster til os. Igen forstod jeg intet. Han fortalte da at der lige havde været en blomsterhandler med en blomst til os begge, men at han ikke anede hvem den var fra.
Han lagde på og jeg begyndte at spekulere på hvem det kunne være, det skulle både være en der kender os begge, som kender hans arbejdsplads og som kunne finde på at sende blomster.
Mens jeg sad og spekulerede dukkede en besked op fra kæresten, der imellemtiden havde fundet en hilsen fra Heidi. Men hvilken Heidi? For dem kender vi en del af, dog ikke så mange fælles. Et billede af hilsnen som var skrevet på norsk, fik mig dog straks til at regne ud, at det var fra vores fælles norske veninde Heidi, som også bor i Alanya, men som pt. er i Norge på juleferie. Jeg blev meget rørt over hendes gestus og skyndte mig at kontakte Heidi for at sige tak. Hun havde sendt blomsten for at vise at hun satte pris på vores venskab. Det rørte mit hjerte meget. Aftenen inden havde min finske veninde Petra været forbi kærestens arbejdsplads, med en sød lille gave til os. Baysal havde selvfølgelig glemt alt om at fortælle mig om den og derfor også at tage den med hjem. Så da han kom fra arbejde igår, havde han begge dele med.
Dette er bare 2 af de skønne veninder jeg har og jeg værdsætter meget deres søde, uventede gaver og deres fantastiske venskab.
Nu vil jeg få pakket de sidste gaver ind, ordne lidt praktiske ting i hjemmet og ellers få gjort mig klar til at nyde dagen i godt selskab.
Rigtig glædelig jul alle sammen